---

Lykken er at forstå sine indre splittelser

I sin forsvarstale anbefaler Sokrates at man adlyder sin "indre domstol"(dæmon)
.. Freud var snakkesalig, da han supplerede "jeget" med både overjeg(kultur,
tillært moral) og instinkternes underjeg. Todeling af personligheden på være
nok, om end dagdrømme kan føre til, at der skiftes mellem mange typer
tillært facade=ambitioner. Når denne er godt i samklang med
instinkter=følelser, vil der være en kontinuitet i sindet der ofte gir
harmoni=lykke.

For meget enkelhed kan gøre livet kedeligt og dyrisk - for få udfordringer,
for meget kontinuitet og overskuelighed.

Sådan psykologi kan inspirere til klog politik, men hvilke love er bedst,
kan ikke udledes.

Polikerne skal skabe udviklingsmuligheder og frie valg mellem flest mulig
fristelser, job og hobbyer, måske endda narko incl. Men individet ved bedst
selv. Formynderi nejtak.



Opdeling af sindet i to kender vi også fra samvittighedsnag og
forfængelighed hvor vi ikke kun arbejder for popularitet og gruppepressets
accept, men også for ros fra den indre domstol.

Farisæeren siger "Tak at jeg ikke er som den fattige synder/tolder/luder" og
takker sit indlærte overjeg,



Har man fundet fordele i at bøje sig for janteloven og foregive tillært
hjælpeløshed, har man opsplittet sig i den person som omgivelserne ønsker
sig, og den som er i kontinuer samklang med de medfødte instinkter og de
start muligheder som man møder og får det bedst mulige ud af.