Per Rønne skrev:
> I dagens Jyllandsposten bringes på:
>
>
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3507978
>
> en kronik af den venstreorienterede lærer og forfatter Kåre Bluitgen,
> som jeg citerer fra:
>
> ==
> Kronik: Den nye gamle racisme
>
> Af Kaare Bluitgen, forfatter, København
>
> Skal Koranen forbydes? Spørgsmålet kan synes absurd, men er blevet
> relevant i forhold til diskussionen om ytringsfrihedens grænser.
>
> »Dræb de vantro!« Jeg underviser nu og da på lærernes efter- og
> videreuddannelse, og her blev jeg en dag konfronteret med et af
> hverdagens problemer: Elevernes indbyrdes sprog var til tider meget
> grimt, og derfor havde en lærer grebet ind overfor en hidsig drengs
> udtryk. Men da det viste sig, at det var et citat fra Koranen, blev
> lærerne usikre. Skulle de forbyde udtrykket vel vidende, at de ville
> blive beskyldt for at hetze mod islam og stigmatisere muslimske elever?
>
> Man kan også spørge, om det skal være tilladt at nedgøre og true andre
> mennesker under dække af citater fra såkaldt hellige bøger.
>
> Højesteret har bestemt, at begrebet racisme skal forstås i sin udvidede
> og i dagligdagssprogets aktuelle form. Dvs. som forskelsbehandling eller
> afstandtagen fra grupper, som godt kan være af samme race som én selv.
>
> På et sådant bedømmelsesgrundlag bliver Koranen til en bog, der prædiker
> racisme. Igen og igen opfordres der til forfølgelse af og drab på dem,
> der tror på flere guder.
>
> De kristne og jøderne skal pålægges en særskat. Ethvert menneske, der
> ikke er muslim, skal underordnes disse.
>
> ...
>
> Det er ikke kun i Koranen, at man kan finde denne form for racisme. Den
> mest berømte muslimske levnedsskildrer af profeten Muhammeds liv er Ibn
> Ishaq. I hans omfangsrige værk "Sirat Rasul Allah", der bygger på
> profetens samtidiges beretninger, citeres Allahs sendebud for udsagn
> som: »Dræb enhver jøde, det står i jeres magt.« Hadske udfald mod
> kristne, digtere og beduiner er der mange af samt utallige opfordringer
> til forskelsbehandling af kvinder og afstandtagen fra mennesker, der
> dyrker flere guder.
>
> Muhammed lod en mand og kvinde fra Medina, der havde begået
> ægteskabsbrud, stene uden for sin moské. Han bestemte, at ægteskaberne
> mellem muslimer og hedninge skulle opløses. Det blev også forbudt at
> deltage i begravelsen af en vantro.
>
> Natten efter at Muhammed havde beordret en massakre på mange hundrede
> jødiske mænd, der havde overgivet sig, tog han en af deres kvinder til
> sig. Ved en anden lejlighed beordrede Muhammed tortur af en jødisk
> skatmester, der ikke ville afsløre sine gemmesteder. Til sidst blev han
> halshugget. Hans syttenårige kone blev ført forbi sin mands lig.
> Muhammed kastede sin kappe over hende, så alle kunne se, hvem der havde
> valgt hende. Samme aften blev hun gift med Muhammed og skulle overnatte
> i hans bevogtede telt.
>
> ...
>
> Muhammed var en enestående profet på den måde, at han ernærede sig og
> sine folk ved plyndringstogter. Som den første af alle profeter gav
> Allah ham lov til at tage bytte: både ædelmetaller, dromedarer, kvinder
> og børn. Og Allah åbnede både Vesten og Østen for ham.
>
> Ved flere lejligheder gav Muhammed sine tilhængere lov til at lyve over
> for ikke-muslimer, og han forfulgte nådeløst digtere og sangerinder, der
> havde fornærmet ham. Han kunne give amnesti til krigere, der havde
> kæmpet mod ham med våben, men ordets magt var for farlig.
>
> Allahs profet var konsekvent i sin ødelæggelse af andre kulturers
> religiøse symboler. Gudestøtter blev smadret eller brændt, hellige træer
> omhugget og billedkunsten raderet bort. På sit dødsleje slog han fast,
> at alle andre religioner end islam skulle væk fra Arabien.
>
> Det er klart, at sådanne tanker og handlinger sætter sig dybe og varige
> spor i et barnesind. Et barn, der blot lærer at recitere Koranen og ikke
> får hjælp til at bearbejde de forskrækkende indtryk, kan tage skade for
> livet. Og de mange regler om haram og halal, forbudt og tilladt, gør, i
> fundamentalistens øjne, integration i Danmark umulig. Regler om
> spisning, samvær og forholdet mellem kønnene bevirker, at børn og unge
> af fundamentalistiske forældre nødvendigvis må isolere sig fra danske
> klassekammerater. Muslimske børn, der har fået lov til at lege med mine
> børn i gården, har ikke måttet komme på besøg hos os og omvendt.. Andre
> har ikke måttet komme til børnefødselsdag, og atter andre taler i et
> utroligt hadsk og nedsættende sprog, fordi min datter ikke går med
> tørklæde, og min søn spiser svinekød. Dertil kommer de velkendte
> problemer fra skoledagen i forhold til svømning, gymnastik, billedkunst,
> feriekalender, klassefester og lejrskoler; og krav om bederum, separat
> køkkenudstyr, fredagsfri til bøn og skolebod efter forestillingerne om
> rent og urent stammende fra Mosebøgerne og videreført i Koranen.
>
> Tager man Koranen og traditionerne om Muhammeds udtalelser og gerninger
> bogstaveligt, er man nødt til at ghettoisere sig selv. Det er frivillig
> afstandtagen fra det solidariske fællesskab og lukken døren bag sig i
> parallelsamfundet.
