Jan Vestergaard wrote:
> Hvis du vil prøve noget nyt, så bruges klipfisk meget i bl.a. Spanien og
> Portugal
Ja, jeg er selv vild med Garbansoz con Bacalao - kikærker med klipfisk.
Det smager fantastisk!
Første gang vi var på Tenerife, besøgte vi Thor Heyerdals pyramider.
Efter besøget var vi sultne, og vi gik derfor ind på en lille, lokal
bodega. Menukortet kunne jeg ikke læse, men henne ved baren sad en mand
og spiste noget jeg kunne genkende som kikærter (som jeg er vild med).
Jeg bestilte derfor straks retten uden at ane hvad det var, og det viste
sig så at være kikærter med klipfisk. Og hvilken himmerigsmundfuld
Du skal bruge rigtig klipfisk for at få den autentiske smag, selv om jeg
tror alm. torsk kan bruges til nød.
Her er min egen opskrift. Det hele er cirkamål:
400-500 g kikærter
500 g klipfisk
1-2 løg
2 fed hvidløg
2-3 røde peberfrugter
3-4 modne tomater i både
4 spsk tomatkoncentrat
lidt mel til jævning
hakket persille til pynt
groft brød
Server godt brød til retten.
Kikærterne lægges i blød i rigeligt vand natten over. Kan godt stå ved
stuetemperatur.
Klipfisken skæres i ikke for små stykker (fx strimler på 4-5 cm bredde)
og lægges i en skål med rigeligt koldt vand. Stilles i køleskabet.
Engang imellem hældes vandet ud og erstattes med frisk vand, 5-6 gange
plejer at være passende. Fisken skal i alt trække mindst 10 timer,
ellers bliver den for salt.
Kikærterne koges meget møre, ca. 1 1/2 time. Tag evt. noget af
kogevandet fra så det kun lige dækker, men gem det til hvis retten
bliver for tør.
Klipfisken tages op og duppes tørre. Fjern skindet (nemmest med en skarp
kniv). Skær den i lidt mindre stykker.
Grøntsager minus tomat svitses i lidt olie.
De svitsede grøntsager, tomaterne og fisken hældes ned til kikærterne og
retten koges en halv times tid. Hvis der mangler væske, tilsættes lidt
af det gemte kogevand.
Til sidst laves en jævning af lidt mel og vand. Hældes i under omrøring
indtil retten tykner lidt, men det skal ikke være grød
Serveres i dybe tallerkener med masser af hakket persille og godt brød.
Velbekomme!
Martin