LR <asda@das.dd> wrote:
> I dk.politik.indvandring kom jeg i en diskussion til at se på kristendommen
> i middelalderen. Her afbrændte man (blandt utallige andre nederdrægtigheder)
> hekse på bålet i Guds navn.
Det er direkte forkert. Hekseafbrændingerne foregik /efter/
middelalderen, som i Danmark sluttede med reformationen [1536].
DSDE: hekse
Den europæiske hekseforfølgelse. Oldtiden og middelalderen kendte ikke
til hekseprocesser, og oplysninger om heksetroen i denne periode er
sparsomme. Den romerske forfatter Apuleius omtaler i Det Gyldne Æsel
(ca. 160 e.Kr.) forestillingerne om de thessaliske hekse, som smører
deres nøgne krop ind i en salve, der forvandler dem til ugler, inden de
drager af sted på deres natlige ridt. I Lex Salica (en stammelov for de
saliske frankere ved den nedre Rhin, optegnet ca. 500) hedder det, at
hvis en heks (lat. strix) overbevises om at have ædt et menneske, skal
han eller hun idømmes mandebod for mordet. I Karl den Stores lov for de
nykristnede saksere (ca. 787) blev det forbudt at foretage henrettelser
af mænd og kvinder, som ifølge hedensk opfattelse var menneskeædende
hekse. Middelalderkirken anså heksetroen for hedensk overtro, og i den
såkaldte Canon episcopi fra 900-t., som i 1100-t. indlemmedes i Decretum
Gratiani, indskærpedes det præsterne at prædike imod dem, der var
enfoldige nok til at fæste lid til de kvinder, som påstod at have redet
gennem luften i gudinden Dianas følge på bestemte nætter sammen med et
utal af andre kvinder. Ved flere lejligheder fordømte kirken
hekselynchninger. Om tre kvinder, der i 1090 nær München blev brændt som
giftblandersker og fordærvere af mennesker og afgrøder, hedder det
således i en gejstlig krønike, at de døde som martyrer.
Nyere forskning er enig om at se hekseprocesserne som et
renæssancefænomen. Egentlige hekseprocesser dukker først op i 1400-t.:
1420 i Rom, 1428 i Todi i Norditalien og samme år i Valais i Schweiz.
Middelalderen ud var hekseprocesserne stort set begrænset til egnene
omkring Alperne og Pyrenæerne. Innocens 8.s berømte heksebulle fra
5.12.1484 havde således kun lokal virkning, og heller ikke Malleus
maleficarum, en håndbog i hekseprocesser udsendt 1487 af inkvisitoren
Heinrich Kramer, viser sig at have haft så megen indflydelse som
tidligere antaget. I langt højere grad synes folketraditionen at være
blevet påvirket af hetz fra prædikestolene og af de mange flyveblade,
der i store oplag spredte nyhederne om hekseprocessernes rystende
afsløringer. Hvor man blev udsat for massiv propaganda, kunne de føre
til kaos i det folkelige forestillingsunivers med deraf følgende
heksepanik og masseforfølgelse. Men de allerfleste steder forløb
hekseforfølgelsen som enkeltprocesser og drejede sig om konkrete,
magiske skader, som de anklagede blev forhørt om, uden at der blev
stillet spørgsmål om djævlepagt. Det er betegnende for øvrighedens
holdning, at ca. halvdelen af sagerne endte med frifindelse. Først
1575-1675 nåedes højdepunktet i den europæiske hekseforfølgelse, men
allerede fra 1660 var processerne på retur de fleste steder i
Vesteuropa. I Østeuropa fortsatte de derimod langt op i 1700-t. Den
sidste lovlige heksebrænding fandt sted i Polen 1793. I alt regner man
med, at forfølgelsen kostede 50000 menneskeliv, overvejende kvinder,
heraf mere end en tredjedel i Tyskland.
Fra Danmark kendes først hekseprocesser efter Reformationen, se Køge
huskors og Maren Splids. I alt blev der formentlig brændt tusinde
mennesker herhjemme; den sidste heksebrænding fandt sted på Falster i
1693. Tidligst holdt heksebålene op i Sydeuropa. Det skyldtes den
konservative indstilling hos inkvisitionen, som holdt fast ved den
middelalderlige opfattelse af heksetro som hedensk overtro. Allerede i
1526 indstillede den spanske inkvisition heksebrændingerne. Da de
genoptoges i 1610 under påvirkning af heksehysteriet i Frankrig, blev
der foranstaltet en grundig undersøgelse. Inkvisitoren Alonso de Salazar
Frías berejste Baskerlandet i otte måneder og forhørte et par tusinde
mennesker. I sin rapport fastslog Salazar, at der ikke var fundet
beviser for en eneste heksehandling. Heksepanikken skyldtes løse rygter
og propaganda, for, som han skriver, "der var hverken hekse eller
forheksede, før man begyndte at tale og skrive om dem". Nu ophørte Den
Spanske Inkvisition definitivt med at brænde hekse. En lignende skepsis
udvistes af den romerske og portugisiske inkvisition. For
hekseforfølgelsen i den nye verden betød det, at på samme tid, som det
protestantiske Nordamerika dømte hekse til bålet i dusinvis, blev ingen
brændt for hekseri i det katolske Latinamerika, hverken i de spanske
eller de portugisiske kolonier.
Den folkelige heksejagt. Efter hekseprocessernes ophør fortsatte
forfølgelsen på et folkeligt plan med overfald, mord og lynchninger. Det
sidste danske heksemord fandt sted i Brigsted ved Horsens år 1800.
Sådanne overgreb er fortsat til 1900-t.s slutning i økonomisk
tilbagestående områder af Europa, hvor man har holdt fast ved
heksetroens barske livsfilosofi. Hekseforfølgelse er ikke noget specielt
for den vestlige verden. Kina oplevede en slags heksepanik i 1768, og i
Afrika har der i 1900-t. været den ene heksefinderbevægelse efter den
anden. Dog er det uden for Europa almindeligt at skåne heksene, blot de
bekender deres "hekseri" og beder om tilgivelse.
==
Quod erat demonstrandum.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk