Stenalder-kropssprog - da tabere gjordes sindsyge uden brug af humor
Der oprettes nu psykiatriske sengepladser for at "forbedre klimaet i
fængslerne" , som om de stærke fanger , der får lov at forpeste livet for de
svage, var skabt af en sygdom i hjernen. Eller deres ofre har forstuvet
noget i psyken.
Før som nu er meget samliv om junglelovens alles-kamp-mod-alle.
Tidligt i vor dyrearts historie var vold afgørende, som i forbryderverdenen
i dag.
Avanceret sprog og humor er i dag redskabet til at gøre særligere afvigere
udstødt og stemplet - og medicineret og frihedsberøvet, og at lukket
afdeling er bedre end fængsel er der ingen tegn på.
"Stilen er manden" sagde Buffon ved solkongehoffet i Paris i 1700-tallet, og
nogle årtusinder tidligere gjaldt det ved, at vindere førte sig frem med
imponeregang og store armbevægelser - og så småt med smarte ord promoverede
egen status til høj rang og stor magt. Blær gir og gav magt.
Samtidig valgte taberne en lav profil med tillært hjælpeløshed og jantelov
og de afholdt sig fra humor, der viser selvtillid og irriterer,
Løsning på problemet er er næppe statslig og næppe psykofarmaka. At de
udstødte vælger farlig trainsurfing eller narko , altså lev stærkt dø ung,
er måske den mindst dårlige løsning - og uundgåelig. Liberalister kan drømme
om et frit marked,. hvor ægte meningsfulde job opstår, og de udstødte i
stedet gør gavn, fx sælger læskedrikke på badestranden i strid med
levnedsmiddellovgivningen.
Banen er kridtet op med talrige rollespil og inteligensprøver, hvor
uddannelsesræset har sin dynamik, og høflighedens fantasiforladte stil er
for bund-divisionen, og humor er det nærmeste vi kommer det fri markeds
paradis. Den der kan vitse, så kvinderne omkring ham føler sig smigret og
beskyttet, har gode fremtidsmuligheder.
Dobbeltheden i ironi, sarkasme, satire og parodi SKÆRPER ÅNDEN og gør livet
underholdende, og at der altid er nogen der mobbes og rykker ned ad
rangstigen, er nok uundgåeligt
Stenaldertaberen søgte til farlige territorier og udvidede - når
held/talent - menneskehedens grænser, når han så nul håb om at få børn.
Nutidens supermarkedstilbud til de desparat fortvivlede spænder vidt fx
narko, trainsurfing eller at blive bøsse. Sådant kaldtes engang sindsyge og
det kan man jo kalde alt med stor selvmordsrisiko. En nylig omkommet
trainsurfer siges af venner, at han ville bevise, at ingen kunne tage
friheden fra ham . Så han tog livet, selv, mod en viadukt. Vennernes flæb
skal udstille deres moderigtige empati - eller sikre dem opmærksomhed fra en
dyr kriseterapeut.
Nivås indvandrerunge fører krig mod politiet og provokerer betjente og hunde
til overgreb. Kvinder med lav rang opsøger drug-rape. Alt kan der laves
behandlerjob på - måske undtagen humorens flugt fra angsten. Den udgrinte
kan mobbes til psykiatri-diagnose. Et virvar af faktorer gør det tvivlsomt
om tvang kan undskyldespå behandlingsindikation eller selvmordsrisiko. Måske
både depressive og skitzo psykoserne har rod i vindernes humor. En
psykiatrilærebog indrømmer, at teknologi-indgreb er altid symptombehandling
dvs berører ikke ondets rod.
"Medicinsk behandling i psykiatrien er ikke rettet mod årsager, men mod
symptomer. Det betyder , at der ikke findes lægemidler, der kan helbrede
skitzofreni, depression eller angst. Lægemidlerne må aldrig blive en
erstatning for psykosociale tiltag. Medikamenter kan hjælpe patienten til at
indse betydningen af disse tiltag." J Engelstad Snoek og K Engedal
"PSYKIATRI-LÆREBOG" Oslo, 2001
|