---

At konversere ctr at modsige



Politik er om at påvise fejl i det konkurerende partis udgydelser, så disse
modargumenteres og nedgøres.

"Men det er ikke godt for fordøjelsen", siger flinkeskolede, toneangivende
mødre, så ofte indkaldes TV eksperter, der ikke står diametralt modsat, men
som - i stil med Christiansborgklubben, MF'erne - er enige udover om
nuancer. Derved holdes systemkritiske fremskridtsoprørere ude af debatten. I
USA hvor få% af vælgerne stemmer på Rep og Dem, der er enige om krig og det
meste andet, er den politiske debat virkelig en farce - som Hollywood og TV
opdramatiserer pikant.



At konversere er som at spille poker uden indsats - man vender og drejer
emnet og forlader det, før en konflikt går i hårdknude og nogen såres.



Den sindsyge modsiger, er selvhævdende - den konfliktsky konforme
konverserer blødt, ufarligt - men er vennesælheden ikke kortsigtet?

Tør man nå til rock bottom i meningsforskellene, bliver man klogere - og går
man efter bold ej mand, er der ingen misstemning i det.



I de år Dreifus-sagen prægede Frankrig, kunne den hyggeligste middag gøres
til skænderi og næsten voldelig, hvis emnet blev trukket ind i snakken. Det
gælder indvandringsemnet i dag. For det er væsentligt.

Historikerne er landet på, at den jødiske officer Dreifus faktisk havde
indvilliget i at tabe ære og blive sendt til Djævleøen, for derved at skjule
for tyskerne nogle kanonhemmeligheder, som måske var afgørende for, at
Frankrig ikke hurtigt tabte WW1. Også vor tids racismedebatter er drevet af
andet end emnet i sig selv. Men denne gang sikres happy end ikke af at
snakke udenom.



USSR tvangsindlagde dissidenter psykiatrisk. I dag udstøder det gode selskab
de, der vil noget med deres dialog-forsøg.og som ikke har passende
situationsfornemmelse mht passende grad at mild modsigelse. De henvises til
internettet, der er extremisternes tumleplads med alt for megen
mudderkastning.