Roger Johansson <roger4911@gmail.com> wrote:
> Okay. Jag har läst pdf-filen, och det talas en del om att det inte
> finns något generellt förbud inom Islam mot att avbilda M, men jag
> kan inte avgöra om det anges som motivering för utslaget eller bara
> som redogörelse för bakgrunden, eller varför han nu skriver om
> detta.
Som en af flere grunde til udslaget.
> Men den nyhet som nu sprids i Sverige låter väldigt illa, oavsett om
> det är den danska riksåklagaren eller svenska nyhetsbyråer som är
> källan.
>
> Jag undrar varför svenska journalister vill sprida uppfattningen att
> utslaget, att inte åtala, motiveras med muslimska regler och
> uppfattningar och inte dansk lag.
Det er måske mest hensigtsmæssigt direkte at bringe redegørelsen [men
ikke de mange bilag]:
RIGSADVOKATEN
J.nr. RA-2006-41-0151
15. marts 2006
Afgørelse om eventuel strafforfølgning i sagen om Jyllands-Postens
artikel "Muhammeds ansigt"
1. Indledning
I denne afgørelse redegøres for Rigsadvokatens overvejelser om, hvorvidt
der er grundlag for at indlede strafforfølgning i sagen om
Jyllands-Postens artikel "Muhammeds ansigt", der blev offentliggjort i
avisen den 30. september 2005.
Sagen behandles som følge af klager over Statsadvokaten i Viborgs
afgørelse af 6. januar 2006, hvor-ved statsadvokaten i medfør af
retsplejelovens § 749, stk. 2, besluttede at indstille efterforskningen
i anledning af en anmeldelse indgivet af en privatperson til
Politimesteren i Ã…rhus.
Statsadvokaten henviste i sin afgørelse til, at gerningsindholdet i
såvel straffelovens § 140 som straf-felovens § 266 b skal fastlægges
under hensyn til ytringsfriheden, og at han efter en samlet vurdering af
artiklen ikke finder, at der er rimelig formodning om, at et strafbart
forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.
Der er indkommet flere klager til rigsadvokaturen over statsadvokatens
afgørelse. Klagerne er indgivet af en række organisationer og enkelte
personer.
I klagerne gøres det gældende, at der foreligger en overtrædelse af både
straffelovens § 140 og straf-felovens § 266 b, og at hensynet til
ytringsfriheden og pressens ret til at referere aktuelle begivenheder
ikke i det foreliggende konkrete tilfælde kan begrunde, at artiklen ikke
anses for omfattet af de nævnte bestemmelser.
2. Artiklen i Jyllands-Posten
Artiklen i Jyllands-Posten blev bragt i avisens fredagsudgave den 30.
september 2005, og blev annon-ceret på forsiden af avisen ved gengivelse
af en af tegningerne fra artiklen. Tegningen ledsages af en tekst om, at
avisen har opfordret medlemmer af danske bladtegneres forening til at
tegne Muhammed, som de ser ham, at 12 ud af ca. 40 har besvaret
henvendelsen, og at tegningerne bringes under deres eget navn. Det er
endvidere angivet i teksten på forsiden, at "Det moderne sekulære
samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de
insisterer på en særlig hensyntagen til egne reli-giøse følelser. Det er
uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må
være rede til at finde sig i spot, hån og latterliggørelse".
Artiklen, som findes i sektionen "KulturWeekend", side 3, har titlen
"Muhammeds ansigt" og er op-stillet med et trespaltet tekstafsnit
omgivet af tolv tegninger. I indledningen til artiklen anvendes
over-skriften "Ytringsfrihed", og det fremgår, at artiklen er forfattet
af Flemming Rose, kulturredaktør. Teksten i artiklen indledes således:
"Komikeren Frank Hvam erkendte for nylig, at han ikke "tør tage pis på
Koranen for åben tv-skærm", en tegner, der skal afbilde profeten
Muhammed i en børnebog, ønsker at optræde ano-nymt. Det samme gør
vesteuropæiske oversættere af en islamkritisk essaysamling. Et førende
kunstmuseum fjerner et kunstværk af frygt for muslimers reaktion. I
denne teatersæson opføres tre forestillinger med bid og satire rettet
mod USA's præsident George W. Bush, men der er ikke en eneste om Osama
bin Laden og hans allierede, og under et møde med statsminister An-ders
Fogh Rasmussen (V) opfordrer en imam regeringen til at gøre sin
indflydelse gældende over for danske medier, så de kan tegne et mere
positivt billede af islam.
