---

<<<<<<<<<
”Jeg kan simpelt hen ikke tolerere intolerance!”

Læs denne sætning grundigt, og når du har gjort det, så læs den én
gang til, og brug så to minutter på stille og roligt at reflektere
over, hvordan den ulidelige og uendelige debat om ytringsfrihed, der
fulgte i kølvandet på Muhammedkrisen, har udfoldet sig i både danske
og udenlandske medier lige siden.

Når du er færdig med at tænke, så når du frem til samme åbenlyse
konklusion, som jeg gjorde. Ét er, at udsagnet naturligvis er et
paradoks, et ægte oxymoron, men det alvorlige er, at det faktisk er
dette paradoksale udsagn, der éntydigt definerer tilhængerne af
paragraf 266b.


Når Lars Hedegaard, Mogens Camre, Bent Blüdmikow, Jesper Langballe og
en perlerække af andre debattører retsforfølges eller lægges for
offentlig had for, hvad de måtte have sagt eller skrevet, så er det
fordi kritikerne ikke tolererer, hvad de anser som ovennævnte
personers intolerante udsagn.

De vil have budbringeren dømt eller fordømt. Helst begge dele. De
tolererer ikke intolerance. Og dermed henter de deres argumentation
fra et paradoks.

Så enkelt er det!

Tolerancebegrebet på hovedet

Tolerancebegrebet og dermed også selve forståelsen af, hvad
ytringsfriheden består af, er derfor vendt på hovedet. Debatten er
baseret på en fundamental og tankeløs misforståelse af begreberne.

Og dermed er debatten ikke alene blevet meningsløs, den er i sidste
ende også farlig.

Farlig, fordi den uvægerligt vil ende med at underminere de vigtigste
byggesten for de åbne demokratier: tankefrihed og ytringsfrihed.

Hvis de, der lever livet på hovedet, får magt, som de har agt, hvilket
de til en vis grad har, så dør ytringsfriheden. Så dør demokratiet.

Det er ikke en proces, der tager revolutionens form, men en umærkelig
og uværdig glidebane, der ender i et udemokratisk elitevælde, hvor dem
der ved bedre – ”de tolerante” – har monopol på både sandheden og
magten.

Det er fuldstændig essentielt at forstå, at ytringsfriheden ikke tager
sit udgangspunkt i, om et udsagn er tolerant eller ej. Ytringsfrihed
er jo netop det modsatte af oxymoronet i starten af denne artikel.

Nemlig: at den tolererer intolerancen. Og så kan man jo i ord og i
handling bruge selvsamme ytringsfrihed og forsamlingsfriheden til at
bekæmpe det, man nu engang måtte være uenig i. Det, man anser som
uacceptable eller intolerante budskaber.

Et falsk udgangspunkt

Sagt på enkelt dansk: Tolerancen tager sit udgangspunkt hos
modtageren, ikke hos afsenderen. Hvis ikke man erkender denne helt
elementære sandhed, hvis man insisterer på tolerance og inkriminerer
intolerance, så forstår man ikke, hvad ytringsfrihed er.

Så henter man hele sin argumentation fra et falsk udgangspunkt. Så
dikterer elementær logik, at man vil finde sandheden i løgnen. Så er
man ytringsfrihedens fjende.

Gør man sig den lille ulejlighed at sætte sig ned og dissekere Tøger
Seidenfadens, Uffe Elleman-Jensens, Rune Engelbrechts, George Metz’ og
alle de andres udsagn om eksempelvis Muhammedkrisen eller Lars
Hedegaard, så vil man opleve, at de uden undtagelse gør sig skyldig i
ovennævnte filosofiske inkonsistens.

De har simpelt hen ikke forstået sagens kerne. De begriber ikke
ytringsfrihedens væsen.

Ytringsfriheden er absolut og ukrænkelig. Den kan ikke relativeres ud
i intetheden med subjektive og diffuse begreber som ”hensynsfuldhed,
god tone og anstændighed”.

Historieløshed

Jeg synes, det er interessant at tænke over, hvorfor folk, man må
formode er over middelbegavede, kan gøre sig skyldig i en så eklatant
og åbenlys fejltagelse.

I den sammenhæng vil jeg ikke forfalde til primitiv motivanalyse, men
prøve på at se det i en større historisk og psykologisk sammenhæng.

Min tese er, at vi i den vestlige verden simpelt hen er kommet på for
lang afstand af historien. Vi har glemt kampen for de værdier, der
skabte den fri verden. Vi har levet for længe i vores små hyggelige
osteklokker.

Ja, der har været en Anden Verdenskrig og en Kold Krig, hvor
totalitarismen blev nedkæmpet, men dem vandt vi jo. Mageligheden har
gjort sit indtog.

Vi tager tingene for givet og erkender ikke længere vigtigheden af at
fastholde og til stadighed kæmpe for de værdier, som vores forfædre
kom så hårdt og ofte blodigt til.

I stedet for med rank ryg og med stålsat vilje at forsvare disse
værdier, har den dræbende kulturrelativisme fået overtaget.

