Den varme, som kommer ien ledning eller i en kontakt, er proportional med strømmen i andenpoten og og med tiden . For meget korte overgangsforløb spiller kølingen ingen rolle da varmeafledningen tager tid.
Så temperaturen i din kontakters kontaktpunkter bestemmes af deres varmekapacitet og indkoblingsstrømstødets strømkvadrat integreret over tiden.
Ved opladning af en kondensator, som er i indgangen på switcmoder , trækkes en bestemt ladning. den kan også bestemmes som strømmen ensrettet og integreret over tiden.
Så vi er i det dilemma at enhederne trækker en bestemt strømintgral, men vikningen på kontakteren er strømkvadratintegralet. Forholdet mellem de to er bestemt af kurveformen.
Det er ligesom du kender fra forholdet mellem spændingskvadratintegral og spændingsintegral. Når der integreres over en hel periode og divideres med tiden kaldes værdierne henholdsvis effektivværdi og ensrettet middelværdi. Forholdet mellem den kaldes formfaktoren. For en konstant vedvarene sinusform er den 1,11 som indgår i den bekendte tranformatorformel til bestemmelse af fluxen ud fra spændingen.
Tilbage til dine HF spoler
kurveformen i dit indkoblingsstømstød er bestemt af hvor på spændingskurven man kobler ind, og af de støjdæmpningsspoler mv som fabrikanten har sat i indgangen. Noget må han have gjort i den retning, elles får ensretteren i HF spolen også et problem.
Tilbage står du med at det data fra fabrikanten som afgør dimensioneringen af kontakteren.
Jeg vil dog mene at du med en gammeldags mekanisk kontakter er på den sikre side med AC1 og en nominel strømværdi som er større end det fabrikanterne kræver af automatsikring.
Hvis der er mange armturer ville jeg dele dem i undergrupper, og ikke tænde eksakt samtidig.