De anførte eksempler giver grund til bekymring, hvad enten den oplevede
frygt hviler på et falsk grundlag eller ej. Faktum er, at den findes, og
at den fører til selvcensur. Der sker en inti-midering af det offentlige
rum. Kunstnere, forfattere, tegnere, oversættere og teaterfolk går
der-for i en stor bue uden om vor tids vigtige kulturmøde, det mellem
islam og de sekulære, vestlige samfund med rod i kristendommen."
Af det følgende afsnit i artiklen fremgår under overskriften "
Latterliggørelsen" følgende:
"Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på
en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne
religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og
ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og
latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige pænt og sympatisk at se
på, og det betyder ikke, at religiøse følel-ser for enhver pris skal
gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen.
Det er således ikke tilfældigt, at folk i totalitære samfund ryger i
fængsel for at fortælle vittighe-der eller afbilde diktatorer kritisk.
Det sker som regel med henvisning til, at det krænker folks følelser. I
Danmark er det ikke kommet så vidt, men de anførte eksempler viser, at
vi er på vej ind på en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad
selvcensuren vil ende med."
Af den sidste spalte i artiklen fremgår under overskriften "12
bladtegnere", at "derfor har Morgenavi-sen Jyllands-Posten opfordret
medlemmer af danske bladtegneres forening til at tegne Muhammed, som de
ser ham". Endvidere fremgår, at tolv tegnere, hvis navne angives, har
besvaret henvendelsen, og at disse tegninger bringes.
De tolv tegninger, der er trykt, er følgende:
Tegning 1: Et mandeansigt med skæg og turban tegnet ind i en halvmåne og
en stjerne, der er almin-deligt anvendte symboler for islam.
Tegning 2: Et bistert udseende mandeansigt med skæg og en turban
udformet som en antændt bombe.
Tegning 3: En person, der står foran en konfrontationsparade bestående
af syv personer, bl.a. en kari-katur af Pia Kjærsgaard samt fem mænd
iført turban. Personen foran paraden udtaler: "Hm … jeg kan ikke lige
genkende ham…".
Tegning 4: En stående mand med skæg og turban og en glorie over hovedet
af form som en halvmåne.
Tegning 5: Fire stiliserede kvindefigurer med hovedtørklæde samt som
ansigtstræk en stjerne og en halvmåde. Tegningen ledsages af teksten
"Profet! Med kuk og knald i låget som holder kvinder under åget!".
Tegning 6: En stående mand med skæg og turban, som støtter sig til en
stav og har et æsel bag sig i snor.
Tegning 7: En mand med sveddråber på panden, der sidder under en lampe,
kigger sig over venstre skulder og tegner at mandeansigt med hovedklæde
og skæg.
Tegning 8: To skæggede mænd iført turban og bevæbnet med et sværd, en
bombe og et gevær, som løber hen mod en tredje skægget mand med turban,
som læser et papir, holder hånden afværgende ud og udtaler: "Rolig,
venner, når alt kommer til alt er det jo bare en tegning lavet af en
vantro sønder-jyde".
Tegning 9: En teenagedreng med mørkt hår iført bukser og stribet trøje
med teksten "Fremtiden", som står foran en tavle med arabisk skrift og
peger på skriften med en pegepind, ledsaget af teksten "Mo-hammed, Valby
Skole, 7.A." med en pil hen mod drengen.
Tegning 10: En stående skægget mand med turban og et sværd samt en sort
bjælke over øjnene omgi-vet af to kvinder iført en sort klædedragt, så
kun deres øjne er synlige.
