---

Hej alle

Som nogle af jer nok ved, så var jeg med Bast på udstilling i Gøteborg i
sidste week-end - det gik såmænd godt nok... Lidt stress er der jo på sådan
en udstilling (der var 930 katte!!), og især når det er en hel week-end med
overnatning på hotel imellem... Nå, men Bast er jo altså lidt af en
eksibitionist og kan faktisk godt lide at være på udstilling, så det tog hun
i stiv pote.

Men, altså jeg skulle jo så også have en ny killing med hjem fra Sverige -
en sød lille chokoladetortie hunkilling på ca. 15 uger. Selve hjemturen var
sådan set ikke noget problem - Bast sad i sin kasse, den lille i en kasse
for sig - hun blev dog taget ud ca. halvvejs og tilbragte resten af turen
sovende på mit skød. Og så kom vi endelig hjem...!

Vi har før fået nye killinger ind i flokken uden de store problemer -
bevares, lidt hvæsen og snerren og måske et dask, hvis den kom for tæt på...
men aldrig mere. Det værste gik som regel over i løbet af et par dage - Bast
har altid været den mest standhaftige og er stædigt blevet ved med at hysse,
selv længe efter de andre voksne havde accepteret den lille ny.

Men altså, vi kom hjem... Den lille havde jo ligget trygt og godt hos mig en
stor del af vejen, så jeg tænkte at nu hun var så rolig, så kunne vi ligeså
godt tage "tyren ved hornene" og starte introduktionen med det samme - om
ikke andet, så kunne jeg altid lukke "møgkællingerne" (vores hunkatte...)
for sig og lade hende være sammen med kastraterne, som ikke gør en flue - og
dog, måske lige en flue - fortræd, samt vores hankat, som heller ikke er
særlig hysterisk anlagt.
Selvfølgelig skulle de allesammen snuse mv. - en enkelt (min ene hunkat)
hvæsede, og straks begyndte Bast også... Så altså, ud med "møgkællingerne".
Et stykke tid efter synes den lille, at det var lidt for meget, så hun
begyndte også at hvæse. Så lukkede vi hele banden ude af stuen, og lod hende
være alene. Hun var frisk og frejdig - halen lige i vejret - og så ellers
undersøge alting. Hun ville ikke rigtig snakke med os, men det har man jo
heller ikke tid til, vel?

Dagen efter (jeg havde fri mandag og tirsdag - af samme årsag) om morgenen -
efter Bent var taget på arbejde - tog jeg dyne og pude med ind i stuen (jeg
var træt efter den laaange week-end!) og lagde mig på sofaen. Tænkte at så
ville hun nok komme listende og putte. Men nej... Hun virkede faktisk lidt
sky - ville ikke komme for tæt på, og hvis hun gjorde, og man rakte en hånd
ud, så veg hun tilbage. Det så ikke ud til at blive rigtig meget bedre, selv
efter ret mange timer. Da vi har det ret besværligt med at have lukket af
for div. rum, måtte vi starte introduktionen igen - hun var faldet helt til
i stuen/spisestuen, lå og sov på sofaen, spiste, gik på bakken, vaskede sig
osv. - dog ville hun bare ikke nusse... Vi startede med de "nemme" katte -
altså kastraterne, som jo er fredelige - dem kunne hun ikke lide! Hvæsede og
knurrede når de kom tæt på, og sov ellers videre når de lod hende i fred.
Nå, men hun skal jo også lige vænne sig til det hele - nye omgivelser og
mange fremmede katte og mennesker, stor omvæltning for en lille killing!

Dagen efter gik det lidt bedre med hende og de andre katte - stadig ikke med
os - og så måtte vi forsøge os med "møgkællingerne" også. Jeg vidste godt,
at Bast ville være det største problem, hun er jo Dronning af flokken... Men
jeg vidste sandelig ikke, at hun ligefrem ville overfalde hende!! Og det
gjorde hun - først hvæse, knurre - og så BANG, lige i flæsket på hende! Ind
med hende igen, også ellers forfra med de andre katte...

I onsdags fik jeg så mit "gennembrud" med Lina (som den lille hedder), jeg
stod i køkkenet, og pludselig kommer Lina ud og begynder at sno sig om mine
ben - stod stiv som en pind i lang tid før jeg bøjede mig ned og nussede
lidt med hende. Hun begyndte at spinde og "hoppede" op efter min hånd, sådan
som de nu gør, når de er rigtig kælne! Så satte jeg mig ned på gulvet og vi
kælede til den store guldmedalje - da der var gået 10-15 minutter, lagde hun
sig tilrette på mit skød og faldt i søvn... Der sad jeg så indtil Bent kom
hjem en halv time senere, med sovende ben og hvad ved jeg, for ikke at
forstyrre den lille.
Nå, nu var hun jo så _endelig_ faldet helt til - så måtte vi forsøge os med
Bast igen. Bast kom ud i køkkenet, lavede straks tyk hale og rejste børster,
så jeg kælede med hende for at få hende til at falde til ro. Det lykkedes,
halen og ryggen fik normalt udseende og hun nussede glad med mig. Snusede
endda til den lille, men hvæsede da den lille vendte sig rundt for at se,
hvem det mon var, som sniffede hende. Så langt så godt... Men så, som lyn
fra en klar himmel - angreb igen! Der var intet at se på Bast, hun satte
bare i et spring og for lige på hende!
F***, ind i eneværelse med Bast igen - derefter hente den lille, som
selvfølgelig var flygtet fra furien, og nu var bange for de andre katte
igen...

