Rigspolitiet bekræfter skjult printer-signatur
Teknologi: Farvelaserprintere forsyner alle dokumenter med et skjult serienummer, der kan bruges til at spore printerens ejer.
Af Karim Pedersen torsdag 18. november 2004 , 11:15
IT-avisen ComON kan i denne uge afsløre, at farve-laserprintere forsyner alle dokumenter med et skjult serienummer, som kan bruges til at spore printerens ejer. Serienummeret er indført som et led i kampen mod falskmøntneri. Rigspolitiet bekræfter nu overfor ComON, at den skjulte printer-signatur eksisterer og bruges i efterforskningen.
»Dansk politi er bekendt med mulighederne for at identificere farveprintere på baggrund af udskrevne dokumenter og disse metoder anvendes hvor det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt i politiets efterforskning. Ligeså er vi bekendt med at der løbende foregår forskning på dette område,« fortæller vicekriminalinspektør Jørn Haugaard fra Rigspolitiets kriminaltekniske afdeling.
Printer-producenterne Hewlett Packard og Canon bekræfter også overfor ComON, at teknologien eksisterer, men ønsker ikke at afsløre nærmere detaljer af hensyn til politiets muligheder for at efterforske sager om falskmøntneri.
Men det skulle være sikkert, at det unikke serienummer ikke kun kan bruges til at kæde printer og dokument sammen, når først politiet har beslaglagt printeren, men også kan anvendes til at spore printerens ejer i samarbejde med producenter, distributører og forhandlere.
Det unikke fingeraftryk i printerdokumenter forhindrer dog ikke kopiering af pengesedler – men giver mulighed for at spore sedlerne, når først de er sendt et omløb.
Et konsortium af 27 nationalbanker i USA, Canada og Europa er netop gået sammen om at udvikle software til printere og andre forbruger-produkter, Counterfeit Deterence System, som skal gøre det umuligt at scanne, behandle eller udskrive billeder af pengesedler.
|