Tegning 11: En mand med turban og skæg, som står på skyer med udslåede
arme og siger "Stop stop vi er løbet tør for jomfruer", mens en række
laset udseende mænd med en røgsky over hovedet står afventende over for
den første mand.
Tegning 12: En tegning af en mand med briller og en turban med en
appelsin i. Appelsinen bærer på-skriften "PR-Stunt". Manden fremviser
smilende en tegning visende en "tændstikmand" med skæg og turban.
3. Rigsadvokatens vurdering
3.1. Indledning
Spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at indlede strafforfølgning
i sagen, indebærer en vurde-ring af, om artiklen i Jyllands-Posten må
anses for strafbar efter bestemmelserne i straffelovens § 140 og/eller §
266 b. Disse bestemmelser indeholder en begrænsning i adgangen til frit
at fremsætte me-ningstilkendegivelser og skal derfor fortolkes under
hensyn til retten til ytringsfrihed.
Ifølge grundlovens § 77 er enhver berettiget til på tryk, i skrift og
tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.
Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny
ind-føres. Denne bestemmelse indeholder efter gængs opfattelse en
beskyttelse af den formelle ytringsfri-hed, herunder et forbud mod
forhåndscensur. Bestemmelsen beskytter ikke den materielle
ytringsfri-hed, dvs. ytringernes indhold.
Artikel 10 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter
derimod både den formelle og den materielle ytringsfrihed.
Ifølge artikel 10, stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed. Også
ytringer, der kan fornærme, provokere eller forstyrre, er omfattet af
beskyttelsen i artikel 10, stk. 1. Da udøvelsen af ytringsfriheden
medfører pligter og ansvar, kan den efter artikel 10, stk. 2, bl.a.
underkastes restriktioner og straffebestemmel-ser, som er foreskrevet
ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund, dvs. forfølger et
anerken-delsesværdigt formål og er proportionale.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har flere gange udtalt, at
ytringsfrihed er fundamentet for et demokratisk samfund. Ved konflikter
mellem retten til ytringsfrihed og beskyttelse af andre rettigheder
omfattet af EMRK vejer særlig pressens ytringsfrihed meget tungt, når
der er tale om et emne af almen interesse, idet pressen varetager en
central funktion i et demokratisk samfund.
Som følge heraf tillægger Domstolen også hensynet til ytringsfriheden
afgørende betydning, når dom-stolen skal vurdere berettigelsen af
indgreb over for ytringer, der kan støde religiøse følelser. Dom-stolen
har dog samtidig udtalt, at der er en pligt til i videst muligt omfang
at undgå ytringer, der uden grund virker stødende på andre og dermed
krænker deres rettigheder, og som derfor ikke bidrager til en offentlig
debat, der i stand til at føre til fremskridt i menneskelige forhold.
I sager, der vedrører afvejningen mellem retten til ytringsfrihed og
hensynet til beskyttelsen af reli-giøse følelser, overlader Domstolen
efter sin praksis en større skønsmargin til staterne, fordi staterne på
dette område også varetager hensynet til religionsfriheden, der er et
andet grundlæggende princip i konventionen, jf. artikel 9.
På den anden side har Domstolen også udtalt, at personer, der udøver
deres ret til religionsfrihed, uan-set om det sker som medlem af et
religiøst flertal eller mindretal, ikke med rimelighed kan forvente at
være fritaget for enhver kritik. De må tolerere og acceptere andres
benægtelse af deres religiøse over-bevisning og selv udbredelse af
holdninger, som er fjendtlige over for deres tro.
Da Domstolens vurdering altid sker i relation til det konkrete indgreb,
som staten har foretaget i yt-ringsfriheden, og i lyset af indholdet af
ytringerne og den sammenhæng, i hvilken de er fremkommet, er det ikke
muligt af Domstolens praksis at udlede en sikker retstilstand med hensyn
til, hvorledes Domstolen vil vægte hensynet til ytringsfriheden i
forhold til ytringer, der kan støde religiøse følelser.
