Findes der en form for tynd men fast isoleringsplade man indstøbe eller lime fast på betondæk og så ovenpå igen klæbe klinker/fliser?
Mit problem er gulvet (ca. 3 m2) i et lille tilbygning (vindfang) ved husets indgang. Vindfanget er ved en ombygning af huset på et tidspunkt bygget ovenpå et betondæk, der ligger ud over trappeskakten til kælderindgangen. Dvs. der er fri luft og ingen isolering under de ca 10 cm betondæk. Ovenpå betondækket er et kalkcementmørtellignende lag på 2-3 cm, hvorpå der var udlagt et dårligt udført afretningslag i varierende tykkelse
Ved en totalrenovering af huset, hvor vi bor i kælderen og hvor der ikke er varme på i stuetagen pga. nedtagne radiatorer, har vi nu konstateret kondensproblemer på betongulvet (et "ægte" Pergo-gulv (7 mm) var forinden fjernet). Problemet skyldes selvfølgelig kombinationen af dårlig isolering, lav temperatur i vindfanget og fugt i luften (trods aktiv udsugning fra køkken og bad i kælderlejligheden) som stiger op via indvendig kældertrappe til vindfanget. Da kondensdannelsen var størst var udetemperaturen ca. 0 grader og indetemperaturen i vindfanget ca 13 grader. Der dannedes et par små søer i de to hjørner, som ligger fjernest fra det øvrige hus. Problemet hænger selvfølgelig også sammen med graden af udluftning. Ugen før havde jeg muret et hul til en brændeovn til, fordi der skal bores et nyt til en anden brændeovn. Jeg bemærkede, at der var et pænt træk gennem skorstenen, og denne mindre udluftning pt. betyder også noget.
Spørgsmålet er nu om problemet også vil findes ved en normal temperatur på ca. 20 grader i vindfanget og frost udenfor, og ved normal udluftning. Der var ikke noget som tydede på, at Pergo-gulvet lagt af tidligere husejer havde fået kondensfugt, da vi i sin tid fjernede det.
Vi vil gerne lægge fliser/klinker i stedet - men ønsker ikke at skulle tørre små søer af vand op et par gange om dagen. Derfor har jeg tænkt, om det var muligt at fjerne kalkcementmørtellaget ned til betondækket og så bygge et nyt lag op bestående af en fastlimet eller indstøbt solid isoleringsplade (eller noget andet isolerende) hvorpå der kan lægges klinker/fliser.
Alt i alt har jeg ca. 50 mm at arbejde med i højden fra betondæk til færdig overside af fliser. Kan man forestille sig f.eks. 10 mm til faststøbning af 20 mm plade, hvorpå der lægges 10 mm afretning inden fliserne klæbes herpå?
Jeg har søgt efter isoleringsplader på nettet, men er meget i tvivl om Sundolitt (flamingo) har styrke nok? Isoleringsevnen behøver ikke være større end at kondensproblemet forsvinder - findes der ikke noget materiale som er hårdt og alligevel har en vis isoleringsevne?
Inden vi fik kondensproblemet, overvejede vi kortvarigt at lægge gulvvarme - men det vil blive for dyrt at holde i gang pga. opvarmning af det uisolerede betondæk med fri luiftadgang på undersiden.
Jeg mener ikke en isolering på undersiden kan hjælpe meget, da betondækkets kanter, som hviler på murværk på tre sider, stadig vil være en betydelig kuldebro.
Der skal faktisk føres rør frem og tilbage i gulvet til en radiator. Selvom rørene er isolerede, har jeg tænkt, at den smule varme, der uværgerligt vil blive afgivet til betonlaget fra fremløbsrøret, måske kan være nok til at undgå kondensen, hvis fremløbsrøret i stedet for at blive ført lige frem til radiatoren, bliver lagt hen foran døren og rundt i de to problemhjørner inden røret når radiatoren.
En løsning kan måske være at støbe gulvet op og afrette det, lægge en dampspærre og herpå 15 mm trægulv som i resten af huset. Trægulvet i sig selv har jo en vis isoleringsevne, som måske er nok i kombination med alm. indetemperatur om vinteren og fornuftig udluftning? Vi vil dog helst have klinker ved indgangen!
Håber på nogle brugbare forslag til en løsning.
Hilsen
Willi