Peter Heide wrote:
> Hold da kæft. Hr. Bobness skulle finde een til at synge hans sange. Han har
> sgu' ikke
> en tone tilbage i stemmen : lyder som omgang strubekræft blandet op med
> Anders And og
> 10ende-dags brandert. Shit, hvor det lyder.
Helt uenig. Det er en slidt stemme, men det opvejes af en masse andre
ting, blandt andet en næsten unik musikalsk rutine. Der er ingen
gammelmandsrysten som på fx Johnny Cash's American V., hvor man hele
siden sidder med den mistanke at Rick Rubin har slæbt optagegrejet med
helt ind på intensiv.(Bortset fra det, en fin lille afslutning på The
Man in Black).
Og her er ingen af den syge der ganske ofte rammer rutinerede
amerikanske musikere, nemlig en trang til at gå mainstream og sylte
det hele ind i strygere og hylekor.
Timing, frasering etc er i særklasse, og det er kun et "chok" hvis man
ikke har hørt Dylan siden Blonde on Blonde (let overdrivelse).
Faktisk er stemmen på Love & Theft næsten lige så rusten.
Men jeg medgir, at det nok er et album for folk der kan li Dylan og som
er interesseret i musikken mere end myten. Man skal kunne li lyden af
skærver der ruller ned af en bakke og nye fans skal næppe begynde
her.
Bortset fra det er der vist ingen mangel på folk der gerne vil synge
som Dylan (Conor Oberst, Willie Nile, Pierce Pettis osv osv osv). Her
er imho Conor nok den der gør det mest originalt, tjek fx Girl from
North Country fra Mojo's "Dylan Covered". Det kræver man kan li
tudestemmer, ingen over Oberst her.
Du *kan* være heldig at få fat i et helt nummer, nemlig "Thunder on
the Mountain". Der ligger vist bl.a. et link til det i rec.music.dylan,
hvis det ikke er blevet fjernet.
hilsen esther
|