Et regnskab deles op i 'drift' og 'status'. Med begrebet 'egenkapital' er vi i status-delen.
Ideen i regnskabets status er at opremse alle værdier, fx en bankbog med 10.000 kr og en maskine til 100.000. Det kaldes 'Aktiver'. En del af disse aktiver på ialt 110.000 kommer måske fra et banklån på 50.000. Resten på 60.000 ville du måske sige var 'virksomhedens egen', men det er nok bedre at sige at det tilhører virksomhedens ejere.
Altså de samlede aktiver på 110.000 'skylder virksomheden' til nogen:
50.000 skyldes til banken - det kaldes 'Fremmedkapital'.
De 60.000 'skyldes til' virksomhedens ejere - det kaldes 'Egenkapital'.
Når firmaet tjener en krone, så stiger egenkapitalen med en krone. Når der forbruges nogen aktiver, så falder egenkapitalen. Normalt opgøres egenkapitalen dog kun ved årets udgang når regnskabet afsluttes.