Dagen efter - ringe ned til dyrlægen og sige "Hjææælp!" - lang snak med
dyrlæge-vikaren... Besluttede os for at forsøge med Fenemal (1/4 om dagen -
meget lille dosis), så hun lige kan få taget toppen af det aggressive - hun
har ved gud aldrig været sådan før! Og dér er vi så nu, en kat på Fenemal i
eneværelse (får selvfølgelig altid selskab af en af de andre) og så ellers
resten, som har affundet sig helt med hinanden - Mansen (vores hankat) og
lille Lina lå tidligere på aftenen og vaskede ører på hinanden og sov
derefter i arm - Loppen og hende leger tag-fat, først kommer de sprintende
med den lille forrest, dernæst med Loppen forrest osv. Men Bast er altså
bare Bast - og jeg tør simpelthen ikke lade dem være alene i 2 sekunder...
Vil prøve om lidt (hun fik sin dosis for lidt over 1 time siden) - og tænk
hvis det nu ikke går igen...

Har nogle af jer erfaringer med, om sådan en situation overhovedet kan
"reddes" - og i givetfald hvordan? Kan Fenemalen gøre det, eller er det
bedre med nogle andre midler (dyrlægen nævnte flere alternativer, hun ville
dog lige tale det igennem med Raiku først...)?

Mvh. Camilla - som nu vil vove forsøget igen...

---

"Camilla Scharff" <camischa@jubiimail.dk> skrev i en meddelelse news:9l481k$19n3$1@news.cybercity.dk...

> Har nogle af jer erfaringer med, om sådan en situation overhovedet kan
> "reddes" - og i givetfald hvordan? Kan Fenemalen gøre det, eller er det
> bedre med nogle andre midler (dyrlægen nævnte flere alternativer, hun ville
> dog lige tale det igennem med Raiku først...)?

Hmmm..... fenemal, ja........ Jeg er sikker på, at det er et virkningsfuldt middel i mange situationer - ellers ville det vel ikke
være på markedet stadig. Jeg kender bare ikke en eneste kat, hvor det har hjulpet, men en del, hvor det har gjort problemet værre.

Det minder meget om den situation jeg havde, da
jeg i sin tid fik Chabél og Camillo var meget
utilfreds med det lille kryb og angreb ham, hvis han
kunne komme afsted med det. Den løsning jeg
fandt virker nok ikke på så mange, men jeg vidste
at Camillo havde et usandsynligt godt sovehjerte,
så efter 5 dage, fandt jeg et godt tidspunkt, hvor
Camillo snorksov og Chabél også var søvnig og
så rullede jeg simpelthen Chabél sammen til en
kugle og puttede ham ind til Camillo. Camillo
begyndte straks at knurre, men orkede simplethen
ikke at gøre noget ved det, for han var jo altså
træt ! Han knurrede sig selv i søvn, knurrede
stadig da han vågnede op, begyndte at vaske det
lille kryb og så var de venner

Men jeg synes, at der er masser af ting, du kan
forsøge endnu, inden du helt opgiver situationen.
Jeg ville nok foretrække at forsøge mig med
Serene i stedet for Fenemal. Har du mulighed for
at sætte net op mellem 2 værelser ? Nå, jeg ser
dig vel på udstillingen i dag, så kan vi lige snakke.

Jeg har desværre en del erfaring fra min Pepe-
situation og 8 år med en kat som Camillo har da
også givet lidt Det hænder at to katte bare
instinktivt hader hinanden, men i de fleste tilfælde
kan det da løses med tålmodighed og stædighed.


--
Hilsen Helle
http://home19.inet.tele.dk/kat/
Killinger til salg

---

Hej Camilla!

Altså, da vi fik Herbert startede Loe med at snuse, derefter knurre og
hvæse, og de næste to-tre dage næsten konstant overfalde/mule den lille. Vi
holdt dem ikke specielt adskilt, kun om natten, men tog dem fra hinanden,
når det blev for slemt, og den lille peb. Jeg synes ikke, det var særlig
rart at se på, så indimellem placerede vi den nye et sted, hvor den store
ikke unne få fat på ham, så han havde lidt fred.
Den anden eller tredie dag satte min kæreste dem i rum med hinanden, fordi
han havde lagt mærke til, at det for det meste var, når den nye kom udenfor
den stores synsvinkel, at han blev overfaldet. Altså en slags "bliv her,
hvor jeg kan holde øje med dig". Og det virkede som om, der blev længere
mellem overfaldene.
Som du så i går på udstillingen, kan de sagtens sammen idag - ganske vist
slås de en gang imellem, men de sover også sammen en gang imellem, og finder
på at vaske hinanden, og Herbert, den mindste, vil helt klart helst være,
hvor Leo er - Han er Leos kat, mere end han er vores...

Håber det kan bruges til noget, om ikke andet, så til forsikring om, at det
formentlig godt kan ende helt fint, selom Bast er arrig lige nu.

Hilsen Birgitte