---

"Det er vores barn" siger forældrerne. Men er det etisk og moralsk
forsvarligt at tage dette bogstaveligt? At det er DERES?

Skal et barn, der jo er et menneske, være en privat ejendom, ejet af andre
mennesker (forældrerne)?

Det mener jeg ikke de bør. Mennesker bør være deres egen ejendom. De bør eje
sig selv.

Dette udelukker selvfølgelig ikke, at staten kan kræve visse begrænsninger
for brug af denne ejendom - for en bil er jo også en privat ejendom, men der
er masser af regler for brug af den. På samme måde skal der naturligvis også
være det for mennesker - f.eks. skal man ikke have lov til at bruge sin
ejendom til at skade andre mennesker.

Derfor mener jeg, at børn bør betragtes som værende selvstændige individer.

Der kan naturligvis opstå problemer her. For hvad nu, hvis det er et lille
barn der er syg, og har brug for medicin, som det ikke vil tage?

Dette kunne løses ved at sige, at et menneske er sin egen ejendom MEN indtil
det fyldte 18. år er man "indefrosset" hos staten. Staten har altså pligt
til at "opbevare" denne ejendom, indtil den kan indløses ved det fyldte 18.
år.

Men ejendommen skal være i så god stand som overhovedet muligt, når ejeren
kommer for at indløse det, der er hans eller hendes på hans eller hendes
fyldte 18. år.

Derfor kan man tillade at gøre noget mod ejerens vilje, sålænge det er til
for at opretholde ejendommen i så fin stand som overhovedet muligt indtil
den kan indløses. Med andre ord skal det være tilladt at tvangsbehandle et
sygt barn, altså ved at give det medicin - også imod dets vilje.

Men kun sålænge det alene har til formål at holde ejendommen (barnet) i så
god stand som overhovedet muligt, indtil det kan indløses (dvs. indtil det
fyldte 18. år).

Men nogen skal jo udføre disse pligter. Nogen skal jo sørge for, at
vedligeholde ejendommen, og sørge for at undgå skrammer og ridser i den. Det
kunne jo passende være dem, der har lavet denne "ting". Altså forældrerne.
Forældrerne skal ikke eje deres barn. Men de har pligt til at vedligeholde
det.

Men de kan ikke eje det. Forældrerne skal ikke have lov til, at indoktrinere
barnet med bestemte politiske eller religiøse læresætninger. Det eneste
forældrerne skal have lov til er, forhindre skader på barnet, sørge for at
det bliver behandlet hvis det er sygt, samt sørge for, at det følger den i
lovgivningen fastsatte undervisning.

Intet andet bør forældrer være til deres barn!

---

>
> Men de kan ikke eje det. Forældrerne skal ikke have lov til, at
> indoktrinere
> barnet med bestemte politiske eller religiøse læresætninger. Det eneste
> forældrerne skal have lov til er, forhindre skader på barnet, sørge for at
> det bliver behandlet hvis det er sygt, samt sørge for, at det følger den i
> lovgivningen fastsatte undervisning.
>
> Intet andet bør forældrer være til deres barn!
>
Altså ingen mulighed for at forældrene fx også opdrager barnet?
Det bliver nogle spændende børn, vi kommer til at se.

Jan

---

"dktekno" <dktekno@gmail.com> skrev i en meddelelse
news:46422c75$0$90269$14726298@news.sunsite.dk...
> "Det er vores barn" siger forældrerne. Men er det etisk og moralsk
> forsvarligt at tage dette bogstaveligt? At det er DERES?
>
> Skal et barn, der jo er et menneske, være en privat ejendom, ejet af andre
> mennesker (forældrerne)?
>
> Det mener jeg ikke de bør. Mennesker bør være deres egen ejendom. De bør
> eje
> sig selv.
>
> Dette udelukker selvfølgelig ikke, at staten kan kræve visse begrænsninger
> for brug af denne ejendom - for en bil er jo også en privat ejendom, men
> der
> er masser af regler for brug af den. På samme måde skal der naturligvis
> også
> være det for mennesker - f.eks. skal man ikke have lov til at bruge sin
> ejendom til at skade andre mennesker.
>
> Derfor mener jeg, at børn bør betragtes som værende selvstændige
> individer.
>
> Der kan naturligvis opstå problemer her. For hvad nu, hvis det er et lille
> barn der er syg, og har brug for medicin, som det ikke vil tage?
>
> Dette kunne løses ved at sige, at et menneske er sin egen ejendom MEN
> indtil
> det fyldte 18. år er man "indefrosset" hos staten. Staten har altså pligt
> til at "opbevare" denne ejendom, indtil den kan indløses ved det fyldte
> 18.
> år.
>
> Men ejendommen skal være i så god stand som overhovedet muligt, når ejeren
> kommer for at indløse det, der er hans eller hendes på hans eller hendes
> fyldte 18. år.
>
> Derfor kan man tillade at gøre noget mod ejerens vilje, sålænge det er til
> for at opretholde ejendommen i så fin stand som overhovedet muligt indtil
> den kan indløses. Med andre ord skal det være tilladt at tvangsbehandle et
> sygt barn, altså ved at give det medicin - også imod dets vilje.
>
> Men kun sålænge det alene har til formål at holde ejendommen (barnet) i så
> god stand som overhovedet muligt, indtil det kan indløses (dvs. indtil det
> fyldte 18. år).
>
> Men nogen skal jo udføre disse pligter. Nogen skal jo sørge for, at
> vedligeholde ejendommen, og sørge for at undgå skrammer og ridser i den.
> Det
> kunne jo passende være dem, der har lavet denne "ting". Altså forældrerne.
> Forældrerne skal ikke eje deres barn. Men de har pligt til at vedligeholde
> det.
>
> Men de kan ikke eje det. Forældrerne skal ikke have lov til, at
> indoktrinere
> barnet med bestemte politiske eller religiøse læresætninger. Det eneste
> forældrerne skal have lov til er, forhindre skader på barnet, sørge for at
> det bliver behandlet hvis det er sygt, samt sørge for, at det følger den i
> lovgivningen fastsatte undervisning.
>
> Intet andet bør forældrer være til deres barn!
>
>
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du mon selv har børn?
Det tror jeg ikke...
Selvfølgelig skal førældre lære deres børn, det de har brug for, for at
kunne fungere i et samfund.