Allerførst vil jeg godt beklage at dette indlæg måske ikke er havnet
helt korrekt, men der er åbenbart ikke et forum specielt for kommende
hus/lejlighedskøbere i Spanien.
Min kone og jeg (33 og 43 år) er netop færdige med at betale vores
dejlige hus i Herning og er iøvrigt helt gældfrie. Vi elsker
Barcelona, og vi syntes efterhånden det er let at komme billigt dertil
med Ryanair og Airberlin. Derfor tiltaler det os at købe en lille
lejlighed i byen.
Jeg har studeret markedet, og det lader til at man kan få flere
håndværkerfund til omkring 120.000 euro eller D.kr. 900.000. Jeg læser
flere steder på nettet, at man skal regne med + 10% i
handelsomkostninger, altså er en startkapital på 1.000.000 nødvendig.
Jeg har skrevet til Tine Mathiassen fra
www.casamona.com i Barcelona,
og hun vil gerne bistå vores køb mod betaling, hvis vi selv rejser
derned og finder en egnet lejlighed.
Jeg kunne godt tænke mig at få kontakt til en som selv har prøvet at
købe i Spanien, således at jeg kan få svar på mine ubesvarede
spørgsmål, og få lavet mig en opstilling som viser hvad vi kommer til
at betale pr. måned når alle udgifter er regnet med.
Er der en der ved hvad man skal betale i spansk og dansk ejendomsskat
af en bolig til 1.000.000? Vi ønsker ikke at leje boligen ud!!!
Er der et bud på et forsikringsselskab der forsikrer lejligheder i
Barcelona som jeg kan få en ca. pris af?
Evt. et link til en hjemmeside eller en person man kan tale med om
denne ide?
Jeg skal nok besvare alle indlæg som kommer, og vi glæder os til at få
hul på en debat som forhåbentlig fører til realisering af denne
fremtidsdrøm.
Med venlig hilsen
Henrik - Herning