G eni al gør ikke gal: Nietzsche&Co
 
 
 
 I sin barndom valgte den tyske digterfilosof at stile højt - han ville 
 skrive bøger der var bedre end alt, som hans far havde vist ham i de første 
 5 år af hans liv, hvor faderen improviserede på klaver og overførte sin 
 præsteviden til den unge beundrer.
 
 Han blev pæset frem af tanter, mor, søster og overgik alle - når han gik 
 hjem fra skole og det styrtregnede, så gik han værdigt og løb ikke som andre 
 drenge, for skolen regler forbød løb.
 
 Når en beretning om en gammel romer lød, at han holdt sin hånd ind i en 
 fakkel under fangenskab, så betvivlede en kammerat det, og N antændte straks 
 et bundt tændstikker på sin egen hånd og fortrak ikke en mine.
 
 Som 23 årig blev han professor og hans egne stadig mere geniale ideer gik 
 ham til hovedet, så han levede i en ateistisk, tiltrængt, pionerverden, hvor 
 kun en snes gode nære venner kunne følge ham og hans mange fine bøger blev 
 købt af så få, at han indså at først hundred år senere ville han blive 
 forstået for alvor.
 
 Han var blevet glemt i de hundred år hvis ikke han havde simuleret sindsyge 
 og fået sin jødehadende søster til at markedsføre ham som højreorienteret og 
 ond og rablende.
 
 Det virkede efter hensigten og han er i dag forstået af flere og flere.
 
 Ikke et eneste af de genier, der kaldes sindsyge, havde haft et lykkeligere 
 liv, hvis de havde fået medicin, så de var ikke syge.
 
 Ingen var voldelige. Ingen søgte hjælp. Og det bør være eneste kriterier for 
 sygdom.
 
 At Schumann mm valgte selvmord - og at den neurologisk syge Nietzsche 
 1889-1900 valgte 11 års lykkelig kørestols isolation - havde at gøre med at 
 det gode liv med intense stigende superpræstationer var uundgåelig slut og 
 der var ikke ny indfald at lette hjertet for - kun nedtur lå forude, så 
 hvorfor stå i vejen for artsfæller?
 
 
 
 
 
  
            
             |