---

<<<<<<
http://jp.dk/meninger/leder/article979554.ece
Leder: Knæfald for vanvid

Offentliggjort 21.06.07 kl. 23:12

LAD OS for klarhedens skyld kort opridse historien uden distraherende
navne: I et europæisk, demokratisk kongerige beslutter man at hædre en
af landets borgere. For en lang og beundringsværdig indsats, som har
kastet glans over hans land og hans medborgere, yder man ham den
hædersbevisning at slå ham til ridder.


I en fjern diktaturstat går man amok og råber op om, at denne
udnævnelse er en fornærmelse mod borgerne i diktaturstaten og for den
sags skyld over alt i verden. Man griber til den rutinemæssige
afbrænding af nationalflag efter behørigt at have sørget for
tilstedeværelse af ivrige fotografer, man råber frådende skældsord, og
en minister i diktaturstatens regering galer op om, at udnævnelsen i
det fjerne land vil være en legitim begrundelse for selvmordsbomber
over alt i verden.

Hvordan reagerer en ansvarlig vestlig verden på den slags?

Man meddeler naturligvis galningene i den fjerne diktaturstat, at de
kan rende og hoppe, og at en suveræn, demokratisk stat nok selv skal
bestemme, hvornår og under hvilke omstændigheder den vil hædre sine
egne borgere. Ministerens trussel om selvmordsbomber udløser
øjeblikkelig indkaldelse af diktaturstatens ambassadør til en alvorlig
samtale i udenrigsministeriet.
Sådan er virkeligheden imidlertid ikke, når landet hedder
Storbritannien, den nyslåede ridder hedder Salman Rushdie og den
fjerne diktaturstat hedder Pakistan.

En ambassadør blev indkaldt til at stå skoleret i udenrigsministeriet,
men det var imidlertid ikke diktaturstatens ambassadør. Det var den
britiske ambassadør, højkommissæren, der blev hidkaldt til det
pakistanske udenrigsminsterium for at blive skældt ud over, at Salman
Rushdie var blevet hædret.

For at drive vanviddet yderligere ud over al rimelighed forlangte
galningene, at adlingen skulle trækkes tilbage. I stedet for at
reagere med afsky, foragt og diplomatiske protester sender den
britiske regering en højtstående embedsmand frem foran de rasende
galninge for krybende at meddele, at man da er så forfærdeligt ked af
det, hvis man med denne udnævnelse er kommet til at fornærme nogen.

I sandhed en ydmygende position for en nation, der i festlige stunder
stadig kalder sig et imperium.

De almindelige værdinormer udvandes. Normalitetsbegrebet ændres. Det
anses for legitimt at reagere på selvopfundne fornærmelser med
flagafbrænding, mordtrusler, opstande og mord.

Demokratiske stater og institutioner bøjer sig og siger undskyld, når
de møder trusler om mord og selvmordsbomber.


Det ligner noget, som vi har set før.

Herhjemme stod en forhenværende udenrigsminister og en nuværende
politisk korrekt chefredaktør frem og skældte ud over nogle tegninger
i en avis i stedet for at rette vreden mod volden og mordtruslerne.

En klub af professionelle skribenter vred sig ynkeligt i et
halvhjertet forsvar for ytringsfriheden. En frokostklub bestående af
forhenværende ambassadører vendte sig imod et frit medies ret til at
agere inden for lovens, presseetikkens og avistraditionens ramme.

En mejerigigant med penge på spil hyklede uklædeligt og talte om
»retfærdighed og tolerance« hos dem, som foranstaltede afbrændinger af
ambassader.

Man kunne håbe, at de mørke kræfters trussel mod en suveræn stats ret
til at hædre en af sine hæderværdige borgere kunne åbne øjnene, også
hos Uffe Ellemann-Jensen, Tøger Seidenfaden og de pensionerede
ambassadørers frokostklub.

Det er nok for meget at håbe. Normalitetsbegrebet skrider. Når nogen
brænder vore flag af og truer med mord, vold og terror, skal vi sige
undskyld. Det er afskyeligt.
<<<<<<

--
Det er et paradoks, at enhver diktator er klatret op til magten på
ytringsfrihedens stige. Straks efter at have opnået magten har enhver
diktator undertrykt alle andres ytringsfrihed.
/Herbert Hoover/