---

Smil er pligt, tudefjæs gir skam – som selvmordsåbenhed.
At smile er skitzofrent – man blotter tænderne for at skræmme og slapper af,
for at denne trussel ikke skal blive taget alvorligt.
Smilet er en social pligt, skrev Lord Byron, den mest sexede brite i årtiet
efter Waterloo, og han var nok selv forpint af selvhad og dobbeltsikrede sin
tidlige død ved både infektion og soldatergerning. Havde han set ud som om
han græd over sin klumpfod, havde han været et ringeagtet ”tudefjæs”.
Helten der begår selvmord for sit lands eller sin æres skyld forventes at
gøre det i heroisk stilhed – men når folk i dag får kræft, er det meget
opreklameret at tale åbent om det.
Jeg mener det er godt at tale åbent om alt, hvis nogen er interesseret i at
lytte. Vi er alle skitzoer og fulde af selvbedrag og jo åbnere, jo mere kan
læres af andres naragtighed.
Ringeagt for selvmord har rod i primitive samfunds behov for krigere for at
overleve – hvis hypokondere med ondt i livet falder fra før slaget, taber
man
Ringeagt for selvmordsåbenhed skyldes at det er social pligt at gejle sig
selv og de nærmeste op til selvovervurdering og selvtillid, så æren kan
smitte og alle signalerer uovervindelighed.
Placeboeffektens selvopfyldende profetier får japanere til ultra-hygiejne og
tro på sundhed, høj-etik og sjælsstyrke og vakler enten renligheden,
sundheden, moralen eller styrken, så falder måske det hele – Hvis kynikerens
pessimisme sniger sig ind, er det mere smitsomt end nogen infektion. SÃ¥ det
er tabu at tale om død og det er sejt-sexet at tale om livets højdepunkter –
som om de kan gøres til den totale hverdag. Fiktion fx film er kopi af liv
men med de kedelige passager klippet ud og alle synes vi at vi har fortjent
at lidelser klippes ud.
Jeg mener at alle bør have lov at slippe ud af livet på en værdig bekvem
måde og let adgang kan betyde, at det ikke er forbuden frugt , der smager
bedst, og så vil måske ske færre selvmord.