"Derfor måtte man også anerkende, at en demokratisk orden lettere
lader sig forene med en religion, som selv anerkender, at samfundets
love skal være menneskeskabte, end med en religion, som selv vil
bestemme, hvorledes lovene skal være. Og er det ikke netop den
afgørende forskel mellem kristendommen og islam? Er det ikke netop
forklaringen på, at demokratiet har kunnet udvikle sig på
kristendommens grund, men ikke på islams?"
<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4206696
Da demokratiet lod optimisterne få held til at klassificere
pessimisterne som fremmedhadere og islamofober, begav det sig ind på
en katastrofekurs. Og de medier, som har medvirket til at vedligeholde
illusionen, har en særlig skyld, skriver kronikøren.
Politiske diskussioner udfolder sig ofte på to planer. På et
substantielt plan, hvor parterne har forskellige meninger om et eller
andet konkret spørgsmål. Og på et sekundært plan, hvor det gælder om
at få klassificeret den politiske modstander på en måde, som
forudsætter, at man selv har ret på det substantielle plan.
Hvis man blot kan få hæftet sine egne mærkater på modstanderen, så kan
man gøre det umuligt for ham at få ørenlyd for sine substantielle
argumenter. Det er et taktisk spil, som hører med til den demokratiske
orden.
Dette spil kan således også genfindes i den politiske uenighed om de
seneste 30-40 års indvandringspolitik.
Her var en sag, som man på forhånd kunne vide måtte have alvorlige
konsekvenser for det danske samfund, og som derfor burde have været
diskuteret åbent i alle dets aspekter. De forskellige parter burde
have haft lejlighed til så klart som muligt at fremlægge deres
holdning til, hvor mange indvandrere fra relativt fjerne kulturer de
mente, at det danske samfund kunne klare at integrere. Og de burde
alle have været afkrævet en argumentation for, hvorfor de mente, at
netop deres svar var det rigtige. Men samtidig burde alle også have
anerkendt, at der måtte være stor usikkerhed om svaret. Ingen kunne
vide sig sikker på, at hans eget svar i det lange løb ville vise sig
overlegent.
Optimisterne burde derfor også have anerkendt, at der kunne være en
vis rationalitet i pessimismen. Men den anerkendelse blev holdt
tilbage. Optimisterne undlod at gå ind i en alvorlig diskussion med
pessimisterne.
I stedet gjorde de det at være pessimist ensbetydende med at være
fremmedfjendsk. De, som ikke delte optimisternes tro på, hvor mange
indvandrere det var muligt at integrere i samfundet, blev rubriceret
som fremmedhadere.
På den måde ødelagde optimisterne debatklimaet; og et langt stykke
blev de hjulpet af medierne. I stedet for at indgå i en ligeværdig
debat med pessimisterne, gjorde de dem til moralsk uværdige.
Det samme retoriske spil kendetegner også et mere specielt aspekt af
den politiske diskussion om vilkårene for indvandring. Som følge af at
mange af de indvandrere, som kom til landet i den pågældende periode,
var muslimer, så var det rationelt at forholde sig til spørgsmålet om
forholdet mellem islam og demokrati. Da måtte man begynde med at gøre
sig klart, at demokratiet som en rationel politisk orden, forudsætter
en erkendelse af, at lovene er menneskeskabte. De skal vedtages gennem
en parlamentarisk beslutning.
Derfor måtte man også anerkende, at en demokratisk orden lettere lader
sig forene med en religion, som selv anerkender, at samfundets love
skal være menneskeskabte, end med en religion, som selv vil bestemme,
hvorledes lovene skal være. Og er det ikke netop den afgørende forskel
mellem kristendommen og islam? Er det ikke netop forklaringen på, at
demokratiet har kunnet udvikle sig på kristendommens grund, men ikke
på islams?
Hvem ved, hvad der her er rigtigt? Under alle omstændigheder er der
tale om reelle problemer, som der for demokratiets skyld var al mulig
grund til at tage op til alvorlig diskussion i forbindelse med
muslimernes indvandring. Men blev det gjort?
Nej, også her sprang optimisterne, som ikke kunne se noget problem,
over hensynet til pessimisterne. I stedet for en ligeværdig
demokratisk diskussion blev pessimisterne rubriceret som islamofober.
De led af en fobi. De var syge. Der var ingen grund til at diskutere
med dem.
På den måde lykkedes det i lang tid optimisterne at skabe et klima,
som umuliggjorde, at de problemer, som fulgte med den liberale
indvandringspolitik, kunne tages alvorligt. For selve det at tage dem
alvorligt blev rubriceret som udtryk for fremmedhad og islamofobi.
Konsekvensen har været, at man lod stå til, og at problemerne fik lov
at vokse. Derfor er de også blevet sværere at ignorere. Og derfor er
det heller ikke længere helt så let for optimisterne at blokere for
den seriøse diskussion omkring indvandringspolitikken ved at kalde
deres pessimistiske modparter for fremmedhadere og islamofober.
