http://www.180grader.dk/nyheder/K_mpe_Facebook-gruppe_vil_demonstrere_mod_DR-licens.php
Kæmpe Facebook-gruppe vil demonstrere mod DR-licens
Facebook-gruppen "50.000 imod DR Licens!" har overvældende medlemssucces, og nu vil den gå i demonstrationsoptog imod medielicensen fra DR-Byen til Christiansborg.
Mere end 38.000 fortrinsvis unge danskere har indtil videre tilmeldt sig Facebook-gruppen "50.000 imod DR Licens!", og nu har gruppens administrator, Joel Hyrland, fået mod på at bevæge sig ud på gaden med licensmodstanden. Det skal ske under parolen: "Det er forkasteligt at skulle tvinges til at betale for et produkt, man ikke ønsker".
Joel Hyrland indkalder til demonstrationsoptog imod medielicensen fredag den 9. maj fra DR-Byen i Ørestaden til Christiansborg. Anledningen er, at Folketingets partier nu synes at være enige om, at licens skal opkræves automatisk hos alle, der ikke framelder sig.
"Har du tidligere været i tvivl om hvorvidt du ejer dine egne penge? Det er nu soleklart, det gør du ikke længere med DR's nye finansieringsmetode, hvor alle som udgangspunkt er tilmeldt licensen, uanset om de ejer et tv eller ej. Dvs., det er nu definitivt, at staten (DR) som udgangspunkt, ejer dine penge! Hører det hjemme i et moderne demokrati?" spørger Joel Hyrland i demonstrationsindkaldelsen, som også er slået op på Facebook.
De første invitationer er netop i dag sendt ud, men 107 personer har i skrivende stund allerede meddelt, at de vil deltage i demonstrationen, mens 213 måske vil deltage.
Gruppen søger desuden sponsorer til at finansiere tryk af flyers og plakater og evt. også til opsætning af en scene.
http://www.afskaflicens.dk/
http://www.afskaflicens.dk/#/demonstrationen/4527578671