Dialog er umuligt for muslimer(JP-kronik)
Domprovst PE Andersen analyserer hvad muslimerne selv skriver. De
erklærer klart at de ikke er til samtale og at bøje af på noget punkt.
De opnår ry som forfulgte så hvide mands selvhad sikrer dem
forkælelse, og Islams salamiskiver bliver tykkere og tykkere.
Ahmed Akkari der har truet et dansk ministerie med selvmordsbombere er
afslørende ærlig »Ser vi nærmere på dialogens formål i islam, må man
konstatere at: Islam er bærer af et værdisæt, der ud over at være
sublimt og klart, indbefatter det ikke diskutable og overordnede
princip: Nemlig at Han er Gud, Den Eneste, Den Evige, Den Absolutte«,
og han føjer til, at »islam har ført krige, hvor det var nødvendigt og
dialog, hvor det var muligt«.
http://www.jp.dk/morgenavisen/mmeninger:aid=3671088/
Kronik: Dialog - et hemmeligt islamisk våben
Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense
Det vil være en misforståelse at tro, at muslimer vil indgå i en
dialog på lige vilkår. De kan ikke give, tage og bøje af. Islam kan
kun kræve og tage.
Islam repræsenterer på forhånd retfærdigheden. Retfærdigheden er
repræsenteret i den hellige uforanderlige koran og i den næsten lige
så hellige lov hadith. Og sandheden heri er ikke til debat. Den er man
ubetinget forpligtet på, skriver kronikøren.
Verden skal reddes gennem dialogen. Dialog er vor eneste mulighed for
at leve sammen med islam. Sådan har det lydt i mange år og i disse
dage stærkere end nogen sinde, efter at Muhammed-tegningerne har
afdækket kulturkløften mellem islam og de vestlige samfund
For de fleste mennesker i vor kulturkreds klinger begrebet dialog
positivt. Det passer fint til samfundets forståelse af demokrati som
samtale, hvor politiske forlig bliver til ved, at man lytter til
hinanden og bøjer sig mod hinanden. Parterne giver og tager og enes,
så alle kan være tilfredse. Forhandlingerne begynder med dialogen og
slutter med kompromiset.
Dialog betyder samtale, men dialogen kan omfatte flere former for
samtale, lige fra udveksling af høflighedsfraser til engageret
drøftelse af modstridende synspunkter, der involverer de dybeste lag
af personligheden, og som kan have den virkning, at man går fra
samtalen med ændrede holdninger.
Disse tanker er ikke nye. Her i Danmark er de især kendt fra
filosoffen K. E. Løgstrups overvejelser i "Den etiske Fordring" og
"Norm og Spontanitet". Men det er, som om der i de seneste år er sket
en glidning, så det er selve tanken om dialogen som middel til
forandring, som nyder fremme.
Det er ikke mindst den skyldbevidste protestantiske kulturkreds, der
altid har brug for aflad, og som ser sig forpligtet til at bøje af og
gøre sig selv ansvarlig for alle fejltrin.
Det første halvofficielle forsøg på at formulere en folkekirkelig
politik overfor de omkring 170.000 muslimer i Danmark (snarere
250.000, da muslimske indvandrere, der opnår dansk statsborgerskab, jo
ikke hører op med at være muslimer) fandt sted med det såkaldte
"Biskoppernes islamudvalg", der i år 2000 barslede med rapporten
"Samtalen fremmer forståelsen".
Den konkluderede, at dialog er det vigtigste element i mødet mellem
kristendom og islam. Og det proklameres, at folkekirken må være rede
til i ikke ringe omfang at tilpasse sig den islamiske tradition: »når
vi anbefaler, at den danske folkekirke organisatorisk som en af sine
aktiviteter overfor indvandrere af den muslimske tro, optager dialog
med islam på alle planer, inklusive det højeste, må man forvente, at
det forandrer folkekirken, som vi kender den.
Religionsmødet vil med nødvendighed få betydning for den danske, også
kirkelige selvforståelse« (p.182). Det kan man vist kalde en lovende
invitation til en dialogpartner!
Men det vil være en misforståelse at tro, at muslimer vil indgå i en
dialog på samme vilkår. De kan ikke give, tage og bøje af. Islam kan
kun kræve og tage. Islam repræsenterer på forhånd retfærdigheden.
Retfærdigheden er repræsenteret i den hellige uforanderlige Koran, og
i den næsten ligeså hellige lov hadith. Og sandheden heri er ikke til
debat. Den er man ubetinget forpligtet på. Det betyder, at i to
religiøst forskellige parters dialog er den ene bundet, mens den anden
må bøje sig, hvis resultater skal opnås.
Med denne forudsætning går muslimer gerne i dialog med kristne
danskere om deres hverdagsforhold i Danmark, om savnede rettigheder på
det religiøse område, om krav om religiøs ligestilling, om respekt for
bedetider, om fjernelse af svinekød fra skolerne, om koranundervisning
i folkeskolen og ret til modermålsundervisning, om gunstige vilkår for
opførelse af stormoskéer og "rene" muslimske gravpladser og meget
andet. Her kan der føres en frugtbar dialog, og hver gang med udvidede
rettigheder. Salamiskiverne bliver tykkere og tykkere, og en altid
forstående dansk modpart, der er svækket af kulturradikales
multikulturelle pression, kan kun bevæge sig baglæns med
samvittigheden i behold.
Men de værdiforskelle, som for alvor stiller sig i vejen for en
muslimsk integration i et land med en kristen tradition, har langt
sværere vilkår i debatten. Her drejer det sig om den religiøse
guddommelige lovgivning over for den verdslige, demokratiske lov, om
forståelse af ytringsfrihed og religionsfrihed, om kvinders
ligerettigheder med mænd, om fri forskning. Og dialogen om sådanne
emner kan vanskeligt gennemføres.
