Vi nærmer os kort og godt en situation, hvor vi må vælge...
ubehageligt - men pinende nødvendigt
<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4004454
Kronik: Det konservative Amerika
Skal friheden fortsætte sin fremmarch, så skal USA og Europa smelte
yderligere sammen. Mere end nogensinde før, skriver Søren Pind.
"WHAT GOES UP MUST COME DOWN". Dette begreb, umiddelbart forbundet med
tyngdeloven, gælder ikke mindst i politik.
Siden præsident Ronald Reagan grundlagde den ny markedsøkonomi i
1980'erne, og nedsatte højeste marginalskat fra over 70 pct. til under
30 pct., er amerikansk politik kun gået en vej; mod stadig større grad
af økonomisk frihed. Det blev kaldt the Reagan Revolution.
Resultaterne for den amerikanske økonomi har været forbløffende.
Vækstrater, der får Europa til at skule misundeligt. Stadig mere
velstand.
Selv Clinton kunne ikke komme arven efter Reagan til livs. Han
erklærede berømmeligt, at den store stats tid var forbi.
Kulminationen på denne arv ses i det faktum, at alle magter i Amerika
nu domineres af republikanere: Det gælder den lovgivende, udøvende og
dømmende magt. Republikanerne har flertal i begge af kongressens
kamre, senatet og repræsentanternes hus. De besidder præsidentembedet.
Og flertallet i Højesteret er nu konservativt.
Demokraterne øjner nu lys for enden af tunnelen. Revolutionen hoster.
Irak-krig og alle hånde skandaler ser ud til at gøre det vanskeligt
for republikanerne at holde det faste greb om magten.
Samtidig har Bush også indført en form for konservatisme, der ikke var
Reagans. Reagan var nærmere liberal - eller, hvis det skal være
amerikansk, libertarianer, om man vil. Guantanamo, folkeafstemning om
homoseksuelles rettigheder - alt dette havde ligget den tidligere
fagforeningsformand for Hollywoods skuespillere og tilhænger af
frihedsrettighederne fjernt.
Ikke desto mindre står Europa - og dermed i virkeligheden Danmark -
overfor et valg: Ligger vores fremtid i det transatlantiske
samarbejde, ligger det alene i EU eller noget helt tredje? Jeg tror,
vi skal drømme store drømme:
EU har i dag et problem. For mange er det blevet et bureaukratisk
fjernt monstrum, som ingen rigtigt forstår. Eurokraterne varetager
dagligt deres funktioner, diplomater spiser middage og besøgsgrupper
ser bygninger i Bruxelles eller Strasbourg. Men en erkendelse om en
fælles fremtid? Den eksisterer ikke.
Europæiske politikere himler op om kul- og stålunionen og Anden
Verdenskrig. Vores generation forstår, men finder ikke sammenligningen
relevant. Og vore forældres generation, 68-generationen, valgte i vidt
omfang Sovjet frem for USA, under Den Kolde Krig.
Så altså...
Virkeligheden dikterer helt nye virkeligheder. Sovjet er gået under.
Muren brudt ned. Nordkorea og Iran truer med atomvåben.
Alt mens freden hersker i Danas have, sker der grimme ting i verden.
Og skønt det ikke som før er nær ved, kan det berøre os.
Vi nærmer os kort og godt en situation, hvor vi må vælge...
Og hvor upassende det er i forhold til den danske mentalitet. Vi er
vant til, at alle kan have ret - og at patent på sandheden skal vi
ikke have. Men ikke desto mindre nærmer Danmark sig et stævnemøde med
skæbnen. "A rendevouz with destiny"...
EU er delt i to: Den (engang imellem franske) vej med et større
bureaukrati og flere offentligt regulerede adfærdsmønstre. Eller
Storbritannien, med frie markeder med plads til selvstændig identitet.
I sidste ende handler det om helt andre forhold end Europa. Nemlig
konkurrencen med det kommunistiske Kina.
Kina er det land i verden, hvor der hvert eneste år sker hensynsløse
henrettelser af tusinder af mennesker. Hvor organer, nærmest mens
hjertet banker endnu, tages ud og sælges på det internationale marked.
Hvor hensynet til det enkelte menneske er ikke eksisterende. Og hvor
landet ser en langsigtet interesse i at splitte de lande i verden, der
står sammen om frihedsrettighedernes universelle værdi.
Det amerikanske underskud overfor Kina i forhold til produktion er
alarmerende. Det samme i forhold til Europa. Samtidig presser førende
europæiske politikere, mod amerikansk vilje, for en ophævelse af den
våbenteknologiske boykot af det kommunistiske regime.
Jeg tror, der er brug for en erkendelse af en helt ny politik. En
erkendelse af at der uanset Irak-krig og meget andet er et fælles
værdisæt, der binder Europa og Amerika - den angelsaksiske verden -
sammen. Og skal friheden fortsætte sin fremmarch, skal disse
verdensdele smelte yderligere sammen. Mere end nogensinde før.
NAFTA og EU er verdens førende organisationer, der har indført
frihandelszoner. Afstemningen i Danmark i 1986 var en af de vigtigste
beslutninger, vi nogensinde har truffet: En frihandelszone i Europa
for varer, kapital, tjenesteydelser og mennesker. Den danske
opfølgning, og den forsigtighed vi har haft i forhold til de
østeuropæiske lande, er i denne sammenhæng intet mindre end en
skandale. Vi er et land, der har nydt fantastisk glæde af frihandel.
Vores tilbageholdenhed, som heldigvis har vist sig ubegrundet, og som
er en skændsel for en global aktør, er gjort til skamme.
Men samtidig skal hele udviklingen ses i et andet perspektiv. Der er
intet mere kedeligt end EU. Særlig efter at landene er begyndt at
diskutere politisk overbygning. Noget de europæiske folk kraftigt har
afvist.
Og derfor er der brug for en ny vision. Den vision, der f.eks. i 1986,
gav det daværende EF sin stærkeste opbakning i mange, mange år. En
kærlighedserklæring til de vestlige frihedsidealer:
Frihedsrettigheder, frihandel og ... ja, De ved.
Der er i dag for at imødegå den kinesiske ligegyldighed overfor
menneskeliv og frihedsrettigheder brug for en stor frihandelszone
mellem tilhængere af disse ideer. Og det findes; NAFTA og EU.
Lad os håbe, at politikere, i stedet for at bruge kræfter på ekstra
bureaukrati og fjernhed vælger samarbejdet mellem lande, der deler
værdier. Herunder en transatlantisk frihandelszone, der vil sikre den
vestlige verdens frihedsideal mange, mange år frem. Det kan forene det
amerikanske kontinent med det europæiske - et historisk lovematch...
Det kunne også være en passende vision for det konservative Amerika.
Således at det ikke går "down". Men trodser den politiske tyngdelov
nogle år endnu.
<<<<<<
--
Et frit samfund er et samfund,
hvor det er ufarligt at være upopulær
/Adlai E. Stevenson/