---

Kartofler som stenaldermor lavede dem, hvis hun havde haft en
foodprocessor (og ikke olie/fedt)



"Jeg kan lide blød mad", sagde min søn

Da han var to år. Jeg var lidt stolt af hans tidlige forsøg på at
generalisere, men også ærgerlig over at min råkost-fanatisme på det
tidspunkt, ikke var smittet af.

Siden er jeg blevet hedonistisk borgerdyr og fastfood-menneske og
buler ud og nyder livet og giver efter for fristelser - men mad, der
skal tygges længe, synes jeg stadig der er noget SEJT ved.

Tyggegummi er åndsvagt, men en senet bøf får dig til at føle dig som
stenaldermand."Rør ved mig, så jeg føler at jeg lever" siger mine
tænders rodhindefibre (og bliver ikke adlydt så meget, at paradentosen
holdes stangen)

Mine fiberrige bageeksperimenter dengang var et blindspor, stort set,
men det er dejligt at håndværksbagere og Bisca m.m. snobber for fibre
og har begået genistreger mht at give maden "slagger" uden at den
bliver trist.

Fordi jeg i disse kolde dage leger kakkelovn med en bordgrill tæt ved
min komputer, så jeg nyder strålevarmen, så lever jeg af småspisning
af friskvarmet mad, og er p.t. vild med skiveskårne kartofler, der er
et par gange tykkere end franske kartofler og uden fedt og salt.

De behøver ikke steges helt til tørhed, og hvis de gyldnes af
Maillard-proces hvor protein og kulhydrat fortættes til sukret
velsmag, så er det særlig godt, og i fødselsøjeblikket er dette
smagsstof langt bedre end hvad kendes fra pommesfritter og
langtidsholdbare snacks.

Løg- og kartoffelskiver(tørstegte og næstentørstegte), der er spinnoff
af vinteropvarmning bliver hurtigt mere end der er appetit til, og
ryger så sammenmast i plastikpose i fryseren til senere brug (som
hvad ved jeg ikke, forslag høres gerne, måske blandet med hakket kød i
tortilla-wrap), og måske ved hurtig nedfrysning noget af den netop
opståede gyldne smag kan bevares, men den fine, nys-opståede sprødhed
kan selvfølgelig ikke.

Når det indre af kartoffelskiven har kogt og bulet ud , er det
perfekt.Ligegyldig hvad, er kartoffelskiver, der ikke er friturestegt
til bindevævs-destruktion (som et Kims-produkt-for-sjov er) noget sejt
noget - der skal tygges og tygges, og det er jeg endnu ikke blevet
træt af. Vi har visdomstænder, fordi vi i stenalderen havde langvarigt
tyggearbejde, som en hund med gnaveben. Måske både karies og
paradentose ville være ukendt, hvis vi havde beholdt den vane, men det
er utopi. Utopier er dog sjove at lege med, nu og da

Jeg bilder mig ind at kunne huske franske kartofler,snacks, der var
lidt som det, jeg laver nu - som var af skiveskårne kartofler og ikke
af kartoffelpulver og havde meget gylden/orange/rød
Maillard-proces-smag i stedet
for krydderier.

Var der engang da franske kartofler og brasekartofler og pommesfritter
overlappede ret meget?

Svejtsiske røsli-pandekager er gået af mode - jeg tror at her er en
guldgrube for fremtidens opfindere af fedtfri, sunde
snacks/middagsretter med mere fibre end de nuværende og mindre fedt -
men måske samme sprødhed og sulten-for-sjov aspekt.

Alt hvad smager godt, er fedende, er dog en naturlov, man vanskeligt
kommer uden om.

"Sålænge som kartofler overhovedet har en skræl/skal der nogen til at
skrælle dem, for de kan jo ikke selv" sang vi som som spejdere, men
Baden-Powel militaristerne var altså i lommen på
madraffinerings-industriens snobbepjat, for det er helt unødvendigt at
fjerne
kartoffelskrællen, ligegyldig hvordan man spiser kartoflerne
(jeg har dog til gode at spise kartoffelmos med skræller i, men why
not?)