>
> Det er naturligvis langt fra alle muslimer, der er fundamentalister. Men
> troen på én sandhed er al hads moder. Hermed gøres anderledes tænkende
> til løgnere, kættere, vantro osv. Dem flyder det med i Koranen. Man kan
> bestemt også finde horrible udsagn i Det Gamle Testamente, men det helt
> afgørende er naturligvis, om man betragter skriften som Guds udtalte
> ord, der derfor skal efterleves, eller om man har en historisk tilgang
> til teksten.
>
> Det religiøse had kan forstærkes af social marginalisering, men
> problemet er, at vi i Danmark, uanset om vi ligger nærmest Adam Smith
> eller Karl Marx, tror, at det sociale er alt afgørende. Sådan har vi set
> på os selv og resten af verden i et par århundreder. Den religiøse
> forurening af det offentlige rum har i årtier været så usynlig, at vi
> simpelthen ikke forstår den rolle, den kan spille. Og som den givet
> kommer til at spille fremover. Og tolerancen er den sikre taber.
>
> Før Muhammeds tid var Mekka en multireligiøs by, men da han fik magten,
> reserverede han den udelukkende for muslimer. Overenskomster indgået med
> vantro, de i Koranen såkaldt "urene", blev ophævet. Mekka er stadig en
> "ren" by. Der ville nok blive et større postyr, hvis København blev
> forbeholdt kristne eller asetroende, men jeg kender ingen muslim, der
> har boykottet valfarten til islams helligste by i protest mod denne
> groteske racisme, der kun havde sit sidestykke i "whites only"-områderne
> i apartheids Sydafrika.
>
> Religiøse konflikter har været fraværende i årtier i det danske samfund,
> og da de kom, behandlede vi dem af gammel vane som sociale problemer.
> Derfor står integrationen på samme niveau som for tyve år siden; eller
> måske et par trappetrin under. Af angst for at krænke de troendes
> følelser afholder vi os fra at fremhæve og fastholde de værdier, som
> ikke mindst arbejder- og kvindebevægelsen har kæmpet sig frem til gennem
> årtier.
>
> Gennem tusinde år har islam inden for sit udbredelsesområde mødt sine
> frafaldne kritikere med drab, forfølgelse og censur. I dag lever et
> stort antal muslimer i den del af verden, hvor ingen ideologi eller
> religion kan hæve sig over kritik. Det betyder, at islam ikke som
> kristendommen er udviklet i dialog med andre tankeopfattelser.
> Resultatet blev meget tydeligt i Salman Rushdie-sagen. At én mand kunne
> ryste en verdensreligion sagde mere om sidstnævntes skrøbelighed end
> førstnævntes styrke. Korthuset vaklede, fundamentalisterne er i
> virkeligheden uden fundament. Det kunne aldrig være sket inden for
> jødedommen eller buddhismen.
>
> Folkeskolen har en rolle at spille. Elevernes religionsfrihed skal
> respekteres, men når en dreng møder op og siger, at ifølge Koranen har
> kvinderne kun halv værdi af mændene (med de rigtige henvisninger i
> kapitel og vers), og Koranen er Guds åbenbarede ord, så skal lærerne
> forklare, at derhjemme kan de tro på hvad, de vil, eleven skal bare
> vide, at det er forkert, hvad der står i den hellige bog: Kvinder er
> nemlig lige så meget værd som mænd.
>
> Jeg møder næsten ingen lærere, som tør sige det så klart. Men derved
> overtræder de folkeskolens formålsparagraf, der taler om undervisning og
> dagligliv bygget på ligeværd. Og de ødelægger de elevers fremtid, der
> ikke bliver oplyst, men fortsætter livet hyllet i en bogstavtro
> religionsfortolknings mørke.
>
> Skoleskemaets kristendomstimer må omskabes til faget religion og
> livsanskuelse. Så kan Koranen inddrages, og det bliver muligt at oplyse
> de muslimske elever om bogens historiske tilblivelse. Derved kan
> eleverne sikres en forståelse for, at Koranen, som enhver anden "hellig"
> bog, er bundet i tid og sted. Derfor handler den om retten til seksuel
> omgang med ens slavinder og ikke om kønnenes ligestilling, derfor
> omtales dromedarer, men ikke rensdyr.
>
> ...
>
> Den hollandske filminstruktør Theo van Gogh blev myrdet på en måde, der
> helt ned i visse detaljer svarer til den måde, profeten Muhammed fik
> sine snigmordere til at myrde kritiske digtere.
>
> En række fremtrædende danske muslimers umiddelbare reaktion var, at
> ytringsfriheden skulle indskrænkes for ikke at krænke religiøse
> følelser.
>
> Skulle man hellere forbyde forskruede følelsers ophav? Nej, Koranen skal
> naturligvis ikke forbydes, og det skal Det Gamle Testamente heller ikke.
> Heller ikke Hitlers og Stalins bøger og taler. Tværtimod skal kendskabet
> til disse tanker spredes, så vi kan sætte dem ind i en historisk
> sammenhæng og endnu en gang forsøge os ud i den vanskelige disciplin: at
> lære af historien.
>
> Kåre Bluitgens bog "Koranen og profeten Muhammed" udkommer i morgen på
> Høst & Søn.
> ==
>
> Ja, det lyder jo ikke opløftende. Jeg skal i hvert fald have købt hans
> bog; sådan en bog varer det jo et par år før man kan låne på
> biblioteket.
Du mener at bibliotekar samfundet er så forsvensket, at de vil kæmpe
indædt for ikke at få den på hylderne?
Mvh
Martin