Markedsjøden, folkemordskineseren, telegramstil-forhistorie så du tilgiver
- mennesket blev det lyvende dyr, hvor kultur=selvbedrag er alt
-
Chimpanser har et kæmpeordforråd sammenlignet med andre dyr og deres kamp i
gruppen om at få høj status afgøres ikke kun af styrke, sundhed, skønhed,
men i høj grad af evnen til at indgå alliancer og her er løgn et vigtigt
redskab.
Spædbarnsmoderen har tidligt en magtkamp med barnet , og den vinder hun og
gør barnet til sin elskede alliancepartner. Hos mange abearter og hos
vildhunde mm kan konkurenter vildlede en selvhadende taber-mor, så hun slår
sit barn ihjel. Det er en måde at undgå konkurrenter til eget afkom at man
ved del og hersk politik og gradvis salami-metode får drevet en kile ind i
konkurerende familiers sammenhold. og gør dem forvirrede, splittede.(og evt
passive).
Én kilde til splittelse består i, at vi har svært ved at lyve overbevisende,
hvis vi ikke selv tror på løgnen. Derfor opstod religion, hvor
forfaderdyrkelse var fælles tro og nogle forfædre var finere end andre.
Alskens bekvemme, men tvivlsomme forklaringer gjordes til fællesgods i
religionen, men selvbedrag er også en individuel sag og ved at tro på en
løgn , evt gøre den central i sin tro, gøre den til en livsløgn, blev man
dygtig til at få andre til at tro på sin skadelige vildledning.
En mere håndfast og indre åndelig kilde til menneskets rige fantasiliv
opstod ved, at vi lærte at kaste sten, præcist, overhånds. Aber kaster
underhånds eller fra trætoppe ned mod angribere, men vor hang til at gå på
to ben gennem savannens høje græs , medbringende kastevåben i forlemmerne
har fået os til at ændre anatomien evolutionært og bla.. kaste på den
præcise og kraftfulde måde , vi kender fra en baseballpitcher.
For at ramme et fjendtligt mål der bevæger sig, skal man kunne FORESTILLE
sig noget, der endnu ikke er sket, og det har tidligt trænet os i
virkelighedsflugt og illusioner. Når vi opfandt avancerede våben og maskiner
var det i høj grad en praktisk forestillingsevne, der adskilte os fra dyrene
og gjorde os overlegne.
Men jo mere uvirkelig en tankeverden, jo større risiko for fremmedgørende
selvbedrag ,så vi forvirrer os selv ind i angstens helvede af lediggang, og
det skitzosplittede sinds uhåndgribelighed og forvirring, hvor man kan lægge
lag på lag af løgn, så man snart ikke selv kan se "forskel på op og ned"
Tidligt opnåede vi falsk selvtilfredshed ved at sammenligne egen adfærd som
opleves som baseret på sandhed, med andres adfærd, som opleves løgnebaseret
dvs naragtig. "Tak gud at jeg ikke er som ham der , synderen" siger
farisæeren om den foragtede tolder, og det er næppe en tradition fra sen
oldtid og tidlig jødedom men en normalitet fra tidlig jægersamler-stenalder.
Nogle opnåede et løgneunivers, der gjorde dem til charmerende vindere, andre
blev set som syndige tabere.(bl.a. farisæere og toldere )
Nogle har kunne kompensere for nul-charme ved at producere, hvad andre havde
lyst at bytte sig til, og rangforskelle er ofte blevet retfærdige og
gavnlige ved, at den der forstod at producere og sælge, hvad der er mangel
på ,er i høj kurs, dvs er vinder.
Den, der tanketomt producerer, hvad der ikke er efterspørgsel på, blev en
fattig taber, der ikke kunne opnå indtægt og børnerigdom.
Når der i samfundet opstod sund markedsfrihed, så det var let at skifte sin
aktivitet til der, hvor efterspørgslen er stor, så blev der hurtigt udbud
af, hvad før var mangelvarer, og priser faldt, og alle blev rige og fik råd
til ny redskaber og fik tid til at lære af andre, og derved blev der flere
udfordringer at vælge imellem, og derved fik mange travlt med meningsfuld
aktivitet og oplevede lykke ved, at aktivitet gav resultat, og man steg på
den rangstige, som kvinder bruger, når de skal vælge hvem skal gøre dem
gravide.
