Træning i fornuft: at skide i sine egne hænder
I min forskning om pensionisters enkleste, hurtigste, sikreste, bekvemmeste,
mest lugtfri måde at slippe af med sine ekskrementer incl i
seng/soveværelse, kommer jeg ofte til at tænke på, hvor ufornuftige vi i
spædbarnstiden gøres af vore mødre, der ved pottetræningen rynker brynene
straffende, når lort og pis kommer på afveje -
- og mor roser overdrevent, når potten eller toilettet får det hele med, og
renlighedsregler overholdes, incl papirbrug og håndvask.
Det sidste har muligvis forebygget smittespredning på arbejdspladser, men
enligt boende pensionister, der ikke rører ved andres mad eller hænder, kan
med fordel tage afslappet på det gængse hygiejne-reglement.
Det har vakt opsigt og delvis positive kommentarer på usenet, da jeg
rapporterede
at jeg så noget vigtigt på TV, og pludselig skulle skide og holdt en hånd
under endetarmen, og da det vigtige i TV var forbi, bar jeg lorten ud til
toilettet og skyllede mine hænder grundigt.
At hænderne ca ti minutter derefter har en svag lugt af lort, når man holder
dem helt nær næsen, betyder ikke, at der kan overføres smitstof efter
håndvask. Det er ufarlige, men ildelugtende molekyler, der bindes kortvarigt
i overfladiske hudceller på hænderne.
I visse lande fandtes for få årtier siden mange pedaltoiletter, hvor man sad
på hug, mens man pressede, og når toiletkumme er blevet indført, er det ofte
blevet bemærket, at man bedre presser alt tarmindholdet ud, hurtigt og
effektivt, når man sidder på hug og ikke hviler bagdelen på et hævet sæde.
Hvis jeg har egnet læsestof at slæbe med til brug under toiletbesøg, gør jeg
det, men ellers kan jeg, når jeg er alene hjemme, finde på at gå et skridt
ind i toiletrummet vendt mod toiletkummen og sætte mig på hug og trække
skålen under toiletbørsten hen under penis og holde en hånd under endetarmen
og skide i den, og en fast "pølse" kan man endda lægge ind i bunden af
toiletkummen hvor den ikke kan ses, så man ikke behøver skylle ud(og sparer
lidt vand! ), men kan overlade det til næste toiletbruger, og der kommer
ikke lugt ud gennem vandet på under et døgn.
Det er en udfordring at gøre processen på færrest mulig kunder hver gang, og
bruge begge hænder og lade håndvaskens vand løbe, så man efter endt gerning,
let får skyllet alt væk.
Jo mere rutine i den utraditionelle proces, jo sikrere kan man handle
rationelt, selvhjulpent og lugtfrit også i sære sygdomssituationer i høj
alderdom, fx udført i sin seng og med (avis)papir til aftørring og uden
adgang til rindende vand - og stadig med total lugtløshed idet stort
(agurke)glas med metalskruelåg benyttes.
Der er ingen unødig eller generende provokation overfor omgivelserne i
denne "leg om fornyelse" - jeg mener, at den kan anbefales som træning i at
tænke udfra naturvidenskabelig fornuft og uden at være hæmmet af
irrationelle tabuer.
De tankemæssige rutiner burde man anbefale alle børn, og de vil blive
fornuftsmennesker uden tabu, hysteri, hæmninger og sindsyge.
Udfører man processen på et toiletgulv med en rist over gulvafløbet , kan
denne ofte tages af og vendes og lægges under anus, og man kan lægge den
nyproducerede lort ned i afløbet derefter og lade vandet løbe kort tid og
opnå helt så effektiv udskyldning i kloakken som ved træk-og-slip.
At en eller anden skål/kop/emballage skubbes hen under penis, mens man
sidder på hug, betyder, at samtidig ekskrementering: stort + småt, på kort
tid kanaliseres hen til rette steder.
Hvis man finder det en sjov hobby at nyttiggøre ekskrementer til
havegødning, er det rationelt ikke at blande flydende+fast. Det sidste kan
man grave dybt ned hvor der skal være bed, det første kan i enorme mængder
hældes på vækster i et skyggefuldt hjørne, uden at nogen kan lugte noget.
At dømme efter gamle illustrationer opfandtes stolen for, at hærførere kunne
sidde lidt hævet over deres soldater, mens de holdt hvil.
Toiletsædet blev tilsvarende startet til gamle rige mænd, der er længe om at
skide og gerne vil sidde bekvemt imens og ikke på hug.
Vi degenerer ved således at forkæle os selv, og vi bliver dårligere rustet
til i alderdommen at klare tingen rationelt, trods sygdom.
|