Min kritik af fupprivatiserede hjemmehjælper-firma-monopoler.
9 maj 1979 skabte jeg ved et sammenfald af heldige omstændigheder en
knaldhamrende effektivt, men kortlevet, privatiseret
sæddonor-formidling som hjalp flere hundrede danske og en del
udenlandske barnløse til at få deres største ønske opfyldt.Min
modpart, det offentlige, som før havde et monopol, som de forvaltede
med 3 års ventetider, ifølge bogen Kvinde-kend-din-krop, som i næste
udgave reklamerede for mig, faldt til patten med repressiv tolerance.
De privatiserede, så idag især firmaer og
gynækologi-speciallæge-praksis(fupprivatiseret) står for denne service
, og deres ventetid er nu få måneder, hvad jeg er lidt stolt af. At
bøsse- og fup-sygdommen, AIDS , fra 1982 gjordes til det store dyr i
åbenbaringen, bidrog til at mange af de, der ikke kan finde donor
selv, ikke tør bruge et ikke-lægeligt initiativ idag, så vor omsætning
er dalet til få barnløse kvinder om året. Vor succes-rate er fortsat
bedre end hospitalernes. Vore donorer er familiefædre med sunde børn.
1979-1985 da vor omsætning var enorm, var Ugeskrift for Læger
overraskende flink til at optage debatindlæg fra mig, hvilket smittede
af på, at medierne dengang behandlede mig sobert og ikke kaldte
glistrupisme for nazisme og ingen autonome (kommunens tæskehold)
hærgede min villa. Jeg fik fornylig indlæg optaget om selvhjælp mod
inkontinens, men dengang var det især om barnløshed og socialmedicin.
En række af mine lægevenner, der nu er døde, hjalp til dette. En af
dem bad mig nærlæse en Lægeforenings-afhandling om tabere på
arbejdsmarkedet, som var vand på min mølle, nemlig om at særlig sygdom
optræder hos de "arbejdsbier", der bliver udnyttet af deres kolleger
og gør deres arbejde efter bogen og ikke klynker, og som derfor lokkes
til overarbejde uden ekstra løn, og tager vagter for kolleger og
tyrraniseres til slavisk, taknemlig attitude.
Min knægigt gir mig nu adgang til hjemmehjælp, og efter at 8
forskellige har været her, landede det på en sådan pige, der _kunne
lide at gøre rent_ og ikke gjorde sig kostbar mht dette, og som var
her den fulde tid, som hun var betalt for. Hun var i starten holdt væk
fra mig - hun var for god til mig.
Men da jeg klagede over lovbrud og løftebrud hos firmaet, der sendte
hjemmehjælpere til mig, i tæt samarbejde med det offentlige
socialvæsen, der betaler dem (udlicitering af typen
fup-privatisering), så havde de til sidst ingen anden løsning end at
sende hende som fast hjælper til mig. Og en tid gik alt efter bogen.
Men når andre hjemmehjælpere, som er venner med firmaledelsen, lægger
sig syge, skal arbejdsbien bruges til deres pensionister, og man har
redet stormen af, mht klager fra mig, og erfaret at min nevø
borgmesteren, som regerer over både firma og socialchef er en
papirtiger, så derfor kanaliseres min hjemmehjælper med kort varsel
væk fra mig igen-igen-igen og jeg skal være heldig, hvis jeg får et
afbud. Og sker det, sker det ikke fra firmaet, men fra den magtesløse
pige, som er præget af gammeldags hæderlighed, som ellers er sjælden.
Det er min teori, at det er velset at man udtrykker taknemlighed.
Samtidig har socialhjælperne siden 1968 propaganderet til alle, at "Hjælp
er din menneskeret - du skylder ikke nogen hattedamer noget, fordi du
nyder godt af statens generøsitet". At jeg ikke har de store
skuespillerevner mht taknemlighed, er nok hovedårsag til, at jeg
diskrimineres negativt i forhold andre.
Men ynk efterlyses ikke - it takes alle kinds of people to make a
world.
|