---

Den bedrageriske lykkefølelse gør utilitarisme svær

Journalisters "religion" hedder sentimentalitet og de ynker den svage og gør
alts mål til heroisk lighedsindsats.

Jøders almisse-fanatisme skabte kristendom og muhamedanisme og stor ulykke
(fordi selvhjulpenhed er bedst), men modsagdes af antik og renæssance om "mennesket
er altings centrum" = mål med moral, jura og politik er "størst mulig
trivsel for flest mulig "(i en nærmere bestemt region/kultur og
tidshorisont)

Trivsel og lykke kan ikke måles og vor subjektive fornemmelse bedrager os
meget, fordi ulykke fortrænges og kommer på til overfladen med forsinkelse -
ligesom rusens extremglæde efterfølges af tømmermænd. Gudetro er opium , ved
at du føler dig god, når medlem af en fin, opreklameret åndelig
loge-gruppering, (og det gælder både tro og politisk ideologi). Men varig
gevinst af religionens moraliseren får især præsteskabet - som i høj grad
tager fra de svage og giver til de stærke.

Selvom nyttefilosofiens lykkemaximertings-axiom er en floskel, er det en god
floskel og en tiltrængt modsigelse af mediernes overfladiske godhed, og
blandt denne sags konsekvente og gavnlige debatører kan fremhæves
Grundtvig, Brandes(begge brødre), P.H, og Glistrup og anti-modstandsmanden
Hal Kock.

Sentimentalister ser på smukke her-og-nu sager, men langsigtede humanister
bekæmper vold og bedrag, men har god proportionssans mht de tusind
forskellige typer bedrag, der præger politik og debat. Ytringsfrihed knægtes
af de enøjede, men fremmes af de bredspektrede, der har sans for kontinuitet
og nuancer og ikke indfanges i overfladiske slogans. De, der tillod
Iran-lederen at tale på USA-universitet, gjorde noget godt - vi skal have
ondskab såsom jødehad frem i lyset og vi skal indse at ondt og godt hænger
sammen og meget lidt er enkelt .