---

hvorfor disse dobbeltstandarder
en for jøder og en for andre -

Pakistan har siden sin etablering haft militærdiktatur adskillige
gange, været i permanent krigstilstand med Indien, har krænket
samtlige menneskerettigheder, har ikke magtet eller ønsket at løse
sine enorme fattigdomsproblemer, har eksporteret atomvåbenteknologi,
er basis for Al Qaida-terrorismen, er primær årsag til
Kashmir-konflikten, er storleverandør af terrorister og så fremdeles.

Men ingen har nogen sinde diskuteret Pakistans ret til at eksistere,
endsige foreslået, at Indien skulle forberede sig på repatriering af
de oprindelige indiske muslimer. De millioner af mennesker, der blev
fordrevet fra Pakistan, lever heller ikke i flygtningelejre eller
kræver retten til sammen med deres efterkommere at vende tilbage til
deres gamle land.

Kun når det gælder det demokratiske og højt udviklede Israel begynder
"retten-til-at-eksistere-som-stat"-diskussionen. Kun Israel udsættes
for kravet om tilbagevenden af mennesker, der flygtede for snart 60 år
siden. Kun Israel skal trække sig tilbage til sine "oprindelige"
grænser. Kun Israel - aldrig Pakistan eller andre nye lande med samme
baggrund.

Derfor er diskussionen antisemitisk. Den afspejler århundreders
jødehad og den støtter den arabisk-muslimske hadekampagne mod Israel.

Alene det forhold, at Israel og ikke for eksempel Pakistan diskuteres
så intenst, udtrykker antisemitismens grundtanke: Det er jødernes
skyld.

Truslerne mod Israels eksistens kommer fra den arabisk-muslimske
verden. Hvis den demokratiske verden lader stå til i tilfældet Israel,
har vi genåbnet Holocaust. Israels eksistens er den demokratiske
verdens sag, ikke blot Israels.

Antisemitismen viser sit hæslige ansigt igen. Hvorfor falder det så
mange så svært at genkende det?




--
Si vis pacem - para bellum