Lagt på
www.berlingske.dk torsdag den 28. september 2006 kl. 03:30
Kommunale rationaliseringer skal der til
Af Mads Lundby Hansen, cheføkonom, CEPOS
Borgmestre og borgere ønsker bedre service. Men danskernekan ikke
forvente, at udgifterne pr. bruger af den offentlige sektor
øges.Rationalisering, brugerbetaling og udlicitering kan udfylde gabet
mellemefterspørgslen efter velfærd og de offentlige budgetter.
Svinger finansminister Thor Pedersen (V) virkelig sin hammer over den
offentlige sektor? Eller er der i virkeligheden tale om en gummihammer,
så VK-regeringen i al ubemærkethed overbyder Nyrup i udgiftspolitikken?
Spørgsmålene er relevante i en periode, hvor regeringen udråbes til at
gennemføre massive nedskæringer. I det følgende gennemføres et
kasseeftersyn, der vil skitsere, hvad regeringen har præsteret indtil
videre, og hvilke udfordringer der venter de kommende år.
Man kunne have en klar forventning om, at de seneste årtiers ekspansion
af den offentlige sektor ville ophøre, når VK-regeringen tiltrådte. En
ekspansion der har betydet, at antallet af offentligt ansatte er vokset
fra 400.000 personer i 1970 til godt 800.000 personer i dag, så næsten
én ud af tre beskæftigede er ansat i den offentlige sektor. Udvidelsen
er sket i kommuner og amter og afspejles i kommune- og amtsskatten, der
i perioden er fordoblet fra ca. 16 til 32,5 pct.
Men væksten i den offentlige sektor er ikke ophørt under VK-regeringen,
hvilket er kritisabelt, da der grundlæggende er brug for en slankere
offentlig sektor. Så skatten på arbejde kan sænkes. Og så private
virksomheder får bedre mulighed for at besætte ledige stillinger. Fordi
en voksende offentlig sektor »opsuger« arbejdskraft, som alternativt
kunne besætte ledige stillinger i det private.
Finansminister Thor Pedersen har for nylig meddelt, at der ikke
eksisterer nogen grænse for, hvor meget den offentlige sektor skal fylde
i samfundet. I princippet må den gerne fylde mere end i dag. Og i
praksis kommer det formentlig også til at gå sådan. VK-regeringen har
nemlig i sommer opjusteret den årlige vækst i den offentlige sektor frem
til 2010 til 4 mia. kr., hvilket er dobbelt så meget, som de 2 mia. kr.
i årlig vækst, som Nyrup lagde op til for samme periode, da han var
statsminister. Det vil sige: I årene 2007-2010 vælger regeringen at
anvende 8 mia. kr. mere, end Nyrup lagde op til.
Alternativt kunne man nemlig vælge at anvende de 8 mia. kr. på lavere
skat - f.eks. ved at halvere topskatten. I så fald ville arbejdsudbuddet
vokse svarende til 12.000 personer, fordi det bliver mere attraktivt at
arbejde flere timer. Hertil kommer, at det bliver mere attraktivt at
uddanne sig, ligesom det bliver nemmere for danske virksomheder at
tiltrække dygtige udlænding.
Tidligere har det været Venstres politik, at den offentlige sektor over
tid skal udgøre en mindre del af økonomien. Men med den nye målsætning
vil det offentlige forbrug have en tendens til at fylde en stadig større
andel af økonomien. Lige som det har været tilfældet i perioden fra 2001
til 2005. Samlet set kan vi i 2010 stå i den situation, at vi har haft
en borgerlig-liberal regering i ni år, og i den periode er den
offentlige sektors andel af samfundsøkonomien blevet udvidet.
Ser vi på perioden fra Fogh-regeringens tiltrædelse og frem til 2007,
øges det offentlige forbrug med ca. 30 mia. kr. Således bruges der ca.
12 mia. kr. mere på sundhed, ca. 8 mia. kr. mere på social service, mens
uddannelse mv. tilføres ca. 8 mia. kr. Dvs. kommuner og amter har fået
tilført mange ekstra milliarder til offentligt forbrug. Og alligevel
synges der en falsk klagesang om, at der skæres ned i kommuner og
regioner. Faktum er, at den kommunale sektor aldrig har haft flere
penge, end den har næste år.
I den situation er det bemærkelsesværdigt, at landets borgmestre
signalerer omfattende besparelser og kræver flere penge. Men desværre må
regeringen indstille sig på grundvilkåret: at kommuner og borgmestre
altid beder om flere penge end aftalt. Og set fra et snævert kommunalt
budgetmaksimerende synspunkt er det forståeligt. Kommunerne har gode
erfaringer med klagesang. Det ses bl.a. ved, at det offentlige forbrug
siden 1993 er vokset med 50 mia. kr. mere end budgetteret, blandt andet
fordi amter og kommuner systematisk har brudt de aftaler, de har indgået
med finansministeren. Alternativet til dette budgetskred kunne være, at
alle danske lønmodtagere kunne have en marginalskat på 40 pct.
