I dagens JP kan på:
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3564606
læses et læserbrev af undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder,
som skriver:
==
De sætter pletter på flaget
Af BERTEL HAARDER kirke- og undervisningsminister
HVEM ER DET dog, der spreder de ejendommeligste negative påstande om
Danmark rundt om i verdenspressen? Er det turister eller andre
besøgende, som har haft dårlige oplevelser?
Svaret er: Det er danskere, tilmed danskere som burde vide bedre, men
som åbenbart sætter en ære i at sværte deres eget land til over for
forsvarsløse udenlandske pressefolk, som jo ikke forstår dansk og derfor
ikke kan høre og se med egne øjne og øren.
De rejsende imamer er det værste eksempel. De løj og bedrog med
selvopfundne historier og billeder for at skade Danmark mest muligt. Det
var dem, der derved forårsagede og forværrede følelsen af krænkelse hos
millioner af muslimer. Hvad kalder man den slags?
Lodrette løgne
Dagbladet Informations USA-korrespondent Martin Burchardt er et andet
forfærdeligt eksempel. Han har spredt lodrette løgne om Danmark i nogle
af USA's førende medier. Om at vi ikke godkender muslimske menigheder
(samme løgn, som den egyptiske ambassadør har hidset sit land op med).
Sandheden er, at vi har godkendt 19 muslimske menigheder, hvis medlemmer
gennem fradrag for kontingenter kan få et indirekte statstilskud, der er
dobbelt så stort som det, staten giver pr. medlem til folkekirken.
Han hævder også, at muslimer har fået nægtet tilladelse til at bygge
moskéer. Sandheden er, at der er masser af moskéer, og at der gælder
samme regler for muslimske byggerier som for andre.
Sat grundigt på plads
Hans påstand om, at der ikke er muslimske kirkegårde i Danmark, er lige
så absurd og selvmodsigende, når han samtidig nævner skændingen af en
enkelt muslimsk kirkegård som endnu et eksempel på dansk islamofobi. Han
blev heldigvis i et tv-program sat grundigt på plads af en tysk kollega,
der tværtimod fremhævede dansk tolerance og respekt for
menneskerettigheder. (Jyllands-Posten 16/2)
Martin Burchardts påstande er nu imødegået i et indlæg, der er sendt til
de pågældende blade af kirkeministeriets departementschef. Men bliver
det optaget, og hvem læser det? Pletten på det danske flag er svær at
viske af.
I sin avis Information giver smædeskriveren en smagsprøve på, hvad han
siger til sine amerikanske venner: »Vi ved jo, at Danmark i de seneste
år har udviklet sig til at være det mest fremmedfjendske land i Europa
side om side med Holland. Nu forstår hele verden, hvad der er sket i
Danmark. I USA har Danmark et fantastisk godt ry. Det er nu blevet
skyllet godt væk.« - Ja, man må sige, han selv gør, hvad han kan, og med
usande påstande! Hvorfor?
Det tolerante folk
I Stockholm sidder Drude Dahlerup og siger det samme. Hun som i
anti-EU-bevægelsen har været med til at appellere til frygten for
indvandring fra EU. Hun udbreder sig gerne om danskernes
fremmedfjendskhed. Ligesom den danske kulturperson, der i svensk tv
beskrev den danske kulturkanon som endnu et eksempel på dansk
fremmedfjendskhed.
I Sverige er det åbenbart let at komme i medierne, hvis man siger noget,
der kan bruges imod Danmark. Men sandheden er, at danskerne er et af de
mest tolerante folk i Europa med kun ringe modvilje mod andre religioner
og blandede ægteskaber, sammenlignet med andre lande. Det er gang på
gang blevet dokumenteret. Dertil kommer, at racistisk vold i modsætning
til vore nærmeste nabolande er stort set ikke-eksisterende i Danmark.
Pletten svær at fjerne
Jeg opdagede det allerede som integrationsminister. Svend Auken sagde
f.eks. om den danske udlændingepolitik til en tysk avis, at den var
værre end Jörg Haiders (Davon konnte Jörg Haider nur träumen)! Tyskerne
måtte jo tro det, når en så fremtrædende dansk politiker sagde det. At
Aukens eget parti senere tiltrådte hele udlændingeloven, siger jo blot,
hvor lidt man kunne regne med hans udtalelse, men da var pletten på
Dannebrog svær at viske ud.
Bashy Quarashi fik på samme måde en forside i Financial Times: "Denmark
leading in racism". Man kan altid komme i avisen, når man bagtaler sit
land.
Smæderierne er utilgivelige. Til gengæld har det været en utrolig varm
oplevelse at følge mange danske muslimer i denne sag. Ikke blot Naser
Khader, men også ham, der på tv næsten hulkede: »Det er også mit flag,
de brænder. Jeg elsker Danmark.« Eller forfatteren Rushy Rashid, der, så
vidt jeg hørte, udtalte, at hun gerne ville bevidne, at Danmark er et af
de bedste lande at være muslim i.
Mehmet Yüksekkaya (formand for Fælles Fremtid) har sagt kloge ting om
danskernes konfliktskyhed, der afholder os fra at »insistere på egne
værdier, normer og idealer såsom ligestilling, demokrati og
antiautoritære normer« (Ugebrevet A4). Og den iranske professor
Mozaffari, der giver os følgende opsang:
»Om færre end 10 år vil vi have 25 millioner unge muslimer i Europa.
Hvis disse unge ikke konsekvent opdrages til demokrati, vil vi få et
stort politisk problem i Europa. Det er bydende nødvendigt, at vi ikke i
tolerancens navn giver indrømmelser til de anti-demokratiske kræfter,
der findes inden for islam.« (Weekendavisen 10/2).
Pas på Danmarks navn
Tænk, hvis danske intellektuelle, incl. forfattere, PEN-medlemmer osv.
kunne stå sammen om det. Men det kan de beklageligvis ikke. Ligesom
under Den Kolde Krig.
Tænk, hvis Nyrup og Villy Søvndal ville lade være med at påstå i
Europa-Parlamentet og arabisk tv, at det er statsministerens afvisning
af at holde møde om avisartikler, der er skyld i hele miseren. Det tyder
intet på. Det er plat partipolitik, der har skadet Danmark utroligt
meget.
Lad os dog stå sammen om at værne om Danmarks navn og i hvert fald
undlade at udsprede usandheder og overdrivelser. Hvis man ikke vil synge
som i flagsangen: "Hver glans, hver plet vil jeg bære", så kan man dog i
det mindste lade være med at sætte pletter.
==
Hvad sker der mon i Sverige med folk, der i udlandet spreder løgne om
Sverige og den svenske regering?
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk