"Tortur": Musik-larm, nøgenhed, gylle-stank som stats-problemer
"De høje hæle" hedder en gruppe, som har en varevogn, to elektriske
guitarer, en mikrofon og noget keyboard og extrem forstærkning. Borgmester
Claus Bolvig har bygget musik-halvtage i min nabo Nørrebro-parken , så
folk og band kan stå i solskinnet nær eller under halvtaget og nyde
musikken.Forleden weekend-eftermiddag (varighed 4 timer) var
udendørs-ophold i min have en tortur, for i fjerneste musiktribune i
parken var den tysk-prisbelønnede gruppe ved at stemme instrumenter, eller
noget i den stil.
Jeg cyklede nysgerrigt derhen og så ca 50 fans stå og afvente drikke
ca én medbragt øl pr mand, og bandet sagde nu og da "fuck you" i
mikrofonen og anslog instrumenter uden, at der kunne anes
melodi-sammenhæng eller rytme.
Mange elskere af sådant spiller for åbne vinduer i den varme tid, og
uanset tid på døgnet ignorerer politiet klager.
Sidste sommer flyttede en sygeplejerske i mit nabohus væk, fordi hun
ikke kunne komme udhvilet på arbejde pga nattemusik fra hendes og min
genbos fester.
Man kan ikke "lukke ørerne" , men hvis man har udsigt til min have , og
jeg en sjælden gang er helt uden benklæder, så kan man dreje hovedet
og NEMT undgå synet. Når politiet har været her pga genboens trængen
ind i min have, ildspåsættelse og personvold, og han har forklaret sin
vold og hærværk med min nøgenhed, har politiet anerkendt, at nøgenhed i
egen have kan være ulovligt, men har præciseret, at han aldrig har ret
til indtrængen.
Hvis man ikke er nysgerrig om læsning af tekster på mit plankeværk, så
kan man se mod kørebanen, når man passerer ad fortovet.
Når/hvis jeg iværksætter lugt-happening med pis ved plankeværket kan
man gå i en bue udenom, et. over på det modsatte fortov. HCAndersens
København havde snævre gader, stræder og gyder, hvor latrin-lugt har
været svær at flygte fra, men mit villakvarter har meget bred kørebane
Der er et idealistisk samfundsgavnligt sigte i mine budskaber og
lugt-kunst til gavn for plejehjemspatienter, der tortureres pr
bleer.Bevidstgørelse er formålet .
I min barndom på Ane Katrines vej kunne man i uheldige vindretninger lugte
Novos Hillerødgade-fabrik, i nogle timer efter der en lun, fugtig
eftermiddag var findelt svine-bugspytskirtler i tonsvis til
insulin-produktion.
Naboer i Glentevejs-kvarteret klagede i årevis pr lokalpresse og pr
henvendelser til Rådhuset, men først da fabrikken udviklede et
gensplejsnings-alternativ efter 30 år , dæmpedes lugten. Landsdækkende
presse endsige radio-debat optog aldrig den mindste notits om den
massivt kvalmende luftforurening, som jeg husker som langt værre end den
værste gyllestank.
Da produktionsomlægning skete, skrev medierne kun om DNA-teknologiens
velsignelser vedr de sukkersyges bivirkninger - ikke om næse-onder -
for et rigt firma skal ikke have sin PR skadet, ved at sådant indrømmes.
Sådan var 1950-erne. Og Novo var og er en lovende eksport-virksomhed,
sammenlignelig med ØK , B&W, Mærsk og bryggerier.
Køber man sommerhus nær svine-landbrug, og klager over gylle-lugt, er
konservative gemytter som jeg tilbøjelig til at holde med de
skattebetalende kødproducenter, men i løbet ganske få år har
mærkesag-manglende S og SF mobiliseret fordømmelse af de
hårdtarbejdende, stinkende, kødproducerende bønder, og V og K kan
næppe forsinke lovindgreb i mange år, for de har forbudt
luft-forurening af eget klub-rum på restaurant for RYGERE.
Min barndoms selvvalgte røde smertende øjne, når jeg om natten i
spejderhytten ville være sammen med de store, intellektuelt spændende
cigaret-rygende spejdere var et smerteproblem, der holdt ved i næsten et
døgn, men det kunne jeg leve med, for jeg lå som jeg havde redt -
havde selv valgt det.
Ammoniak fra urin er et langt mindre problem. Ingen synlig skade og
det værst tænkelige ubehag i næsen er væk, når man er kommet et par
meter væk. Musik er værst.
|