De der kunne lære deres børn erhvervssucces, fik særlig mange børn, og et
sandt wirtschaftswunder har fundet sted i sådanne lykkelige tidlige samfund.
Men når et individ stiger på op i klassesystemet, vil et andet relativt set
rammes af social deroute, evt styrtdykke mod taberstatus. Kun hvis
lykkekagen eller territoriet udvides, kan vindernes succes forliges med
taberne. En han og en hun rotte, der slipper ind i et kornlager, kan i lang
tid være besjælet af kun succes og behøver ikke at bekæmpe konkurrenter, men
det er en sjældent forekommende situation, hos både mennesker og dyr. Derfor
blev vinderne dem, der kunne holde andre nede og indgå alliancer og mafiøse
netværk, så særlige tabere ikke kom med i væksten.
Moderen har under svangerskabet haft sin empati med fosteret sat på
automatpilot , idet den lille fik mad og væske fra moderens blod, direkte.
Når navlestrengen overbides, vil den lille snart klynke efter mælk, og mor
giver så bryst, og imens opstår øjenkontakt, der vænner den lille til, at
den ejes af en magtfuld gud, som kan lide, at du smiler og er stille, men du
kan få ekstra opmærksomhed ved, at du lever op til mors forventninger.
Så får du mælk, når du vil have det, og keder dig ikke.
Mors empati eller indfølingsevne betyder, at hun lider, når du lider, og
glædes når du er glad, og hvis en sådan stenaldermor har kunne skaffe sig
mad nok, har det måske været en paradisisk barndom.
Men det er sløvende, hvis der ikke er udfordringer, så en klog mor har ikke
givet alt gratis til sit barn, men har forlangt lydighed og modspil.
Kolikbarnet, der skriger og holder sin mor vågen om natten, er en guds gave
til en mor, der ellers keder sig, og barnet og hun vokser begge med opgaven
og bliver intelligente .De lyver for hinanden og bliver dygtige til
løgnekunst, og dygtigheden kan bruges overfor andre mennesker og skaber
vindere.
Faren er, når snu opinionsdannere i samfundet siger til mødre, at de skal
give barnet alt, hvad det vil have uden modydelse og barnet forkæles og ikke
lærer selv at yde. Så kan medlidenhed gøre dum og stjæle udfordringer fra
den lille, så den bliver ulykkelig af splittethed og kedsomhedens angst.
"Går du til din baby, glem ej pisken", er nærliggende omskrivning af det
berømte råd, som en gammel kone giver profeten i Nietzsches
Zarathustra-bog - mænd der går til kvinder skal give dem udfordringer, skal
ikke "glemme pisken".
Kvinder kan føde børn og forkæles derfor ofte og bliver selvoptagne,
hysteriske og hypokondriske, og kur mod dette kan være et passende modspil
fra en mandlig partner. På forskellig vis i forskellige parforhold, og der
har aldrig været ment at en korporlig piskestraf, skulle være den
dominerende kærlighedsytring til kvinden - og til barnet selvfølgelig
heller ikke. Men man bør være tolerant overfor de, der lever efter biblens
"Den man elsker, tugter man" for hvis ikke varig lemlestelse er tugtens
resultat, så gælder jo ofte at "det der ikke nedbryder dig, gør dig
stærkere"
Når en person lærer sig ekstra dygtighed fx erstatter stenkast med bue og
pil, så vil andre misunde, og det nager at være underlegen, men er man godt
opdraget, kanaliserer man utilfredsheden over i kulturens adelsmærke,
kopiering, og da den dygtige nr 2, en fast second, evt har andre evner, kan
bedre flitsbuer udvikles, og således blev vi et teknisk dygtigt dyr.
Men nogle af dine konkurrenter kan have en interesse i, at din nagfølelse
varer og pssiviserer længe og du søger at løse din bue-mangel ved
infighting, ved at stjæle buen og evt dræbe dens opfinder og ejer.
Ligesom misundelsens nagfølelse kan gøre skade, kan der i tidlige
menneskesamfund have været stor skade af hævnens nagfølelse, som førte til
at overkonger vedtog, at øje-for-øje hævn er gudvelbehagelig.
Det er jo bedre, at man begrænser sit modtræk mod et angreb til minimal
nødværge - fx slår igen som "angreb er det bedste forsvar".
