Politikens chefredakTøger Seidenfaden har en mission: han vil den
siddende regering til livs og det i den grad, at han ikke har
problemer med at gå på kompromis med sandheden. Muhammed-sagen viser
dette med al tydelighed. Hensigten helliger midlet, synes han at mene,
og på ægte totalitær vis brovter han i egen avis over opnåede
resultater. Ja, han er stolt over de løgne, der har stået i avisen og
skryder desuden skingert over de mange rettelser og dementier,
Politiken har set sig nødsaget til at bringe.
Seidenfaden er en eminent manipulator og retoriker, men i
Muhammed-sagen er han klart gået over stregen. Tøger driver politik og
ikke journalistik. Selv journalisternes fagblad, der ellers er mest
kendt for ikke at turde beskæftige sig med farlige emner, har rejst
indvendinger mod avisen. Men intet bider på Tøger. Som et DAMP-barn
terroriserer han højlydt sine omgivelser i det lønlige håb, at de på
et tidspunkt giver efter for hans urimelige krav blot for at få fred
i huset.
Statsministerens reaktion på brevet fra de 11 ambassadører synes at
være oppositionens og Tøgers hovedanke i sagen. Da vi nu befinder os
på tilstrækkelig afstand af begivenhederne, kan vi jo se, hvad det
drejer sig om: brevet var ikke en venlig henstilling til regering og
statsminister, men et ultimatum af følgende ordlyd: hvis I ikke gør,
som vi siger, afbrænder vi jeres diplomatiske repræsentationer i vores
hjemlande. Og det var jo netop, hvad der skete.
Det er da rart at vide, at landets selvudnævnte riddere af
menneskerettigheder støtter den værste form for udenlandsk
revolverdiplomati, vi har været udsat for siden den tyske besættelse.
Marianne Jelveds gentagne retorik om den værste udenrigspolitiske
krise i 50 år er såmænd rigtig nok, men hendes råd om at føje
revolverdiplomaterne skriger til himlen. Desværre følger den radikale
leder her sit partis historiske linje, der blev piloteret i 1920, da
Christian X måtte fyre regeringen Zahle for at få sønderjyderne
tilbage til moderlandet. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at de
radikales hoforgan støtter partiet, men måden det sker på er ynkelig.
Et af Politikens eklatante dementier, var sagen om religionsforskeren
Tim Jensens ’advarsel’ til Jyllands-Posten om Muhammed-tegningerne.
Ifølge Tøgers avis, havde hr. Jensen forud for offentliggørelsen
advaret om de følger, tegningerne kunne få. Selvfølgelig var det guf
for Seidenfaden og ligesindede, men historien viste sig at være en
and. Her konkluderer chefredaktøren: ’Grundlaget for vores historie er
væk, uden at man kan bebrejde vores journalist noget’.
Netop den historie var om nogen med til at sætte brand i Mellemøsten
via arabiske medier men igen, hensigten helliger midlet, og når Tøger
vil have en regering væltet, er han åbenbart ligeglad med, om det
kræver lemfældig omgang med sandheden. Og hvad der er ligeså relevant:
var Tim Jensen virkelig så forkalket, at han ikke huskede, om omtalte
interview fandt sted før eller efter offentliggørelsen af tegningerne?
Desværre må man konkludere, som andre har gjort, at der er kredse i
det danske samfund udover herboende imamer, som finder det legitimt
at fodre fremmede magter med løgn, når blot sagen er god nok, nemlig
at bekæmpe det demokratisk valgte flertal i folketinget, der i
øjeblikket besidder lovgivningsmagten.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|