"Kim Frederiksen" <kim@the-coffeeshop.dk> wrote in
news:456bdb02$0$49209$14726298@news.sunsite.dk:
> ... det er ikke alle der bare ser til uden at gøre noget.
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4103936
Politikernes indgreb mod rygning hviler på forfalsket videnskab og
ideologi.
FOR OMKRING 40 ÅR siden producerede og sendte DR i fjernsynet en
udsendelse, der skulle advare om rygningens farer.
Jeg husker, at udsendelsen efter at have forklaret, at cigaretrygning
medførte forhøjet risiko for lungekræft og andre sygdomme det var
helt almindelig erkendt viden i 1966 foreslog forskellige ting, der
kunne erstatte fryden ved smøgerne med.
Man kunne for eksempel hengive sig til god mad. Men, som udsendelsen
derpå roligt bemærkede, idet man viste billedet af en overvægtig
herre foran en fyldt tallerken, »der dør trods alt flere mennesker i
Danmark af kniv og gaffel end af røg.« Udsendelsen viste, at det
folkeopdragende statslige fjernsyn altså allerede for 40 år siden
opfordrede folk til at lægge smøgerne.
Men dengang var der ingen, der i sin vildeste fantasi kunne
forestille sig, at politikerne kunne finde på at lovgive om rygning.
Det ville være forekommet aldeles latterligt. Dagens danskere finder
sig i det hele taget i ganske meget mere politisk formynderi end
deres forældre.
Den passive fare
Nu er det jo ikke farerne ved selv at ryge, som alle kendte udmærket
for 40 år siden, politikerne angiver som grunden til, at de føler det
nødvendigt at regulere rygning på arbejdspladser og i det offentlige
rum. Det er farerne ved passiv rygning.
Passiv rygning er blevet én af tidens store visheder. De angivelige
farer ved passiv rygning er imidlertid for det meste overtro.
Andres røg kan være ubehagelig, ligesom den også kan være
stemningsfuld og romantisk. Nogen stor sundhedsrisiko er den ikke, og
da slet ikke af en art, der kalder på magthavernes indgreb.
Påstanden om det modsatte bygger på en række internationale
undersøgelser fra de sidste 13 år. At alle udkom i et debatklima, der
allerede var stærkt præget af den i USA opfundne, men nu også
herhjemme raserende, puritanske sundhedsfascisme, burde være et praj
om, at de skal læses nøje. Det er de ikke blevet.
Den grundigste af alle undersøgelserne, én fra 2003, der fulgte
36.000 personer over 39 år, fandt »ingen påviselig sammenhæng« mellem
passiv rygning og rygning-relaterede sygdomme. Vi får formentlig
ingen bedre undersøgelse, eftersom de er meget kostbare og
tidkrævende at gennemføre, og fordi magthaverne jo nu har fået deres
vilje, nemlig det gode påskud til at blande sig endnu en gang i
borgernes liv.
Allerede i 1975 vidste man, at koncentrationen af røg, som ikke-
rygere dengang typisk kunne udsættes for, svarede til røgen i 0,004
cigaret. Det er ingen farlig dosis. At røg kan være ubehagelig for
mange, er ingen nyhed. At cigaretrøg sætter sig i møbler og gardiner,
og at dette og omkostningerne ved at rydde op efter rygere måske er
nok så stærkt et motiv for at afskaffe rygning, er heller ikke nyt,
om end det sjældent omtales.
Formynderi
I strid med forskningen, men i tråd med tidens reguleringsmani, har
danske politikere nu fulgt deres kolleger ad formynderiets vej. Og
det er løgn, at forbud mod at ryge på cafeer og værtshuse ikke vil få
alvorlige følger for branchen. Musikere i USA har sværere ved at få
jobs, fordi spillestederne ikke længere har råd til levende musik.
Hvordan det vil gå danske udskænkningssteder, vil tiden vise, men
udsigterne er ikke lyse.
Tag mig selv. Jeg ryger pibe, og rygepause er ikke et brugbart begreb
for mig, når et godt stop tager en halv time.
Jeg vil fremover ikke lægge vejen omkring en cafe en fredag aften,
men nyde stoppet hjemme. Der ryger lidt hygge for mig og en indtægt
for værtshusholderen.
Ingen bestrider, at cigaretrøg kan være generende. Det forhold er i
sig selv ikke nok til at berettige et fanatisk indgreb i den
personlige frihed, især når begrundelsen, nemlig andres sundhed,
hviler på forfalsket videnskab og ideologi.
I stedet for at lade voksne mennesker selv finde balancen, der også
kan være en balance mellem de tidspunkter, man selv gerne nyder en
røgfuld stemning, og de tidspunkter, man helst vil være fri, kender
politikerne kun én vej: umyndiggørelsens.
--
GB