Jeg sagde farvel til min gamle golden, Silke, d 30. Januar i år.
Hun blev næsten 16 år.
Da hun var helt ung, klippede jeg hendes kløer ret tit, men bare lidt af gangen. Det kunne jeg gøre med en "tre-i-en" - negleklipper til mennesker.
Efterhånden blev hendes kløer tykkere, så der skulle en rigtig "klosaks" til. Jeg kikkede poterne efter ca 1 gang om ugen, og klippede spidserne af de kløer, jeg kunne klippe lidt af uden at komme til at klippe for meget af.
Tit var det bare nogle få kløer, der kunne klippes lidt af. En ung og aktiv hund slider kløerne, hvis den går på fliser eller andet hårdt underlag.
Med alderen blev Silke mindre aktiv. Vi gik næsten kun ture på mark og i skoven. Og så skulle kløerne klippes oftere. Men i de sidste par år, hun levede, voksede hendes kløer faktisk ikke ret meget, -eller slet ikke. Jeg holdt øje med dem, men for det meste var der ikke noget at klippe af. Kløerne blev tykkere, men ikke længere.
Jeg tror slet ikke jeg klippede noget af det sidste år, hun levede. Jeg masserede hendes poter og smurte trædepuder og hver enkelt klo og neglelejet ind i kopattesalve hver dag, men der var ikke mere brug for klosaksen.
Selv om en gammel hund måske ikke mere har behov for at få klippet kløerne ret tit, så har den stadig behov for den daglige omsorg. Silke fik børstet tænder (og pels) hver dag i de sidste 5-6 år, hun levede. Og hun fik masseret trædepuder og negle med creme. Det gør huden mere robust, så hun bedre kunne tåle is og salt når det blev vinter. Jeg masserede også hendes ben -uden creme- så vi fik løsnet op for spændinger på grund af gigt.
Jeg synes det var vidunderligt at nusse og massere hende og opleve, at det faktisk hjalp hende til at leve med alderdommens skavanker..
Hun trivedes så godt, at hun ikke blev aflivet. Hun var glad og frisk lige til hendes sidste dag, hvor vi gik 2 dejlige ture sammen. Den 3.tur den dag kunne hun ikke klare. Hun kollapsede efter få skridt. Og jeg hjalp hende hjem igen, hvor hun faldt sammen i entreen.
Jeg hjalp hende om på siden, så hun lå behageligt. Og så lagde jeg mig ved siden af hende med en vaskeklud og en skål koldt vand, så jeg kunne væde hendes læber og tørre hendes øjne og snude og holde om hende.
Og efter et par timer sov hun stille ind i min favn..
Silke var min 7. hund. Ingen af de andre hunde havde sovet ind af sig selv. Alvorlig sygdom var aflivningsgrunden hos 3 af dem. Og 2 blev aflivet på grund af aggression. Den sidste af de 6 tidligere hunde var en berner sennen, der blev 13 år, en høj alder for racen. Hun blev aflivet, men ellers ville hun nok være død af alder, for hun var holdt op med at spise. Hun ville ikke leve mere.
Nu har jeg lille Lærke. Hvis hun bliver gammel, så vil hun få al den omsorg og kærlighed, hun har brug for. Hun vil kun blive aflivet ved smertefuld sygdom. Eller ulykke, selvfølgelig..
...men Lærke er bare 5 måneder. Så vi har rigtig mange dejlige år til gode sammen