http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=435926
Islamister i London truer Danmark
Fundamentalistisk muslimsk gruppe i London opfordrer via internettet til
opgør og demonstrationer mod Danmark. »Se hvad der skete med Theo van Gogh«,
advarer gruppens talsmand.
Af Lea Wind-Friis
Med dødstrusler og billeder af Dannebrog i flammer opfordrer den
London-baserede islamistiske gruppe Al-Ghurabaa muslimer til at »stå sammen
og forsvare profetens ære«.
Dødsstraf for at fornærme profeten
»De tegninger, der for nyligt blev trykt i en dansk avis (Jyllands-Posten)
og som blev genoptrykt i en norsk avis, den franske avis France Soir, den
tyske avis Die Welt, spanske og italienske aviser, og som har fornærmet
profeten Muhammed, medfører den islamiske dødsstraf for gerningsmændene. For
profeten sagde: Dræb den, der fornærmer profeten«, skriver gruppen på sin
hjemmeside alghurabaa.co.uk.
Gruppen opfordrer til at møde op foran den danske ambassade i London i
morgen klokken to om eftermiddagen.
»Husk Theo Van Gogh«
Anjem Choudary, der er talsmand for gruppen, siger til Politikens netavis:
»Det er ikke op til mig at udstede en fatwa. Men det står i koranen, at der
er dødsstraf for at fornærme profeten. Se hvad der skete med Theo van Gogh i
Holland, så forstår du, at muslimerne skal tages alvorligt. Vi er de første
til at demonstrere, de første til at forsvare profeten«, siger han.
Han tilføjer, at vreden skyldes manglende frihed til at praktisere den
muslimske tro.
Beskylder Danmark for blasfemi
Danmark, Norge og Frankrig kaldes på hjemmesiden for »helvedes treenighed«.
Under overskriften »Dræb de, der har fornærmet profeten«, beskrives Danmark
som et land, der har tradition for at være blasfemisk over for islam:
»Sidste år offentliggjorde Danmarks dronning sin misfornøjelse med islam og
med de, der dedikerer hele deres liv til religionen. Tidligere har den
danske regering gjort det lovligt at nægte en muslimsk kvinde, der arbejder
i et supermarked, at bære tørklæde«, står der.
Teksten fortsætter:
»Desuden er Danmark en allieret i krigen i Irak med 500 soldater
udstationeret i det sydlige Irak«.
Tilhængere af Omar Bakri
Herefter citeres det fra koranen, hvordan man skal slå hårdt ned på
fornærmelser mod profeten.
Gruppen Al-Ghurabaa er dannet af tilhængere af den islamistiske leder Omar
Bakri, der blev udvist fra Storbritannien efter terrorangrebet i London i
juli 2005. Han dannede blandt andet en afdeling af bevægelsen Hizb Al-Tahrir
i London.
/Mikael