Til vedikkealt
Jeg kan godt sætte mig ind i dit regnestykke.
Da jeg var barn, jeg er model 1935, Satte min mor mig ind i et regnestyke der så således ud.
Når man rejste langt, skulle man være væk så længe at rejseudgifterne modsvaredes af de sparede leveomkostninger hjemme.
Men tiden var en anden. De fleste var fattige, vi var ihvert tilfælde, og boede i København.
Dem vi besøgte boede i provinsen, og de var heller ikke rige, men de havde naturalier.
Om mine forældre spæde til husholningen når vi var der ved jeg ikke.
Nu er der ikke så mange fattige mere. De fleste kan klare at have gæster på kost nogle dage.
I dit tilfælde ville jeg nok undlade at have noget med til overrrækkelse ved modtagelsen.
Men næste dag ville jeg tage med på indkøb og måske spæde til med nogle lækkerrier eller noget godt og drikke.
Børne ville jeg snakke med, som om de kom mig ved, men ikke give noget.
Ofter er jeg i den hældige situation at jeg når jeg besøger nogen finder noget praktisk at hjælpe med. Jeg er gammel håndværker. Det falder altid i god jord.
Bjørn