Vores kultur er ikke bedre end andres, at mene andet er forkasteligt,
og derfor kan de værdier, den baseres på, logisk set heller ikke
forsvares.

Den arrogante og verdensfjerne elite opfatter ikke længere deres
privilegier som privilegier. Forkælelse, velstand og fred er blevet
til en del af deres virkelighed. De har jo aldrig oplevet andet, og
historien er en støvet størrelse, som vi ikke rigtig kan bruge til
noget.

Vi kan ikke huske, at folk blev brændt på bålet for at tænke det
forkerte. De behøvede ikke engang at have sagt noget for at modtage
flammernes frelse.

Når historien forsvinder, når man ikke længere kan ”mærke” den, så
forsvinder sammenhænge også. Så forsvinder indsigten.

Glemslens psykologi

Hele den ”glemslens psykologi”, denne historieløshed, kommer til
udtryk overalt i den vestlige verden. Et illustrativt eksempel er de
autonome optøjer i forbindelse med nedlæggelsen af Ungdomshuset på
Jagtvejen i København.

De unge mennesker blev ganske uomtvisteligt udsat for en politisk
svinestreg, men i stedet for at benytte de fantastiske demokratiske
muligheder, som stod til deres rådighed på grund af deres forfædres
kamp, så forfaldt de privilegerede og historieløse deltagere i
demonstrationerne til at brænde biler, cykler, børnehaver og et enkelt
gymnasium af.

Ikke én eneste af dem skænkede det en tanke, at det ”onde system”, som
de hader så inderligt, for blot få generationer siden ville have
behandlet dem helt anderledes hårdhændet end tilfældet blev på
Nørrebro.

Jeg tror heller ikke en eneste af dem har nogen forståelse for, hvor
godt, de har det i Danmark. De kender jo ikke deres historie. Aner
ikke, hvordan deres oldeforældres virkelighed så ud. At der boede
35.000 mennesker i Ryesgade i 30'erne.

At toilet i gården og fem baggårde var en del af den danske
virkelighed. Når man ikke forstår dette, så forstår man naturligvis
heller ikke, hvor vigtig tankefrihed og ytringsfrihed er.

Disse størrelser er jo – ligesom oldeforældrene virkelighed – rene
abstraktioner, der fortoner sig i fortidens mørke.

Farligere end Johnny

Det den samme tankeløse mentalitet, der gør sig gældende i andre
såkaldt progressive kredse, hvor man bekæmper racisme med rendyrket
fascisme. Når jeg hører nogen betegne sig selv som anti-racister, så
ved jeg øjelikkeligt, hvor de hører til.

De er at finde blandt dem, der ikke tolererer intolerancen. De er
langt farligere for demokratiet end stakkels Johnny fra Greve.

Tankefriheden, der er forudsætningen for ytringsfriheden, er simpelt
hen ikke en størrelse, som vi moderne vestlige mennesker konkret kan
forholde os til. Ja selve frihedsbegrebet er blevet en uhåndterlig
størrelse.

Det er derfor, at vi skal lytte til dem, for hvem historien ikke er
langt væk. Lytte til dem, der har prøvet ufriheden på deres egen krop.
Vi skal lytte til en Wafa Sultan og en Ayaan Hirsi Ali. De ved, hvad
de taler om.

Deres vidnesbyrd har autenticitetens umiskendelige præg. Det er fra
dem – og ikke fra mig eller Rune Engelbrecht eller andre fra den
skandinaviske luksustilværelse, at erkendelsen og de hårde sandheder
kommer.

25. juni 2011 - klumme af Jeppe Juhl
<<<<<<<<<

---

Den 21/07/11 19.32, @ skrev:
>
> <<<<<<<<<
> ”Jeg kan simpelt hen ikke tolerere intolerance!”
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

Ytringsfrihed er ikke kun retten til at tale om politisk korrekte ting!
Ytringsfrihed er også frihed til at tale om kontroversielle sager!

Jens

---

On Fri, 22 Jul 2011 00:26:20 +0200, Jens Erik Bech
<jenserikbech@gmail.com> wrote:

>Den 21/07/11 19.32, @ skrev:
>>
>> <<<<<<<<<
>> ”Jeg kan simpelt hen ikke tolerere intolerance!”
>,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
>
>Ytringsfrihed er ikke kun retten til at tale om politisk korrekte ting!
>Ytringsfrihed er også frihed til at tale om kontroversielle sager!
>
Enig, Lyrik

Beklager jeg i mit tidligere svar i tråden byttede dig om med
trådstarteren

---

>”Jeg kan simpelt hen ikke tolerere intolerance!”
>
Godt at vi har DF der uden naivitetens overdrivelser står for total
tolerance mht at sige alt om muslimer og dog er i tråd med det danske
folk der har sine begrænsninger mht extremisme

Jeg er exrtremist og kæmper for bar røv tolerance,

Det er OK for en enmandshær

Men DF skal ikke være en PerØrum-narrøv

Jeg håber at på det intelligente Nørrebro indses at Sharia skal
latterliggøres og det gør jeg - idet jeg latterliggør mig selv

Klog artikel du fandt, Lyrik