I lyset heraf bør finansministeren etablere en mekanisme, som medfører,
at budgetoverskridelse i en kommune helt automatisk indebærer
tilsvarende reduktion i bloktilskuddet (eventuelt med et straftillæg) i
årene efter. Begrundelsen er enkel: Kommunerne indgår en frivillig
aftale med finansministeren, og en overskridelse af aftalen er skadelig
for samfundsøkonomien. Dels vil budgetskred medføre, at private
virksomheder får sværere ved at besætte ledige stillinger. Dels vil
budgetskreddet indebære højere indkomstskatter, hvilket medfører mindre
beskæftigelse og velstand.
Endvidere bør finansministeren lægge et pres på den kommunale sektor, så
der høstes rationaliseringsgevinster (var det ikke idéen med
strukturreformen?). Dermed kan vi få mere værdi ud af de mange
ressourcer og ansatte, der i forvejen er i den offentlige sektor.
Finansministeren har været god til at styre statens forbrug (der er
faldet), bl.a. fordi han har anvendt grønthøstermetoden, hvor statslige
institutioners bevillinger automatisk skæres med 2 pct. årligt. Det
forudsættes så, at institutionerne præsterer det samme som sidste år -
men med færre ressourcer. Finansministeren forudsætter her, at
statsansatte kan præstere en produktivitetsstigning svarende til privat
ansatte, der erfaringsmæssigt bliver 2 pct. mere effektive hvert år.
Mekanismen bør overføres til kommunerne. Dermed tvinges kommunerne til
selv at finde de områder i deres organisation, der kan slankes.
Indvendingen imod dette er, at en stor del af kommunernes opgaver er
meget personaleintensive (f.eks. hjemmehjælp, folkeskole og
børnepasning), hvorfor der ikke kan rationaliseres. Heroverfor må det
anføres, at der selvfølgelig på den mellemlange bane kan høstes markante
rationaliseringer. Her må skatteministerens strukturomlægning på
skatteområdet fremhæves, idet der på ganske få år høstes en
rationaliseringsgevinst i skattevæsenet på 30 pct. Det er i øvrigt
bemærkelsesværdigt, at det eneste sted, hvor der høstes en håndgribelig
gevinst ved strukturreformen, er på skatteområdet. Vel at mærke efter at
området er frataget kommunerne (der ikke selv kunne se nogle
rationaliseringsgevinster) og overført til staten. Men eksemplet bør
inspirere til at gå i gang med resten af den kommunale sektor. Et oplagt
område er folkeskolen, hvor Danmark har en meget lav klassekvotient (ca.
20 elever pr. klasse) sammenlignet med andre lande. OECD har påpeget, at
klassekvotienten ikke påvirker undervisningskvaliteten, så længe
kvotienten er under 25 elever. Dvs. kommunerne kunne høste en stor
budgetforbedring ved at øge klassekvotienten, ligesom der kan høstes
gevinster ved at sammenlægge små skoler til store skoler.
Generelt er der rationaliseringsmuligheder på administrationsområdet,
ligesom der er et betydeligt potentiale for at udlicitere kommunale
opgaver. Udliciteringer af kommunale opgaver har erfaringsmæssigt
medført mere værdi for pengene. Såfremt kommuner og regioner høstede en
rationaliseringsgevinst på 2 pct. årligt, kunne der hentes et råderum på
ca. 5 mia. kr. årligt eller ca. 20 mia. kr. frem til 2010. Dette råderum
kan gå til enten skattelettelser eller til en forbedring i standarden i
velfærdstilbuddene.
Herudover bør regeringen åbne for, at man kan øge brugerbetalingsandelen
i den offentlige sektor. For det første kan øget brugerbetailing dæmpe
efterspørgslen efter velfærd. For det andet har øget brugerbetaling - i
modsætning til indkomstskat - generelt ikke en negativ virkning på
arbejdsudbuddet. Hvis man øger skatteprocenterne for at forbedre
velfærden, så reduceres arbejdsudbuddet. Hvis finansieringen i stedet
sker ved brugerbetaling, sker der ikke en påvirkning af tilskyndelsen
til at arbejde ekstra. Dvs. brugerbetaling er ikke en skat, men den
enkeltes betaling for privat forbrug. For det tredje står politikerne
over for det store problem, at borgernes efterspørgsel efter velfærd
stiger stærkere end indkomsterne. En efterspørgsel der aldrig vil kunne
honoreres af de offentlige budgetter, medmindre man er villig til at
forhøje skatterne markant. Dermed kan brugerbetaling udfylde gabet
mellem efterspørgslen efter velfærd og de offentlige budgetter.
Samlet set bør regeringen revurdere sin beslutning om at overbyde Nyrups
udgiftsmålsætning. Af hensyn til private virksomheders mulighed for at
besætte ledige stillinger. Og af hensyn til behovet for at sænke
indkomstskatterne. Men mindst lige så vigtigt er det, at regeringen får
en plan for, hvorledes den vil håndtere borgmestres og borgeres ønsker
om bedre service de kommende 5 til 10 år. En sådan plan må indeholde et
signal om, at danskerne ikke kan forvente, at udgifterne pr. bruger af
den offentlige sektor øges, ligesom brugerbetaling bør være et redskab
til at dæmpe befolkningens efterspørgsel efter velfærd. Og endelig en
strategi for at høste rationaliseringsgevinster i den kommunale sektor.
--
Jesper
Der findes ingen smalle film, alle film er 35 mm brede.
- Christian Braad Thomsen