3.2. Straffelovens § 140
Ifølge straffelovens § 140 straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i
landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller
gudsdyrkelse.
Bestemmelsen hører til de strafferetlige regler, hvis fortolkning
varierer afhængig af, hvad der i almin-delighed anses for at være
accepteret sprogbrug eller anden udtryksmåde i det danske samfund. I den
forbindelse bemærkes, at det ikke er usædvanligt, at der i Danmark
anvendes en direkte og uhøjtidelig debatform, hvor selv stødende og
fornærmende meningstilkendegivelser i vidt omfang accepteres.
Det bemærkes også, at straffelovens § 140, da den blev vedtaget i 1930,
var tænkt som et værn mod de alvorligste krænkelser af religiøse
følelser, og dette var endvidere fremme ved Folketingets senere
drøftelser i 1973 og 2005 om behovet for bestemmelsen. Det har også
givet sig udslag i praksis, hvor der kun i tre tilfælde siden 1930 er
rejst tiltale for overtrædelse af bestemmelsen, og hvor der i den
seneste af disse sager fra 1971 skete frifindelse.
En vurdering af de ovenfor beskrevne tegninger og artiklen i forhold til
bestemmelsen i straffelovens § 140 indebærer en stillingtagen til, om
der herved er sket spot eller forhånelse af islams troslærdomme eller
gudsdyrkelse.
De øvrige objektive betingelser i straffelovens § 140 må anses for
opfyldt, idet en eventuel overtræ-delse af straffelovens § 140 er sket
over for et "her i landet lovligt bestående religionssamfund". Der er
også tale om "offentlig" fremsættelse af artiklen og tegningerne, idet
de er trykt i et dagblad, ligesom formen for en eventuel spot eller
forhånelse ved skriftlige tilkendegivelser i en avisartikel og ved
teg-ninger i samme er omfattet af straffelovens § 140.
For så vidt angår spørgsmålet, om artiklen indeholder spot eller
forhånelse af "troslærdom eller guds-dyrkelse", bemærkes indledningsvis,
at udtrykkene omfatter et trossamfunds indre og ydre religiøse liv, dvs.
trossætningerne (en eventuel trosbekendelse og de for religionen
centrale tekster) samt de institutioner, skikke, personer og ting
(rituelle handlinger mv.), ved hvilke samfundets gudsdyrkelse finder
sted. Begreberne omfatter derimod ifølge bestemmelsens forarbejder ikke
religiøse følelser, der ikke knytter sig til samfundets troslærdomme
eller gudsdyrkelse, herunder lærdomme af etisk eller social karakter
eller lignende.
Begrebet "spot" dækker latterliggørelse og er udtryk for mangel på
agtelse eller ringeagt for det, der spottes. "Forhånelse" er udtryk for
foragt for det, der hånes. Det må antages at ligge i disse ord, at der
skal være tale om latterliggørelse eller foragt af en vis grovhed,
ligesom det også fremgår af forarbej-derne til bestemmelsen, at straf
kun pådrages i "alvorlige" tilfælde.
I islams troslærdom kan ikke siges at gælde et generelt og absolut
forbud mod at tegne profeten Mu-hammed.
Det må lægges til grund, at der i islam ifølge hadith (der er skriftlige
fortællinger om profetens adfærd og rettesnor for den adfærd, som
muslimer skal lægge for dagen) gælder et forbud mod afbildning af
mennesker, som også omfatter afbildning af profeten Muhammed.
Billedforbudet efterleves dog ikke konsekvent af alle muslimer, idet der
forekommer billeder af Muhammed både i ældre tid og nutiden. I disse
tilfælde fremstilles profeten dog med respekt, herunder i en række
tilfælde uden ansigtstræk.
Det kan herefter ikke antages, at en tegning af profeten Muhammed i
almindelighed vil være i strid med religionens troslærdom eller
gudsdyrkelse, således som den praktiseres i dag, selv om visse grup-per
inden for troen efterlever billedforbudet fuldt ud. Allerede af den
grund kan en tegning af profeten Muhammed ikke i sig selv indebære en
overtrædelse af straffelovens § 140.
De foreliggende tegninger, der ifølge overskriften illustrerer
"Muhammeds ansigt", er imidlertid for nogles vedkommende ikke blot en
afbildning af profeten Muhammed, men en karikatur af denne.
En karikaturtegning af en helt central figur i islam som profeten
Muhammed kan efter omstændighe-derne indebære en latterliggørelse af
eller udtryk for foragt for muslimers troslærdom eller gudsdyr-kelse.
Tegningerne må ved vurderingen af, om dette er tilfældet, ses i lyset af
den tekst, som ledsager tegningerne.
I artiklens tekst anføres, at frygt for muslimers reaktion i en række
konkrete tilfælde har ført til selv-censur og medført, at kunstnere,
forfattere og andre undlader at udtrykke sig om kulturmødet mellem islam
og de sekulære, vestlige samfund med rod i kristendommen. I næste afsnit
anføres indlednings-vis, at det moderne sekulære samfund afvises af
nogle muslimer, der gør krav på en særstilling, når de insisterer på
særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Herefter anføres: "Det
er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må
være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggø-relse. Det er
bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke,
at religiøse følel-ser for enhver pris skal gøres til grin, men det er
underordnet i sammenhængen."
I det følgende afsnit fremgår, at Jyllands-Posten på denne baggrund har
opfordret medlemmer af dan-ske bladtegneres forening til at tegne
Muhammed, som de ser ham.
Det må på baggrund af denne tekst lægges til grund, at tegningerne er
bestilt af Jyllands-Posten med henblik på i en provokerende form at
debattere, om der i et verdsligt samfund skal tages særligt hensyn til
nogle muslimers religiøse følelser.
Tegningerne, som i afsnit 2 ovenfor er beskrevet som henholdsvis tegning
1, tegning 3, tegning 4, tegning 6, tegning 7, tegning 9, tegning 11 og
tegning 12, er enten neutrale i deres udtryk eller fore-kommer ikke at
være udtryk for ringeagt eller en ondsindet latterliggørende humor.
Disse tegninger kan derfor efter rigsadvokaturens opfattelse ikke anses
for strafbare efter straffelovens § 140.
Tegning 5 og tegning 10 omhandler kvinders stilling i et muslimsk
samfund og vedrører således so-ciale forhold i disse samfund og
samfundsmedlemmernes liv. PÃ¥ denne baggrund kan tegningerne ikke anses
for at indeholde tilkendegivelser om den islamiske troslærdom eller
gudsdyrkelse og er derfor ikke strafbare efter straffelovens § 140.
De to bevæbnede figurer på tegning 8 kan opfattes som en illustration af
et voldselement i islam eller blandt muslimer. Den stående mand, som kan
være et billede af Muhammed, afviser imidlertid, at der er grund til
vrede, og udtaler sig beroligende, hvilket må opfattes som en afvisning
af vold. Heller ikke denne tegning kan således anses at indebære spot
eller forhånelse af islams troslærdom eller gudsdyr-kelse, jf.
straffelovens § 140.
Tegning 2, der viser et bistert mandeansigt med en turban udformet som
en antændt bombe, kan op-fattes på flere måder.
Tegningen kan - hvis Muhammed opfattes som et symbol på islam - forstås
sådan, at der er udøvet vold eller bombesprængninger i islams navn.
Tegningen kan derfor ses som et indlæg i den aktuelle debat om terror og
som et udtryk for, at religiøs fanatisme har ført til terrorhandlinger.
Forstået på denne måde kan tegningen ikke anses at udtrykke foragt for
profeten Muhammed eller for religionen islam, men som udtryk for kritik
af islamiske grupper, der med henvisning til religiøse argumenter begår
terrorhandlinger. Ved denne forståelse er der klart ikke tale om en
overtrædelse af straffelovens § 140.
Tegningen kan også forstås sådan, at profeten Muhammed fremstilles som
en voldelig person og som en noget frygtindgydende eller skræmmende
figur.
De historiske beskrivelser af profetens liv viser, at han og hans
tilhængere under deres udbredelse af religionen har været involveret i
voldelige konflikter og væbnede opgør med personer og
befolknings-grupper, der ikke tilsluttede sig islam, og at både mange
muslimer og andre mistede livet i den forbin-delse.
Selv på denne historiske baggrund må en fremstilling af profeten
Muhammed som en voldelig person anses som en urigtig fremstilling, når
det sker med en bombe som våben, der i nutidig sammenhæng kan opfattes
som en hentydning til terrorisme. Denne fremstilling kan med god grund
opfattes som en krænkelse og fornærmelse af profeten, der er et
forbillede for troende muslimer.
En sådan fremstilling er imidlertid ikke udtryk for spot eller
latterliggørelse og næppe heller en for-hånelse i straffelovens § 140's
forstand. Begrebet forhånelse dækker over foragt og nedgørelse, hvilket
i sin normale forståelse ikke vil omfatte situationer, hvor en figur
fremstilles som på tegning 2, hvor-dan den end billedligt skal forstås
eller tolkes.
Også under hensyn til, at straffelovens § 140 efter forarbejder og
praksis skal fortolkes snævert, kan den krænkelse og fornærmelse af
profeten Muhammed, som tegningen kan opfattes som, herefter ikke med den
fornødne sikkerhed antages at være strafbar efter straffelovens § 140.
Uanset, om formålet med at offentliggøre tegningerne ifølge teksten i
artiklen har været at udtrykke "hån, spot og latterliggørelse" med det
formål at debattere, om der i et verdsligt samfund skal tages særligt
hensyn til nogle muslimers religiøse følelser, findes denne eventuelle
hensigt således ikke have fundet udtryk i tegningerne på en sådan måde,
at der foreligger en overtrædelse af straffelovens § 140.
Allerede som følge af, at forholdet ikke kan anses for strafbart efter
straffelovens § 140, er der ikke anledning til selvstændigt at vurdere,
om idømmelse af straf i sagen i givet fald måtte anses for at være en
krænkelse af EMRK artikel 10. Der har således ikke været grund til at
vurdere, om et indgreb i form af straf ville være et "nødvendigt indgreb
i et demokratisk samfund", dvs. om indgrebet ville forfølge et
anerkendelsesværdigt formål og være proportionalt, jf. EMRK artikel 10,
stk. 2.
Rigsadvokaten finder på den baggrund ikke grundlag for at ændre
Statsadvokaten i Viborgs afgørelse og tiltræder derfor beslutningen om i
medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, at indstille efterforsknin-gen
i sagen for så vidt angår overtrædelse af straffelovens § 140.
3.3. Straffelovens § 266 b
Efter straffelovens § 266 b, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel
indtil 2 år den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en
videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en
gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin
race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle
orientering.
Straffelovens § 266 b skal ligesom straffelovens § 140 under hensyn til
ytringsfriheden fortolkes snæ-vert.
Beskyttelsesinteressen i straffelovens § 266 b er en gruppe af personer
– tilhørende et flertal eller min-dretal - der forhånes eller
nedværdiges f.eks. på grund af deres tro, modsat straffelovens § 140,
hvor beskyttelsesinteressen er de religiøse følelser, der knytter sig
til troslærdom og gudsdyrkelse.
At der efter rigsadvokaturens opfattelse ikke foreligger en overtrædelse
af straffelovens § 140, medfø-rer således ikke, at det er udelukket, at
der kan foreligge en overtrædelse af straffelovens § 266 b.
Der er ikke tvivl om, at artiklen og tegningerne i Jyllands-Posten er en
"udtalelse eller anden medde-lelse", og at den er fremsat "offentligt",
jf. straffelovens § 266 b, stk. 1.
Spørgsmålet er herefter, om muslimer ved artiklen og tegningerne
"forhånes eller nedværdiges" på grund af deres tro.
