Hvorfor er disse to lande specielle i forhold til de andre muslimske lande?
Hvorfor bliver lige netop Syrien og Iran udpeget til at være de "største
trusler" af den amerikanske regering og Israel?
Svaret skal delvist findes i den politik der hedder "contructive engagement"
som på dansk vel bedst kan oversættes med "noget for noget"
Tilbage i 70'erne var meget fokus rettet imod Egypten. Landet lå og tippede
og kommunister havde både magt og indflydelse i landet. Egyptens forhold til
Israel var på det tidspunkt heller ikke noget at prale af. Men med Camp
David aftalen og Egyptens endelige defektion fra Sovjetblokken kom
vendepunktet pludseligt og overraskende. Hvad skete der?
Det diplomatiske princip kaldet "constructive engagement" blev indført af
Jimmy Carter. Officielt hedder det bare "økonomisk støtte." Og det var lige
præcist hvad egypterne - i form af Sadat - modtog fra amerikanerne i 70'erne
for at gennemføre radikale ændringer. Vi taler om milliardbeløb her. En
win-win situation for begge parter.
Selv Saddam var med på vognen i 80'erne - dengang han var allieret med USA.
Gode aftaler med de neokonservative i Reagan-regeringen gjorde at han kunne
starte en krig mod Iran, delvist som gengældelse for den amerikanske fiasko
i Tehran i 1979.
Lande som Yemen og Jordan blev også engageret i "contructive engagement."
Selv Libyen - som længe var blevet udskreget til at være terroristrede
nummer et, er nu indlemmet. Kaddafi nyder sikkert godt af det her på sit
otium.
Saudi Arabien er undtagelsen, idet saudierne har store investeringer i USA
og næppe har behov for flere penge.
Men hvad med Syrien og Iran?
Indtil marts 2003 var USA og Israel på forholdsvis god fod med Syrien.
Aftalen gik ud på at syrerne skulle lade Israel være i fred ved at stoppe al
støtte til terrorgrupper og tage officielt afstand fra Saddam i nabolandet.
Til gengæld ville der blive vendt det blinde øje til at syrerne importere
olie fra Irak til dumpingpriser, samt tilladelse til fortsat syrisk kontrol
i Libanon.
Men med Irak krigen skete der et skift i amerikansk udenrigspolitik.
"Contructive engagement" blev afløst af en konfrontationspolitik. Enten er
du med os og gør som vi siger, for ellers...
Sidenhen har amerikanerne udført et kolossalt lobbyarbejde, både i FN og på
deres turnéer i Mellemøsten for at isolere Syrien. Det har haglet med
beskyldninger, lige fra mord på den libanesiske præsident Hariri, til støtte
til alverdens terrorgrupper.
Med Iran er det mere åbenlyst hvad der foregår.
Siden '79 hvor den amerikansk-indsatte shah blev smidt på porten, har Iran
været en torn i øjet på USA og Israel. Her har vi et land som ikke kan købes
eller bestikkes på nogen måde, fordi ideologi, religion og had til Israel
blandt flertallet vægter højere end markedsøkonomi og højere levestandard.
Krigsretorikken tager til i disse dage og spørgsmålet er hvad den iranske
præsident ønsker at opnå med sine mange provokationer. Er han snu, eller
blot rablende gal?
Spørgsmålet er om Syrien og Iran også i fremtiden vil være lande helt uden
for amerikansk indflydelse. Lande som ingen amerikansk regering kan bestemme
over?
"Contructive engagement" har både fordele og ulemper. Som i tilfældet med
Egypten kom begge parter i princippet ud af det som vindere, fordi begge
opnåede noget. Desværre foregår disse aftaler tit hen over hovedet på
befolkningerne i de påvirkede lande. På den anden side, så er den nuværende
konfrontationspolitik, hvor alle former for kompromiser og forhandlinger
stort set er udelukket, mere farlig. For det er med den politik i hånden at
der startes krige.
Mvh
Zeki
|