---

Uddrag fra en utrolig god artikel i Poliltiken i dag:

Af Nils Bredsdorff


.... Der findes ikke en muslimsk eller en kristen ytringsfrihed. Der findes
ytringsfrihed. Eller ingen ytringsfrihed. En af hovedforfatterne bag FN's
berømte Arab Human Report har sagt, at betingelsen for politisk og økonomisk
udvikling i den arabiske verden er »en total respekt for
nøgle-frihedsrettighederne som tænke-, ytrings- og forsamlingsfrihederne«
(Nader Fergany).

-------------

Det store problem er imidlertid ikke Anders Fogh, men os selv. Vi - de
venstreintellektuelle og kulturradikale, det kulturelle mellemlag, vi
forfattere, læger, psykologer og grundtvigianske præster holder os tilbage
fra debatten, eller hvad værre er: kritiserer højrøvet og højt hævet over
den gemene tummel tonen i debatten. Vi skal tale pænt, høfligt og
respektfuldt om og til de forfulgte muslimske medborgere, hedder det - og
ikke forhåne deres tro. Der er jo trods alt forhold, der ikke er omfattet af
ytringsfriheden og den demokratiske debat, såsom følelser, tro og den slags.
Ikke? Religiøse følelser er nu engang mere hellige end andre følelser, for
ikke at tale om politiske holdninger. Opinionsdannerne - eller rettere de
tidligere, detroniserede opinionsdannere, som pastor Langballe præcist siger
det - kan ikke lide de skærpede modsætninger, som langsomt er vokset op
under netop de samme opinionsdanneres og pæne menneskers stiltiende venten
på bedre tider og lytten til tonen i debatten.

De eksperter, meningsmagere og smagsdommere, som regeringen har presset
hårdt de sidste par år, har alt for længe tiet stille med deres kritik af
den udvikling, som man har skullet være blind for ikke at kunne se. Vi har
alt for længe udvist en falsk respekt for standpunkter, vi inderst inde ikke
respekterede eller ikke forstod et kuk af. Vi har bevidst set igennem fingre
med religionernes undertrykkende sider, den systematiske tilsidesættelse af
menneskerettigheder og modsætningen mellem sharia og Krarups
menneskeforagtende lutherske trolddomslære på den ene side og de universelle
menneskerettigheder på den anden. Eller den katolske kirkes eller de
amerikanske (og danske) protestantiske kristne bevægelsers reaktionære
politik, som bekæmper prævention og fri abort.

Vi har til nød angrebet det religiøse vanvid, men kun hvis det bare blev
messet af en 'hvid'. Eller grinet ad Bushregeringens 'genfødte' kristendom.
Omvendt racisme hedder det - pastor Krarups kamp mod oplysningen, fornuftens
og menneskerettighedernes herredømme, som han mener er den største ulykke
for menneskeheden, har ofte mødt rå og ubarmhjertig opposition. Men de
fleste debatdeltagere og opinionsdannere har tænkt, at man ikke skal angribe
en i forvejen forfulgt og forhånet minoritet, selv om den et godt stykke af
vejen deler præstens syn på Guds centrale plads i det politiske liv og på
oplysningens og menneskerettighedernes forbandelse.

Men det er forkert - vi skal kritisere dem, der angriber og forhåner
indvandrere og flygtninge, fordi de er indvandrere og flygtninge. Vi skal
angribe de indvandrere og flygtninge og etniske danskere, som vil indskrænke
ytringsfriheden, og som vi mener, det er værd at kritisere. Og vi skal ikke
umyndiggøre dem ved at tale pænt ned til dem, men angribe dem på linje med
de grupper af danske fundamentalistiske kristne, reaktionære og
højrefløjspolitikere, som vi ynder at kritisere. Det religiøse højre er
overalt i verden på fremmarch og forsøger at sætte sig på de politiske
dagsordener: fra de nye kristnes 'intelligent design' og opgør med Darwin
til pavens oprustning af Vatikanets politiske kampagner; fra de
serbisk-ortodokse og de katolske kirkers vigtige rolle i de etniske og
nationalistiske massakrer på Balkan til de pakistanske fundamentalisters
groteske praktisering af sharia-voldtægtslovgivningen. "



Netop! Læs selv resten.