Når man renser sølv med saltvand og stanniol:
Sølv (Ag) der er iltet består for det meste af Ag2O (altså sølvoxid) det er sort/brunt.
Aluminiumsfolie/stanniol indeholder så vidt jeg ved ikke andet end rent aluminium i sin grundform (Al).
Salt/alm. køkkensalt er NaCl og er let opløseligt i vand (36 gram kan opløses i 100 ml vand ved 20 grader). Når bare lidt er opløst virker saltet ved at gøre vandet elektrisk ledende.
Der findes et forenklet begreb, der hedder spændingsrækken. Det drejer sig om, at nogle ting kan oxidere andre og andre stoffer ikke kan oxidere nogle. F.eks. kan sølv(ioner) oxidere aluminium.
Resultatet badet med sølv, aluminium og salt bliver at der i badet oxideres aluminium (fra Al -> Al3+) og reduceres Ag+ til Ag. Altså kan der pr. aluminiumsatom reduceres tre sølv.
Nu kommer tricket så. Når man bor i kystnære egne dannes der ofte flygtige svovlforbindelse i vand/tang (f.eks. SO2). Denne forbindelse kan oxidere sølv til Ag+ og det resulterende sulfid (S2- fra svovldioxid) fælder lynhurtigt med Ag+ på overfladen af jeres sølvtøj (der dannes sort/brunt Ag2S). Når så sølv (i badet med aluminium) reduceres tilbage til det glinsende sølv dannes der frie S2- ioner. Disse er faktisk en base. og når pH i jeres almindelige vand (der er hverken tilført syre eller base på noget tidspunkt) er ca. 7,0 så vil over 50% af Sulfidet blive til H2S (svovlbrinte) og dampe op af badet og stinke af prut… Og når så noget af svovlbrinten er dampet af dannes der nyt.
I øvrigt kan man lugte 1 molekyle svovlbrinte i en kubikmeter luft (naturligvis en teoretisk størrelse).
Den lille afhandling kan man blære sig meget med