Her er så lidt mere om hvad de svenske muslimer kræver (artikel fra
dagens udgave af Politiken (30-04-06)
Artikel:
Muslimer vil have egne love i Sverige
Sveriges største muslimske forbund kræver særlovgivning for muslimer
på blandt andet skilsmisseområdet.
Af Kristina Olsson, Malmø
Ret til betalt ferie ved muslimske højtider, rentefrie lån og opdelt
svømmeundervisning for drenge og piger.
Det er nogle af kravene, som Sveriges Muslimske Forbund fremfører i et
brev til politikerne op til det svenske valg i september.
»Det handler om at tilpasse visse love, så vi som mindretal kan føle
os integrerede i samfundet«, siger Mahmoud Aldebe, formand for
Muslimsk Forbund, til avisen Metro.
Svensk imamuddannelse
Sveriges Muslimske Forbund er landets største muslimske organisation.
I brevet er der også krav om tilladelse til halalslagtning, om
etablering af en svensk imamuddannelse og om at give imamer ret til at
godkende skilsmisser og undervise muslimske børn i islam i skoletiden.
Mahmoud Aldebe ønsker desuden, at muslimske giftefogeder skal have ret
til at afslå vielse af homoseksuelle par, og at mænd, der har
mishandlet deres koner, fortsat skal have mulighed for at se deres
børn.
Forbavselse
Kravene vækker forbavselse og afstandtagen både hos andre muslimske
organisationer og svenske politikere.
»Jeg kender ikke nogen muslimer, der står bag forslaget. Alle
mennesker i Sverige bør følge samme love«, siger Abd Al Haqq Kielan
fra Islamisk Samfund til Aftonbladet. Kielan har tidligere opfordret
til modstand mod de antidemokratiske kræfter, han mener Mahmoud Abdele
repræsenterer.
Også hos Sveriges Muslimske Råd, en paraplyorganisation for alle
muslimske samfund, reagerer man kraftigt mod forslaget.
»Vi er overrumplede af dette udspil«, siger formanden Mehmet Kaplan.
Grotesk
Integrationsminister Jens Orback siger til Metro, at forslaget er helt
grotesk.
»I Sverige gælder alle love for alle. Vi har længe arbejdet for en
kønsneutral lovgivning, så at indføre noget som dette er
fuldstændig utænkeligt. Det vil vi aldrig acceptere«, siger han.
Det liberale Folkpartiet siger, at de aldrig vil gå med til
undtagelser for muslimer, for at man på lovlig vis kan undertrykke
kvinder.
»Folkpartiet vil aldrig medvirke til muslimsk lov om ægteskab og
skilsmisser«, siger partiformand Lars Leijonborg.
»Forbundet støtter ikke de grundlæggende værdier i samfundet«,
siger Nyamko Sabuni fra Folkpartiet til SVT. Han kræver, at
statsstøtten til forbundet inddrages.
link:
www.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=451052
Torben Østrup
email: eastrup_news@hotmail.com