Citat: Pia Kjærsgaards Ugebrev
" - mandag den 6. oktober 2008
I dag er det tretten år siden, at Dansk Folkeparti blev stiftet. Tænk at det
lille skib, som gode folk satte i søen i 1995 på trods af mange "kloge
hoveders" spådomme viste sig ikke alene at være sødygtigt, men nærmest klar
til at sejle alle de andre skibe agterud. Tretten år efter er fire medlemmer
af Folketinget blevet til 25, og vi er nu rigtigt godt repræsenteret i
byråd, regioner og i Europaparlamentet.
Årsagen er lige til. Dansk Folkeparti er det første parti i
Danmarkshistorien, der har gjort danskheden til sin sag. Bevarelsen af det,
der førhen var det mest selvfølgelige i verden, retten til at være dansk,
til at bestemme i eget land og til at hævde eget kultur og sprog fra Gedser
i syd til Skagen i nord over Blåvandshuk i vest til Christiansø i øst.
Dengang i 1995 var det som om, partierne ikke havde indset, at det var
nødvendigt at kæmpe for at bevare danskheden. Det var som om, at det ikke
var gået op for de andre partier, at masseindvandringen og EU´s udtømning af
dansk suverænitet udgjorde en fare for danskheden.
Det fik Dansk Folkeparti sat på dagsorden, og Dansk Folkeparti er stadig
forrest i den kamp. Og stadig - desværre - er hovedparten af Folketingets
øvrige partier enten med på det andet hold eller bænkevarmere i værdikampen.
Fortsat er det Dansk Folkeparti, der skal kaste sig ud i sværdslagene.
For Dansk Folkeparti er det en selvfølge, at kristendomskundskab naturligvis
skal være et obligatorisk fag i folkeskolen. For at lære danskerne at kende
er det nødvendigt at kende den religion på hvis basis danskheden er bygget.
Og kristendomsundervisningen skal naturligvis have kristendommen i centrum.
Jeg har ladet mig fortælle, at man i nogle skoler afstår fra at synge salmer
i kristendomsundervisningen, fordi nogle forældre betragter salmerne som
forkyndende. Der går ikke nogen skår af en ved at afsynge en salme, uanset
om man så er ateist eller muslim. Det ukendskab, der er til ganske
almindelige salmer, som enhver kendte før i tiden, er sørgeligt. De danske
salmer er en del af vores kulturarv, der er ved at gå tabt, fordi børnene i
folkeskolen ikke bliver fortrolige med dem.
Morgensang er en anden tradition, der nærmest er forsvundet. Nu er det noget
særligt, hvis skolens elever samles for at synge morgensang, før var det
helt almindeligt. Morgensangen bør genindføres på alle folkeskoler. Der er
noget ganske særligt ved at samles hver morgen ti minutter før
undervisningen går i gang og synge en sang fra Den Danske Højskolesangbog.
På den måde bliver børnene fortrolige med den danske sangskat og lærer at
påskønne de dejlige sange.
Om få uger begynder julenisserne og juleenglene at dukke op i butikkerne, og
børnene i skolerne skal til at klippe julepynt. Men nej ikke længere, for
man skulle jo nødig støde nogen. Tænk at blive stødt af at klippe en nisse i
karton! Og hvad med den traditionsrige juleafslutning i den lokale kirke.
Den er også gået fløjten i mange skoler. Det var så hyggeligt at samles i
kirken den sidste dag før juleferien. Fællesskabet om julens budskab, glæden
ved at høre præsten læse juleevangeliet højt. Den glæde er ikke alle danske
børn til del i dag, fordi der er nogen, der ikke vil være med. Før i tiden
klarede man det ved, at de fik lov at blive hjemme - i dag klares det ved at
man dropper juleafslutningen i kirken.
Den mad, der bliver serveret i skolerne, er heller ikke særlig dansk. I
Københavns kommune er alt kød i skolekøkkenerne pludselig blevet
halalslagtet. Det skete sådan ganske stille og roligt uden at nogen
bemærkede det, og så var det slut med frikadeller og leverpostej. Der var jo
ingen grund til at forsvare frikadellerne og leverpostejen - nej tværtimod
de af os, der tillod sig at sige, at vi ville forsvare den danske kultur,
fik af kulturrelativisterne bare at vide, at dansk kultur jo netop bare var
noget med flæskesteg og frikadeller, og så blev vi lidt forlegne, og ville i
hvert fald ikke forsvare frikadellerne og leverpostejen - der så pludselig
blev afløst af shawarma og kebab. Men selvfølgelig fortjener alle de gode
danske retter også at blive forsvaret. De er også en del af dansk kultur,
selvom nogle forsøger at nedgøre dem.
Dansk Folkeparti foreslog for nogen tid siden, at vi skulle have Dannebrog
op at hænge i folketingssalen. Dér var vi rigtig nok nogle værre nogle, for
det kunne der slet ikke blive tale om. Det var bare et udtryk for
nationalisme. Et fælt begreb, hvor almindelige mennesker pludselig tænker på
marcherende soldater og territoriale udvidelser. Så var der pludselig et
ungt nyvalgt folketingsmedlem fra partiet Venstre, der foreslog det samme,
men pludselig var dagsordnen en helt anden. Hun ville erobre flaget tilbage
fra Dansk Folkeparti, for det var jo alle danskeres lød det. I Dansk
Folkeparti har vi ikke prøvet at stjæle flaget, vi fik det forærende i 1995
for dengang var der ikke andre partier, der var interesserede i at bruge det
eller også mente de i hvert fald ikke noget med det, når de gjorde det. Og
det er formentlig med samme baggrund, at Venstre-medlemmet pludselig
foreslog at hænge flaget op i Folketingssalen - som en meningsløs og tom
manifestation. Helt i modsætning til hvad vi i Dansk Folkeparti ville
signalere med at sende Dannebrog til tops - nemlig at vi er danske, at vi er
stolte af det, og at det betyder noget at være dansk frem for at være tysk,
italiensk, somalisk, indonesisk eller brasiliansk.
Sådan er det også når vi i Dansk Folkeparti afsynger de gode gamle sange fra
Højskolesangbogen. Vi mener det, der står i de sange. Vi synger dem ikke
bare som en historisk manifestation. Vi synger dem, fordi vi er stolte af
det her land, og det vi har opnået.
Når Dansk Folkeparti tager et politisk initiativ, så er danskheden med i
bagagen. Når vi fik gennemført en statsborgerskabsdag for udlændinge, der
bliver naturaliseret, hvor de nye danske statsborgere kan komme ind på
Christiansborg og fejre det helt specielle, der sker, når man bliver
dansker. Når vi foreslår at hylde vore hjemvendte danske soldater i
Afghanistan med en ceremoni, hvor vi takker dem for deres indsats for
fædrelandet i det fremmede. Når vi kræver, at dansk anvendes som
undervisningssprog på alle uddannelser i Danmark. Når vi kræver en dansk
sproglov, der søger at værne om og hævde det danske sprog. Ja, og selv når
vi fremsætter et forslag om at forbedre forholdene for cyklister, så er
danskheden med i bagagen. Det er jo ikke for ingen ting, at cyklisme
forbindes med danskerne. De fleste danskere bruger jo cyklen hver dag, og
tanken om et København uden cykelstier, uden de mange cyklister, ja den er
da slet ikke til at begribe.
For Dansk Folkeparti er den nationale identitet, vore værdier og vort land i
centrum hver eneste dag på Christiansborg. Dansk Folkeparti har i sandhed
gjort John F. Kennedys berømte valgsprog fra hans indsættelsestale til vort
eget: Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for
dit land.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard"
|