Der har været stor fordel ved at at plage sine konkurrner med nag-følelse ,
for mange typer nag er udviklet i alle kulturer - og ifølge Nietzsche særlig
i jødisk kultur
jalousi, misundelse, hævn, rethaveriskhed, forurettethed, bitterhed.
Kristne mm efterligner strategien
Ofte skaber nag store og skadelige konflikter i en gruppe,især hvis
følelserne fortrænges væk fra bevidstheden og lever deres eget liv i
underbevidstheden
En særlig nagfølelse er samvittighedens, hvor barnet har ubehag ved at have
overtrådt mors moralbud.
Vi husker ikke meget fra de tidlige spædbarnsår, hvor mor sendte vrede
øjekast, når man tissede ved siden af potten, og paradis blev helvede, når
mor tog os ned fra i-favn-oplevelsens paradis til vuggens eller barnevognens
ensomhed..
Mor opnår en særlig magt over barnet ved, at mors vrede over dit og dat
blandes sammen, og når vi siden hen gør noget tvivlsomt vil vi rammes af
samvittighedsnag, men vi ved ikke lige præcis hvordan vi har nedkaldt denne
helvedesstraf over os.
Måske Jewish mammas har rådgivet rabbinere før Abrahams tid og belært dem om
at helliggøre vreden, så der opleves noget faretruende ved at overtræde
ledernes bud, fx flygte i krig. Måske jøders sammenhold i århundrederne,
hvor de var spredt blandt folkeslagene, skyldes at dette , og at de har
fælles moral.mekanismer fx , skam, skyld, samvittighedsnag, forfængelighed,
dagdrømme og selvbedrag.
Man er jo særlig venlig mod dem, man har meget tilfælles med
Når jøder er ultra-kloge og vil bevare den status, kan de nok være fristet
til at drive en deloghersk kile af splittelse ind i ikkejødiske samfund og
presse dem til multietnisk kaos og gennemføre sådant i Israel, så de kan
påstå, at de selv har mod til at være uracistiske, og så bør alle være det.
Fortrængningerne er ikke ukendt i dyrevverdenen, hvor de bla. ses i
overspringshandlinger.
To rivaler der skal til at slås, udtømmer stresshormoner i blodet så de får
maximalt energi i muskler og hjerne.
Ofte indser de, at en ægte hård kamp er for risikabel, og de bakker ud, men
energien skal bruges og den kanaliseres så ind i, at det ophidsede dyr gør
pelsen ren, som om den kriblede med utøj - men den er helt ren allerede.
Rengøringsvanvid har rod i sådant og næsten al hygiejne kan kaldes
overspringsbevægelser
Driften til intens aktivitet er skubbet ned i det ubevidste , og dyret er
ikke selv herre over, om det vælger at gå rundt i buret for at finde en
udgang, eller det piller fjer/slikker pels eller dets opmærksomhed opsluges
af TV-kikkeri, hvilket er typisk for moderne mennesker. I en kampsituation
vil det rumme gavnlig kommunikation, hvis det stanger mod et træ eller
sparker i græstørvene, så det viser sin styrke. Eller det gør
underdanighedstegn, som ved urfugles parringsdans, og derved anerkender, at
have godtaget en passende lav slave-rang, så det skånes.
Under alle omstændigheder lokkes dyret til ikke at prøve kræfter med den
egentlige udfordring, hvilket jo kan ske uden livsvare, hvis man vedtager
uvoldelige regler for træning.
Hvis gruppen er overbefolket, som de kinesiske folk var under
kulturrevolutionen, så er det nok gavnligt, at ledelsen vedtager love, så
der sker en passende grad af folkemord, og det kan kaldes langsigtet kærlig
politik, at Mao fik Kinas wirtschaftswunder i gang således, og så landet
siden hen kunne nøjes med etbarnspolitik og i dag tager denne afslappet - og
der er nul sult og rigelig med job-udfordringer til alle.
Vesten har romantiseret medlidenhed, og det kan let bidrage til
overbefolkning, når man giver gaver til de svage, så de ikke lærer
selvhjulpenhed
Det kan både føre til skabelse af taknemlighedsgæld rettet fra den hjulpne
imod giveren.
Man føler skyld - og evt skam - og ens forfængelighed har det ikke godt, -
syndsbevidsthed præger samvittighedsnag, og der er stor ulykke i dette -
unødvendig ulykke, vil mange mene.
B Warming, 35861000 , gerne ring kritik
|