---

Håbede briter på russersejre 1944-45 ?
UK og USA var aldrig i tvivl om at overfor USA-råstoffer og manpower
var nazierne dømt til at tabe, før eller senere.
D-dag juni 44 var med livrem og seler så den ikke kunne slå fejl, og
Rommels klare håb om at stoppe invasion på strandene vidste man godt
at han ikke selv havde dyb tiltro til.
Men inden da har Churchill nok være ulykkelig når stalinistene var
heldige ved Kursk, for han nød krig og især en sikker vinder-krig og
modgang kunne betyde man fulgte hans råd om invasion i Portugal og
langsom erobring af Frankrig fra syd.
Når Times efter Kursk spåede at russerne ville erobre tysk land før
de allierede så har få ledende briter råbt ærligt "Yes" selvom de
klædeligt glædede sig når fjendens arier-teknologi lammetævedes af
kommunist-allierede.
Blandt tyskere har meget få andre end Ulbricht, Honekker og måske
Willy Brand glædet sig når risiko for overgivelse til russerne blev
stor vedr stadig større dele af fædrelandet.

At USA via transsibirisk jernbane og Vladivostok blev ved at sende
Detroitlastbiler(i alt ½ mio) og hø til Stalins heste og avancerede
våben og overvågningsudstyr til KGB handlede ikke om at vinde WW2 men
om at få en koldkrig op at stå. Så ikke jødeejet militærindustri
skulle opleves som unyttig efter tyskerovergivelse.