BLACK er en film om at leve med et frygteligt handicap og om kampen for
alligevel at få et værdigt liv - og den er historien om ét menneskes
kamp og dedikation for at redde et andet, hvis liv var ved at gå til spilde.
Michelle McNally er født ind i en rig indisk-engelsk familie, men rammes
som spæd af en sygdom, der gør hende døv og blind for resten af livet.
Familien har ikke nogen adgang til specialiseret optræning eller
undervisning, og Michelle får lov til at vokse op uden nogen egentlig
opdragelse eller overhovedet stimulation; hun forsynes med en klokke, så
man kan høre, når hun kommer, og udvikler sig til et "vildt barn" uden
sprog og i sin frustration i stigende grad til fare for sine omgivelser.
Da Michelle er otte år gammel (og spilles af Ayesha Kapoor), kan hendes
forældre næsten ikke bære det længere, og hendes far (Dhritiman
Chatterjee) presser mere og mere på for at få hende anbragt på en
institution.
Hendes mor (Shernaz Patel) kæmper imod med næb og klør, og som en sidste
udvej skriver man til en fjerntliggende døveskole for at høre, om ikke
de har en lærer, de kan sende.
Lederen af denne skole anbefaler den fallerede og alkoholiserede Debraj
Sahai (Amitabh Bachchan), der nu er kommet ud på et sidespor, men som i
sin tid var en af de bedste.
Den gamle mand tager ned til familien, hvor hans noget bramfri væsen og
hans lidenskabelige tro på, at Michelle er et menneske og derfor også
både skal behandles som og lære at opføre sig som et sådant (og derfor
f.eks. hverken skal gå rundt med en klokke eller have lov til at spise
med fingrene, mens alle andre sidder og spiser pænt) i begyndelsen er
ved at føre ham ud i en voldsom konflikt med især faderen.
Ayesha Kapoor: Black
Efter en tyve dages prøvetid kommer imidlertid åbenbaringen, hvor det
lykkes Debraj at få Michelle til at forstå ét enkelt ord, tegnet for
"vand" - og hermed at få hende til at tage det første skridt ad den
lange vej mod overhovedet at have et sprog at udtrykke sig på.
Som ung pige (spillet af Rani Mukherjee) lykkes det hende endog at blive
optaget på universitetet, hvorfra det efter mange års kamp endelig
lykkes hende at få en eksamen - kronen på hendes og Debrajs årelange
kamp for at gøre hende i stand til at leve og klare sig selv i denne verden.
Black er (som andre film før den) inspireret af den blinde og døvstumme
forfatter Helen Kellers liv (1880-1968). Også Keller mistede både syn og
hørelse som spæd og voksede op uden adgang til nogen særlige faciliteter
for døvstumme, indtil hendes forældre i desperation fandt frem til Anne
Sullivan, en døvelærer, der dedikerede år af sit liv til Helens
undervisning.
Åbenbaringen ved forståelsen af det ene ord "vand" er også autentisk:
" Sullivan got permission from Helen's father to isolate the girl
from the rest of the family in a little house in their garden. Her first
task was to instill discipline in the spoiled girl. Helen's big
breakthrough in communication came one day when she realized that the
motions her teacher was making on her palm, while running cool water
over her palm from a pump, symbolized the idea of "water"; she then
nearly exhausted Sullivan demanding the names of all the other familiar
objects in her world (including her prized doll). "
De to ting, der virkelig bærer denne film er skuespillerpræstationerne
og billedsproget.
Amitabh Bachchan er rystende stærk som den fallerede men alligevel
indædt dedikerede gamling Debraj, der i undervisningen af Michelle
finder også sit eget livs mening og forløsning.
Rani Mukherjee er milevidt fra sine sædvanlige glamour-rutiner i rollen
som en kvinde, der livet igennem må leve med et stort og meget
påfaldende handicap. Også Ayesha Kapoor er stærk og overbevisende som
den otte-årige døvstumme, forskræmte og frustrerede Michelle, der ikke
forstår noget af den verden, hun ikke kan hverken høre eller se.
Black
Både Bachchan og Mukherjee leverer nogle af deres karrierers største
præstationer i en film, der tematisk ligger meget, meget langt fra
indisk films mainstream.
Billedsproget er også meget smukt og rammende - filmen foregår i et
stiliseret viktoriansk/europæisk miljø, og der er filmen igennem meget
fokus på billeder og visuelle symboler, tydeligvis i bevidst kontrast
til det mørke, Michelle er tvunget til at leve i; således vises den
blinde pige flere gange foran en væg, som er dækket med billeder fra
øverst til nederst - billeder, som rummer dele af hendes egen og hendes
families historie, som hun aldrig vil få adgang til, fordi hun ikke kan
se dem.
Filmens svaghed er måske, at den ikke ligger langt *nok* fra indisk
films mainstream - eller, for at koge det ned til et enkelt ord: Melodrama.
For megen melodramatisk iscenesættelse af Michelles afsluttende eksamen,
af hendes tårevædede tale til familien ved søsterens forlovelse, for
megen voldsomhed og pathos i Amitabhs irettesættelser af den "vilde"
otteårige. Det kammer over, og overvægten af konventionelt filmisk
melodrama tager ligesom en del af brodden af filmen og forhindrer den i
at blive sådan helt rigtigt vedkommende, eller i alt fald i at blive så
vedkommende, som den kunne have været.
Historien fortælles indlevet, men alligevel distanceret, ligesom i arms
længde - og så virker overvægten af melodrama som en uvelkommen
forstyrrelse.
Men, lad det ikke afskrække nogen - Black er, især på grund af Amitabh
Bachchans og Rani Mukherjees rystende præstationer, rigeligt værd at se
- både som en film i sig selv, og som begyndelsen til en forhåbentlig
helt ny og spændende epoke i indisk film.
BLACK, Indien 2005. Instrueret af Sanjay Leela Bhansali med manuskript
af Sanjay Leela Bhansali, Prakash Kapadia og Bhavani Iyer. Hindi med
engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.
--
http://www.modspil.dk/film
- fordi tiden kræver et MODSPIL!