I dagens JP kan man på:
<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4152042>
i et læserbrev læse en øjenvidneberetning fra Irak og Afghanistan, der
giver et noget andet indtryk end man ellers får fra den danske presse:
=
Soldat i Mellemøsten
Af TINA B. KRISTENSEN oversergent i hæren, Skivumvej 134, Aars
JEG ER SOLDAT, og jeg har været i Irak. Lige nu er jeg i Afghanistan,
hvor jeg skal være i 11 måneder ialt.
Da jeg var i Irak sidste år, så jeg den forskel, vi rent faktisk gjorde
der.
Når en ny vandpumpestation blev renoveret eller bygget. Når et nyt
kraftværk blev renoveret eller bygget. Når en ny sundhedsklinik eller
sågar et helt hospital blevet bygget og etableret for danske midler og
ved hjælp af bl.a. danske soldaters tilstedeværelse.
Jeg har set ansigtsudtryk ændres til glæde, fordi der nu igen er
rindende vand eller elektricitet, hvilket letter manges hverdag. Måske
er det kvinden i huset, der ikke går så godt, fordi hun på et tidspunkt
er blevet ramt af oprørernes projektiler og det letter hendes hverdag,
at hun ikke længere skal gå ned til floden og hente vandet.
Det er ikke noget særligt for os i Danmark men tro mig, det er det for
hende.
Der er en pris
Det har kostet menneskeliv at være i Irak, ja, men det er intet imod de
menneskeliv, som det hver dag koster blandt civilbefolkningen både i
Irak og Afghanistan.
Er vi virkelig et folk, som ikke kan hjælpe andre, der har mere behov
for hjælp, end vi selv har? Er vi virkelig så egoistiske, at vi ikke kan
give lidt af os selv for andre?
Tag ikke fejl jeg føler med hver eneste pårørende, som har mistet en
søn, datter, kæreste, mand eller kone og dette gælder alle, uanset
hvilken nation man kommer fra. Det kunne jo sagtens have været mig selv.
Men jeg tror på, at vi kan gøre noget godt her i Afghanistan, og jeg
ved, at vi har gjort noget godt selvom det måtte være på en lille
målestok i Irak.
Jeg har set det med egne øjne. Jeg har talt med irakere, hvis øjne lyste
af taknemmelighed over den smule hjælp, vi kunne give dem. Jeg har talt
med irakere, som takkede os for den frihed, de har fået.
Hvordan kan jeg da nogensinde med god samvittighed sige, at det var en
fejl, at vi gik ind i Irak?
Jeg er ikke i Afghanistan, fordi jeg er blevet beordret til det. Jeg har
meldt mig frivilligt og jeg vil gøre det igen til enhver tid. Også selv
om jeg har stået til rampeceremonier og sendt afdøde soldater af sted
med et fly hjem til deres respektive lande. Og det kommer jeg til igen.
Pligt til at hjælpe
Og nu vil nogle spørge er et menneskeliv det værd? Det er det åbenbart
ikke, hvis det er dansk eller britisk eller en hvilken som helst vestlig
soldats.
Men hvad da med de mange tusinde lokale menneskeliv i Irak og
Afghanistan? Betyder de da intet? Skal vi bare lade dem sejle deres egen
sø og dermed helt sikkert forvente et blodbad af dimensioner i Irak? Er
de intet værd? Hvornår er et menneske godt nok til at være noget værd?
Er det ikke vores pligt som en nation med demokrati samt mentalt og
økonomisk overskud at hjælpe alle, som er værre stillet, end vi er?
Det mener jeg, og blandt andet derfor er jeg soldat, og derfor rejser
jeg ud igen næste gang, forsvaret kalder på mig, og det bliver jeg ved
med, indtil der ikke længere er brug for mig.
=
Men sådanne ting er naturligvis uvedkommende for en Lykketoft eller
Søvndal, hvis hovedagenda synes at være at genere amerikanerne og Fogh -
i den rækkefølge.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk