---

»Mens de fleste oppositionspolitikere har begravet sig i møder, som
statsministeren burde have holdt, i semantiske diskussioner af enkelte ord i
et dokument, i Arlas arabiske afsætning, i tolkningen af Kofi Annans
egentlige hensigter osv., har befolkningen stillet sig et helt andet og mere
grundlæggende spørgsmål: Hvem står på vores side, når det gælder om at
forsvare danskerne mod ufrihed og fremmedåg?
Det kan forekomme primitivt og gammeldags for de værdirelativister og
globaliseringsbegejstrede, der i grunden ikke mener, at der er noget at
forsvare, men at det hele drejer sig om at åbne landet maksimalt for fremmed
indflydelse. Det er ikke desto mindre sådan, folk tænker, og folkets
meninger er en hård krabat i et demokrati.
Derfor er det blevet så vigtigt at finde ud af, hvem der er bukke, og hvem
der er får. For nu skiller vandene, og det ry, man har fået på sig i denne
situation, vil følge én resten af livet og i historiebøgerne derefter. Det
ved mange af de bedst begavede kombattanter også udmærket.
Det er derfor, striden er blevet så uforsonlig. Man er nødt til at vinde,
for det er vinderen, der skriver historien. Derfor bliver Politikens
artikler stadigt mere desperate, og derfor går politikerne i disse dage ud
og markerer sig med så klare standpunkter, at de ikke er til at misforstå.
Historien vil ikke vise ringeste sympati for de valne, som med forbehold og
men'er og uld i mund har danset rundt om den varme grød.«