Ved en debat på Aarhus Universitet formulerede en af de muslimske
deltagere Ahmad Akkari sig således: »Ser vi nærmere på dialogens
formål i islam, må man konstatere at: Islam er bærer af et værdisæt,
der ud over at være sublimt og klart, indbefatter det ikke diskutable
og overordnede princip: Nemlig at Han er Gud, Den Eneste, Den Evige,
Den Absolutte«, og han føjer til, at »islam har ført krige, hvor det
var nødvendigt og dialog, hvor det var muligt«. En dialog kan derfor
kun ses i missionens tjeneste.
Da jeg forelagde dialogspørgsmålet for Islamisk Verdensliga i Danmark,
lød svaret: »For en muslim er det fundamentalt kunstigt i at
diskuterer islam. Faktisk betragter man enhver diskussion som udtryk
for vestlig tankegang«. For islamister kan debat om religiøse
holdninger derfor principielt ikke komme på tale. Hvis muslimer indgår
i dialogisk debat om religiøst betingede emner, har det kun et formål,
at skabe større rum for islam.
Det er unaturligt for muslimer at leve i et ikke-muslimsk land, i hvad
de kalder for Dar al Harb, krigens hus. Men de kan tillidsfuldt støtte
sig til Koranens ord: "Den, som tror og udvandrer og kæmper for Allahs
sag med deres ejendele og deres liv, har den højeste rang for Allahs
åsyn, og disse vil sejre". (sura 2,2).
Målet for den rettroende er den kamp, som vil forandre Krigens hus til
Dar al Islam, fredens hus, hvor islams herredømme råder. Det er i
denne kamps tjeneste, dialogen skal forstås. Den er en del af det pres
på den vesterlandske kultur, som skridt for skrift skal åbne for
større råderum for islam. Det er et pres, som henter kraft fra
fundamentalistiske kredse og hermed også fra imamernes retorik, og som
moderate muslimer meget forståeligt har svært ved at distancere sig
fra.
Hverdagens dialog, som den udfolder sig, når mennesker fra forskellige
kulturer mødes og åbner sig for hinanden, er måden, hvorpå vi uden
bagtanker skaber medmenneskelige relationer. Men med den
formålsbestemte religiøse og politiske dialog forholder det sig
anderledes. Det er den, som er blevet mere aktuel igennem de seneste
år. Den fik sin dynamik, da de radikale havde politisk magt i
SR-regeringen. De fik åbnet en ladeport for en indvandring langt
større, end landet kunne magte, og som rummede konflikter, som ingen
kunne overskue. De radikale og deres ideologiske følgesvende, de
kulturradikale, skabte dermed den måske største konflikt mellem danske
befolkningsgrupper, som nogen sinde har eksisteret.
De fremprovokerede konflikten især på to måder. De tegnede for det
første overfor indvandrerne et billede af det danske samfund og den
danske befolkning, som satte sig dybe spor. De fik indtryk af, at de
stod overfor en fjendtlig befolkning, og at de med vagtsomhed skulle
reagerer på alt, som forekom negativt.
Især muslimerne med en selvbevidst kultur i bagagen lærte hurtigt at
markere sig i overensstemmelse hermed. De radikale og de
kulturradikale skabte dernæst en debattone, som skabte stor
frustration i resten af befolkningen.
Når som helst, de mødte modstand eller synspunkter, som udtrykte
betænkelighed ved indvandringen, reagerede de med giftige og hadefulde
angreb. Der var ingen forståelse for, at andre borgere kunne være
ængstelige for den udfordring, som indvandringen var for det danske
samfund.
Sådanne mennesker var under stadig beskyldning for at være racister.
De radikale bærer et stort ansvar for opspaltningen af den danske
befolkning, og det rækker helt frem til muhammedkrisen, og er roden
til det internationale had, som skyller ind over landet.
Dagbladet Politiken bar disse holdninger videre med opbakning fra
snesevis af aktive organisationer og deres talløse aggressive
publikationer. Og herved tegnedes efterhånden uden for Danmarks
grænser billedet af en lille fremmedfjendtlig nation, som var rede til
at afvise eller undertrykke mennesker i nød, om end det betød brud på
alle de internationale konventioner, som de selv havde tiltrådt. Og
reaktionerne udeblev ikke, fra Beate Winklers overvågningscenter under
EU, fra gode nabolande, fra FN og ikke mindst fra fundamentalistiske
vestenhadere i muslimske diktaturstater.
Alt dette vælter nu brutalt som en bølge tilbage over hele den danske
befolkning. Og de radikale imamer har for længst taget tråden op og
bidraget på uhyggelig vis til at dæmonisere både den danske regering
og det danske folk.
Og så dukker det op igen som stadig større pression, råbet på dialog,
det hellige mantra, som nu markedsføres som den brede hovedvej til
fornuftig og fredelig integration og internatioal sameksistens, og
endnu en gang glemmes det, at hvor religion spiller hovedrollen hos
den ene part, må den anden stå tilbage med den tandløse fornuft.
Islam trænger sig endnu en gang fremad, da muslimerne atter opfattes
som de undertrykte ofre for umenneskelighed og derfor har krav på
respekt og omsorg.
Den radikale og kulturradikale gift ætser sig nu stadig stærkere ind i
det samfund, som de som selvretfærdige meningsdannere egentlig selv
har været fremmed i i mere end 100 år. Mere dialog råber de så, de
rene af hjertet