Ved begrebet "forhånes" i § 266 b, stk. 1, forstås bl.a. udtryk for
ringeagt og latterliggørelse. Dette begreb må anses for at være
sammenfaldende med udtrykkene "spot" og "forhåner" i straffelovens §
140. Udtrykket "nedværdiges" i § 266 b, stk. 1, er ikke nærmere
defineret i forarbejderne, men blev indsat ved en lovændring i 1971,
hvor det samtidig blev tilkendegivet, at dette udtryk blev valgt frem
for en anden foreslået formulering for i højere grad at tilgodese
hensynet til ytringsfriheden. Det frem-går af litteraturen, at ytringer
kan virke nedværdigende, selv om de ikke forhånende. Det må imidlertid
antages, at også nedværdigende ytringer, der ikke er forhånende, skal
have en vis grovhed.
Tekstdelen i artiklen omfatter ikke muslimer generelt, men nævner
udtrykkeligt "nogle" muslimer, nemlig de muslimer, der afviser det
moderne sekulære samfund og gør krav på en særstilling i forhold til
deres religiøse følelser. Denne sidstnævnte persongruppe må anses for
omfattet af udtrykket "en gruppe af personer" som nævnt i § 266 b, men
teksten i artiklen kan ikke anses for at være forhånende eller
nedværdigende over for denne gruppe - heller ikke når den ses i
sammenhæng med tegningerne.
Som nævnt i afsnit 3.2. forestiller tegningerne i artiklen ifølge
overskriften Muhammed. De tegninger, der må antages at være billeder af
Muhammed, forestiller en religiøs figur, og der er ingen af disse
tegninger, der kan anses at være møntet på muslimer generelt. Der er
endvidere ikke noget holdepunkt for at antage, at det har været
hensigten med tegning 2 at fremstille muslimer i almindelighed som
voldsudøvere eller tilhængere af vold eller endda som terrorister.
De tegninger, der afbilder andre personer end profeten Muhammed,
indeholder ikke tilkendegivelser, der vedrører muslimer generelt.
Endvidere er fremstillingen af muslimer i disse tegninger heller ikke
forhånende eller nedværdigende. Heller ikke, når tegningerne
sammenholdes med tekstdelen i artiklen, er der grundlag for at antage,
at der med tegningerne fremsættes tilkendegivelser, der omfatter
musli-mer generelt.
Rigsadvokaturen finder herefter ikke, at der ved artiklen "Muhammeds
ansigt" og tegningerne forelig-ger en overtrædelse af straffelovens §
266 b.
På den baggrund kan rigsadvokaturen ligeledes tiltræde, at
efterforskningen i sagen er indstillet for så vidt angår overtrædelse af
straffelovens § 266 b.
4. Afslutning
Som det fremgår af afsnit 3.2. og afsnit 3.3. ovenfor, finder
Rigsadvokaten ikke grundlag for at ændre Statsadvokaten i Viborgs
afgørelse og tiltræder derfor beslutningen om i medfør af
retsplejelovens § 749, stk. 2, at indstille efterforskningen i sagen
både for så vidt angår overtrædelse af straffelovens § 140 og
straffelovens § 266 b.
Selv om der således ikke er grundlag for at rejse tiltale i sagen,
bemærkes dog, at begge de nævnte bestemmelser i straffeloven - og også
andre straffebestemmelser, f.eks. om ærekrænkelse - indeholder en
begrænsning i ytringsfriheden. Bestemmelsen i straffelovens § 140
omfatter religiøse følelser, der beskyttes mod spot og forhånelse, og
straffelovens § 266 b omfatter grupper af personer, der beskyttes mod
hån og nedværdigelse bl.a. på grund af deres tro. I det omfang,
offentligt fremsatte tilkendegivel-ser er omfattet af disse
bestemmelser, er der derfor ikke en fri og ubegrænset adgang til at ytre
sig om religiøse emner.
Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i
artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med
ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og
at man må være rede til at finde sig i "hån, spot og latterliggørelse".
Henning Fode
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk