<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4316026
Tænk at det er kommet så vidt, at jeg er nødt til at tage den slags
abracadabra alvorligt, skriver Lone Nørgaard om religiøse argumenter i
den politiske debat.
Man skal åbenbart til at forholde sig til religiøse argumenter i den
politiske offentlighed. Hvad enten de kommer fra katolske Iben
Thranholm eller muslimske Sherin Khankan & Mona Sheikh. Eller er det
nu egentligt argumenter? Er der ikke snarere tale om følelsesudbrud og
ikke-stringent, undertiden nærmest bizar begrebsbrug og begrundelse?
I en kronik skriver Mona Sheikh: »Ikke desto mindre er sekularismen
igen kommet på dagsordenen blandt muslimer. Denne gang på en ny måde,
der hverken handler om at udelukke religion fra det offentlige rum
eller om at være anti-religiøs. En progressiv bølge af moderne
muslimske intellektuelle, anført af blandt andre Abdolkarim Soroush,
Tariq Ramadan, Mohammad Arkon og Abdullahi An-Naim, argumenterer
snarere for sekularisme som et princip, der både kan tilvejebringe
tolerance i pluralistiske samfund og samtidig kan sikre, at det
guddommelige ved religion ikke bliver mudret til af menneskers
fortolkninger af religionen.« (Kristeligt Dagblad 20/1)
Den særegne brug af begreberne sekularisme, progressiv, moderne,
tolerance, pluralistisk og det guddommelige gør udsagnet til ren
tågesnak. Henvisningen til Tariq Ramadan er heller ikke opmuntrende.
Godt nok betegnes han konstant som den store brobygger mellem den
vestlige og arabiske verden under flaget euroislam.
Desværre er han bare blevet afsløret i at tale med mindst to tunger af
bl.a. den franske journalist og specialist i islamiske bevægelser
Caroline Fourest. Den ene tunge er beregnet for Vesten, den anden
stilet til muslimske tilhørere. Fourest har udgivet bogen Frère Tariq
(Broder Tariq, 2004), som dokumenterer, hvordan Ramadan målbevidst
arbejder på at påvirke de europæiske demokratier i islamisk retning.
I Frankrig trådte Ramadan smukt i karakter, da han i november 2003 i
en tv-debat med daværende indenrigsminister Nicolas Sarkozy nægtede at
fordømme stening af kvinder. Frère Tariq bygger på analyser af
Ramadans bøger og båndede taler og myldrer med fundamentalistiske
citater. Ramadan går ind for et kønsopdelt samfund, og Caroline
Fourest har udtalt, at hvis en kristen prædikant førte sig frem med,
at homoseksualitet, utroskab og sex uden for ægteskab er forbrydelser
over for Gud, eller at kvinder skal underkaste sig ved at tildække sig
- ville ingen tro på, at der var tale om en liberal kristen (Jvf. JP
20/10 04).
Helle Merete Brix har fat i samme dobbeltspil i sit bidrag Brødre i
Allahs tjeneste i antologien Storm over Europa. Islam fred eller
trussel? Tariq Ramadan har forstået værdien af at opbygge politiske
kontakter og har skabt sig et effektivt netværk blandt mediefolk,
EU-parlamentarikere, NGOer og sågar feminister. Dertil kommer, at
kvinderne accepterer, at islamisterne sætter sig på spørgsmålet om
tildækningen af kvinderne, således at sløret fortolkes som islamisk
feminisme. Ret så nyttigt for det muslimske broderskab med søstre i
brødrenes tjeneste, der ved demonstrationer m.m. udtrykker, at sløret,
det er mit valg. Så vidt Brix om Ramadan, der altså står for
progressiv islam.
Hvad angår Sherin Khankan, er hendes sætninger og nye bog om islam &
forsoning ofte dunkel læsning. Her kommer et par eksempler på hendes
stil: »Hadet er det virkelige slør - det slører forstanden, som det
slører hjertet. Den, der tilgiver og er rummelig, er derimod den
virkelige frie kvinde eller mand. Men det kræver overskud at være
rummelig, og det kræver mod at tilgive. Derfor må det være således, at
den, der hviler i sig selv, er den, der rummer.« (JP 7/1). Øh????
Sherin Khankan taler om det demokratiske kalifat, som skal forene
islam og demokrati. Jeg vil ikke et sekund benægte, at
demokrati-begrebet er både uldent og elastisk, men kernen i dag er
repræsentativt folkestyre kombineret med parlamentarisme (regeringen
skal gå af, hvis den ikke har Folketingets tillid), lige og almindelig
valgret, forholdstalsvalg, hemmelig stemmeafgivning og respekt for
grundlæggende, grundlovssikrede rettigheder.
Så kommer vi til kalifatet, hvor følgende link
www.fredsakademiet.dk/ORDBOG/kord/k293.htm giver denne definition:
»Arabisk: En kalifs værdighed, hans rige; det af Muhammeds
efterfølgere politisk beherskede rige.« Det betyder på godt dansk
sharia.
Hvordan sharia og Guds åbenbarede ord, der dikterer kvinders
underordning og sætter skel mellem vantro (mig) og troende skal
forenes med demokrati, hvis forudsætning er løbende diskussioner, der
pr. definition er uden facitliste - blafrer bag en stribe ulogiske
slør og gevandter.
Det er så meget mere foruroligende, at også Khankan er medlem af
fanklubben for Ramadan. Hun hævder, at han »har lagt fundamentet for
en detaljeret teologisk diskussion af muslimers selvforståelse
()funderet på at bevare sin troskab over for de islamiske principper,
mens man aktivt og loyalt bidrager og deltager i den europæiske
virkelighed, man befinder sig i.« (s.33) Ramadans dokumenterede
tvetungethed må i normalordbogen imidlertid defineres som absolut
modsætning til loyalitet og er dermed et klokkeklart eksempel på
taqiyya, der kan oversættes til forstillelse.
En muslim kan ligefrem være forpligtet til at udøve taqiyya, så han
skjuler både sine egne hensigter og religiøse holdninger. Sagt på godt
dansk: At lyve er ikke bare OK, men ligefrem prisværdigt blot løgnen
fremmer sagen. Interessant sandhedsbegreb, ikke sandt?
Sammensætningen demokratisk khalifat er cirka lige så meningsfuld som
hik-hak-kniven-sprak. Konstruktionen minder dermed faretruende meget
om det nysprog, som George Orwell beskrev i 1984, hvor ordene får en
betydning, som kan være det stik modsatte af den oprindelige.
Tænk at det er kommet så vidt, at jeg er nødt til at tage den slags
abracadabra alvorligt.
<<<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/