Forleden nat sad jeg og læste i Ny Testamente - i min
favoritoversættelse fra 1948. Jeg trængte til at slappe af fra uvejret
omkring Jyllands-Postens profettegninger. De evindelige tirader om
islam som fredens religion stod mig langt op i halsen. Sådan kan min
krop nogle gange reagere, når den udsættes for løgn, kryberi og
historieforfalskning. Fredsduen fra Bjerringbro var skvattet ned fra
sin sædvanlige plads på himlen og landet med et brag på
direktionsgangen på Grundfos, hvor den gik i opløsning og berigede
omgivelserne med en underlig duft af uforknyt mammondyrkelse og
hændervridende Uffe Ellemann-gymnastik.
Der er intet i litteraturens verden som de fire evangelier, og jeg var
i gang med Mattæus’ og nået til 23. kapitel, hvor Kristus tager
hyklerne under kærlig behandling. Åbenbart havde jeg ikke helt sluppet
tidens hedeste emne, for pludselig blev datidens jødisk-teologiske
titler erstattet med nutidens islamiske, og specielt vers 13 og 15
stod ud fra bladet med flammeskrift. Jeg læste dem igen og igen og
undrede mig. Jeg vidste godt, at Ordet var levende men blev alligevel
overrasket over, hvordan det var i stand til at tale lige ind i
øjeblikket. Jeg gengiver de to vers i sammenhæng, som jeg læste dem
den nat:
’Ve jer, I mullaher og imamer, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for
menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I
det ikke.’’Ve jer, I mullaher og imamer, I hyklere! thi I drager om
til lands og til vands for at vinde en eneste proselyt; og når han er
blevet det, gør I ham til et Helvedes barn, dobbelt så slemt, som I
selv er.’
Det var befriende. Et stort smil bredte sig i mig, og jeg blev
taknemmelig for at have adgang til visdom, der i 1900 år havde ligget
og ventet på mig. Men så skete der noget. Fra mørket ude bag mine
vinduer kunne jeg tydeligt høre et mægtigt kor, der hadefuldt råbte i
mit ansigt, at jeg var en modbydelig svindler, der havde manipuleret
med teksten for at fremme mine uværdige politiske særinteresser.
Stadigt bærende mit store indre smil, nikkede jeg til koret og
erkendte, at de mange stemmer havde delvist ret. Jeg havde byttet to
ord ud med to andre men hævdede til mit forsvar, at jeg var et frit
menneske med et frit valg og ikke så det som min opgave overhovedet at
kastrere min fantasi. Desuden fremførte jeg, at jeg som borger i
Danmark var sikret ytringsfrihed og ikke skulle stå til ansvar overfor
bogstavtrælle.
Lige meget hjalp det, råbene fortsatte. Efterhånden kunne jeg skelne
de forskellige stemmer fra hinanden og opdagede, at både mit eget
sprog samt mange fremmede var repræsenteret blandt alter, sopraner,
tenorer og basser. Larmen fortsatte evangeliet ud, og jeg fik først
fred, da jeg lukkede bogen.
Normalt har jeg intet imod kormusik, men når dirigenten har en ringe
forståelse for harmonier, bliver resultater ikke altid lige spiseligt.
Nu håber jeg blot, at koret er taget på en lang ferie, når jeg
begynder på Markus-evangeliet. Under alle omstændigheder fortsætter
jeg min læsning.
--
Mennesket er et mærkeligt væsen. Det kan ikke læse skriften på muren,
før det står med ryggen mod den
/Adlai E. Stevenson/
|