Tværtimod kan pessimisterne nu begynde at vinde medierne for deres
tolkning af konsekvenserne af indvandringspolitikken. Og hvad gør
pessimisterne så? De bruger selvfølgelig samme retoriske kneb som
optimisterne.
De rubricerer modparten på en sådan måde, at det er forudsat, at han
tager fejl. Det kan ses i titlen på Karen Jespersens og Ralf
Pittelkows nyligt udkomne bog "Islamister og naivister". Her
rubriceres optimisterne som naive. Altså som godtroende eller
troskyldige måske over i det tossegode.
Så har vi scenariet på plads.
I centrum selve spørgsmålet om konsekvenserne af den liberale
indvandringspolitik. Deromkring to parter, som ser med forskellig
alvor på disse konsekvenser, og som karakteriserer hinanden som
henholdsvis fremmedfjendske og naive. Hvem har ret i den konflikt? Har
optimisterne ret i, at pessimisterne er fremmedfjendske? Eller har
pessimisterne ret i, at optimisterne er naive?
Et fuldgyldigt svar på det spørgsmål kan selvfølgelig først gives, når
historien har gået sin gang; og så længe kan man ikke vente, når man
skal tale politisk stilling. Men svaret kræver også, at vi har
begreberne i orden, og det er ikke noget, som vi behøver at vente på.
Begrebsafklaringen kan vi foretage med det samme. Og umiddelbart er
der én ting, som falder i øjnene. Det er den åbenlyse asymmetri mellem
den måde, hvorpå optimister og pessimister rubricerer hinanden. Hvor
optimisterne gør pessimisterne til fremmedfjendske og dermed onde,
nøjes pessimisterne med at gøre optimisterne naive. Dæmoniseringen er
ensidig.
Hvad skyldes denne asymmetri i parternes bedømmelse af hinanden?
Svaret skal findes i deres forskellige opfattelse af menneskets natur.
Når optimisterne ikke ser noget alvorligt problem som følge af
indvandringen af folk fra fremmede kulturer, så er det, fordi de
forudsætter, at mennesket af natur er godt, og at det er kulturen, som
gør det snæversynet og selvcentreret. I det lys bliver multikultur
positivt, fordi det sætter alle fri af deres primære kultur og giver
dem mulighed for at udleve deres naturlige godhed for hinanden. Så
bliver nedbrydningen af den herskende kultur et godhedens projekt; og
dem, som modsætter sig projektet, fremstår som onde. De dæmoniseres
som fremmedfjendske.
Når pessimisterne ser helt anderledes på konsekvenserne af indvandring
af folk fra fremmede kulturer, så er det, fordi de har en anden
opfattelse af menneskets natur. For dem er mennesket af natur ikke
godt; det er stridbart og forsynet med anlæg for både godt og ondt. Og
en kulturel opdragelse er nødvendig for at give mennesket
omgangsformer, så det kan tøjle sin stridbarhed og leve i fred med
sine samfundsfæller.
Det er denne forskel mellem optimisternes og pessimisternes
menneskesyn, som resulterer i, at det er optimisterne, som dæmoniserer
pessimisterne, og ikke omvendt.
For optimisterne fremstår pessimisterne som farlige, fordi de tror for
lidt på det gode i mennesket. For pessimisterne fremstår optimisterne
derimod som farlige, fordi de tror for meget på det gode i mennesket.
Og når optimisterne så gør det at tro på det gode i mennesket til
betingelse for selv at være god, så følger deres dæmonisering af
pessimisterne.
Men hvem har ret? Hvilket menneskesyn er det rigtige? Spørger vi
ganske nøgternt, så er der ingen grund til at tro på optimisterne. Så
siger al erfaring og logik, at virkeligheden er med pessimisterne. Og
da det er farligt at bygge sin politik på en illusion, så er det
vigtigt, at sandheden bliver hørt i den politiske debat.
Da demokratiet lod optimisterne få held til at klassificere
pessimisterne som fremmedhadere og islamofober, begav det sig ind på
en katastrofekurs. Og de medier herunder især de licensbetalte som har
medvirket til at vedligeholde illusionen, har en særlig skyld. Skal
demokratiet tilbage på ret kurs, så skal den saglige pessimisme igen
stå ved roret.
Den, som ser naiviteten bag optimismen. Og hertil er Jespersens og
Pittelkows bog et væsentligt bidrag.
Når så mange har delt optimisternes tro på, at mennesket af naturen er
godt, så skyldes det, at man så en sammenhæng mellem det selv at være
god og det at tro på menneskets naturlige godhed.
Den, som ikke troede på menneskets naturlige godhed, måtte selv være
ond. Men den sammenhæng holder simpelt hen ikke.
Som individ bliver man ikke god ved at tro på menneskets naturlige
godhed, men ved at være god og hjælpsom, skønt man erkender, at man
har mange impulser i modsat retning.
<<<<<<<<<
--
Det Radikale Venstre er blevet en interesseorganisation for
mennesker med lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet
/Hans Jensen-LO-formand/