---

Fremmedgørelse, fri vilje og "at elske sin skæbne".



Da Hegel og Marx satte "fremmedgørelses"-ordet på det industrialiserede
menneskes ulykke, var samfundet optaget af ulykken ved ikke at kunne vende "tilbage
til naturen" og at den specialiserede samlebåndsarbejdere ikke havde den
kontinuitet i tilværelsen, som stenalder-bonden, der fældede et træ og havde
overblik over sin egenhændige , selvrådige omdannelse af træet til de borde
og stole, han behøvede og hade perfekt forståelse af. Monotonien i dagligt
kun at polere stoleben blev set som det moderne livs ulykke.

Men sådan monotoni kan mange tænke sig fri af og vort fremmedgjorte liv har
snarere sin ulykke i at vi sætter for høje mål som ikke kan opfyldes.

Vi indbildes at vi har en fri vilje og "kan hvad vi vil". Derved rammer det
dobbelt hårdt, når vi får nederlag. Vi bør lære at indse, at selvom vi har
en vis kontrol over vor vije, så er vi bundet af opdragelse og baggrund og
andet, som kun få evner at sætte sig ud over. Der er et virvar af faktorer,
selvom sproget forleder os til at tro på "én årsag, én virkning". Derfor gør
overdreven tro på fri vilje _skade _ og optimist-forventningerne disponerer
for nederlag, som rammer dobbelt ved at være selvskabte. Der var fornuft i,
at freudianske psykologer gav en vis skyld til skitzofrenogene medres
pottetræning mm. Og har vi lært at "elske vor skæbne" og ydmygt resignere
mht, at vi ikke har fået så "god en hånd i livets kortspil", som vi måtte
ønske, så er vi bedre rustet til nederlag.