Ytringsfrihed er ikke til salg
Af Morten Homann, folketingsmedlem (SF)
DEBATTEN OM tegningerne af Muhammed har fået mange til at ryste på
hånden ift. demokrati og ytringsfrihed. Vel er det uhyggeligt, hvad
der foregår i Mellemøsten i disse uger. Og vel er det ubehageligt for
danske virksomheder at miste eksportindtægter.
Men hvis presset får os til at give det mindste køb på
ytringsfriheden, så har de totalitære og antidemokratiske kræfter
allerede vundet.
Ytringsfriheden, som er selve grundlaget for demokratiet, må og skal
vi aldrig gå på kompromis med. I den nuværende situation er der som
aldrig før brug for, at vi står sammen og viser, at vi ikke lader os
kue af ekstreme fundamentalisters vanvittige ideer. Ytringsfriheden er
ikke til salg - heller ikke selv om det går ud over eksportindtægter.
Det er en livsvigtig debat, Jyllands-Posten har rejst med sine
tegninger. Og reaktionerne fra en række muslimske imamer i Danmark
viser, at det er mere nødvendigt at tage debatten og forsvare
ytringsfriheden, end de færreste havde drømt om. I et åbent demokrati
skal alt kunne diskuteres og portrætteres. Man kan sagtens pålægge sig
selv religiøse leveregler eller lignende. Men det kan aldrig blive
regler, man kan presse ned over resten af sine medmennesker.
Det er da absurd, at vi i Danmark har problemer med at få illustreret
en børnebog, fordi tegnere frygter for konsekvenserne af at tegne
Muhammed. Ligesom som det var absurd, at Salman Rushdie ikke kunne
skrive en bog, hvor han lavede satire over Muhammeds liv.
Dengang bakkede presse, regeringer, forfattere og forlag verden over
op. Billedet har været noget mere mudret denne gang.
Det handler ikke for fem øre om den i øvrigt hidsige tone i
udlændingedebatten i Danmark. Det handler om, at vi aldrig må
acceptere, at hensynet til politiske, kulturelle og religiøse dogmer
lægger begrænsninger på ytringsfriheden. Giver vi køb på det, giver vi
samtidig køb på at være et åbent og demokratisk samfund.
http://www.jp.dk/morgenavisen/mmeninger:aid=3557668/